1942 – 2.800 frikadeller fik i går ben at gå på

Og 2½ tønde kartofler!

I går oplevede Børnebespisningens store klientel den første frikadelledag i denne sæson. Det var, i parentes bemærket, fabrikant J. Chr. Støjbergs omgang. Han var den første, der tegnede sig for frikadellerne en søndag formiddag længe før jul, og der blev på hans regning fra den tidlige morgenstund i de to køkkener fremstillet ikke færre end 2.800 frikadeller. På Pigeskolen var det fru Dahl, der var økonoma – den hidtidige økonoma, fru Petersen, bliver i dag indlagt på sygehuset. På Pigeskolen blev der i alt lavet 1.800 frikadeller, og på Sdr. Vang Skole havde man stegt ca. 1.000.

På Pigeskolen havde man indstillet sig på, at der ville komme over 800 børn for at spise sig mætte. Ganske vist havde man skjult for børnene, at den stod på frikadeller – man havde endda begået den pædagogiske brøler at lyve for ungerne, da de dagen i forvejen spurgte, hvad de skulle have at spise den næste dag. Svaret havde da været “kærnemælkssuppe”. Men rygtet om frikadellerne løb hurtigt, og frikadellerne kunne i Pigeskolen mønstre sine godt og vel 800 liebhavere. Til frikadellerne spistes der 2½ td. kartofler, ½ td. gulerødder, 12 kg. ærter, 50 bundter persille, og der anvendtes til retten 60 kg. kød og 40 æg.

På Sdr. Vang-skolen, hvor børnene kom og gik og spiste og sagde tak for mad i den største ro og orden under overlærer H. A. Hansens overopsyn, havde man, som nævnt, lavet ca. 1.000 frikadeller, og de var lavet udelukkende af kalvekød. Det største antal børn, man her har bespist er 526. Erfaringsmæssigt falder antallet af børn lige efter juleferien, fordi der da endnu er mad nok i hjemmene, men med udgangen af januar møder der altid mange igen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. januar 1942.

1941 – 125 til beredskabs-bespisning i Kresten Dahls have i Harte

Øvelsen i aftes var helt igennem vellykket.

125 mennesker fik i aftes grønærtesuppe, gullasch og kaffe i gårdejer Kresten Dahls have i Harte. Det var Danske Kvinders Beredskabstjeneste i Harte, der holdt øvelse, og som havde indbudt beboere fra Harte og medlemmer af Koldings beredskab til at spise. Der var mødt en snes damer fra Kolding, deriblandt hele Forplejningskorpset, og i den herlige sommeraften strømmede også beboerne fra Harte til gårdejer Dahls smukke gård, der atter ligger fredeligt og idyllisk, efter at alle spor efter salt- og olieboringer på den tilstødende mark er fjernet.

Solen skinnede endnu, da gæsterne pakkede tallerkener og gaffeltøj ud. Hele forsamlingen gik i kø gennem stuehuset til bryggerset, hvor der blev øst op fra to gruekedler, og derefter marcherede man ud til de lange borde, der var stillet op på græsplænen.

90 kg. kartofler til bespisningen
Her bød formanden for beredskabet i Harte, fru gårdejer Buhl, velkommen idet hun udtalte håbet om, at der aldrig blev brug for de færdigheder, som Forplejningskorpset nu havde indøvet. Deltagerne spiste med god appetit. Der var skrabet 90 kg. nye kartofler, og de fleste gik vist til. Efter at maden var spist, læste pastor Sarnæs et afsnit af amtmandinde Ingeborg Refslund Thomsens bog fra sidste krig. Afsnittet, der handlede om livet på en gård under krigen, betog tilhørerne stærkt […] Der blev sunget en række nationale sange. Formanden for beredskabet i Kolding, frk. Elisabeth Eff, takkede værterne. Der blev udbragt et leve for Danmark og sammenkomsten sluttede med ‘Kongernes Konge’.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. juli 1941.