1941 – Stor beskæftigelsesplan vedtaget i Skanderup Sogneråd

Et af sognerådsmedlemmerne ønskede, at man rent ud sagde nej til et tilskud på 100.000 kroner.

Skanderup Sogneråd afholdt torsdag aften ekstraordinært møde for at udarbejde en beskæftigelsesplan. Det blev et langvarigt møde, hvor bølgerne undertiden gik højt, men efter 3 timers forhandlinger var man endes om en beskæftigelsesplan, som vil give en mængde arbejde, når det nu efterhånden bliver sat i gang. Fra Socialministeriet forelå meddelelse om, at et af kommunen indsendt projekt angående udvidelse og grundforbedring af 2 km. af vejen vest for Gelballe var godkendt, og at der til dette arbejde kunne ydes et tilskud på indtil 80 pct. af arbejdslønnen og 50 pct. af de øvrige anlægsudgifter.

Arbejdet er anslået til at koste 200.00 kr., og deraf er 88.000 kr. arbejdsløn, og det beregnes at ville give arbejde til 30-40 mand i ca. 10 måneder. Arbejdet skal påbegyndes inden den 5. november, og der må kun arbejdes i tidsrummet 1. septbr. til 1. april, og det skal afsluttes seneste 1. april 1946 og skal udliciteres.

E. Jacobsen fandt det meningsløst at give 100.000 kr. pr. km. vej. Knudsen ville ikke være med til at sige nej til et tilskud på 100.000 kr. af vejmillionerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 1. november 1941.

1941 – Koldings store beskæftigelsesplan ligger stille

Kritik af ministeriets langsomhed – og ansøgninger om ny tilskyd til vejarbejder på 1,2 millioner, bl.a. gadegennembruddet fra Rendebanen til Rådhuset – Fra Byrådsmødet i aftes.

Kolding Byråds møde i aftes varede for den offentlige dels vedkommende en times tid, og i betragtning af dagsordenens længde var det ikke særlig længde. Drøftelserne gik ret fredeligt og der foretoges kun en enkelt afstemning. Mon det tør tages som tegn på, at samarbejdet trods alt er ved at vokse? Fraværende var Larsen, Søren Jensen, Bech og Bach. […]

Hele beskæftigelsesplanen ligger stille

P. Andersen ankede over, at hele kommunens beskæftigelsesplan fra foråret i øjeblikket faktisk ligger stille. Ikke engang Fjordstien til Rebæk er der begyndt på. Trafikministeren smøler med sagen, skønt han har så travlt, at han møder her en morgenstund kl. 6. Hvis det skal vare lige så længe med de planer, vi nu indsender, vil det trække ud med virkelig at komme i gang. Borgmesteren fremhævede, at det var nødvendigt at afvente ministeriets tilladelse, men det var nok Vejkontoret, der ikke kunne følge med. Stadsingeniøren skal til København i denne uge og søge sagen fremmet. Til de nye projekter kræves der både detailprojekter og flere instansers godkendelse, så de kan i alt fald ikke påbegyndes før henad foråret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. oktober 1941.