1942 – Kunstnerisk udsmykning af Centralbiblioteket

Maleren Sigurd Swane udarbejder forslag til Ny Carlsbergfonden

Kolding Biblioteksforening holdt i aftes generalforsamling på Centralbiblioteket. Formanden, kæmner P. Zoffmann, bød velkommen og udtalte smukke mindeord om afdøde bestyrelsesmedlem, mølleriarbejder Oluf Olsen. I sin beretning omtalte formanden ‘Den danske bogs uge’, der fik et udmærket forløb. Sygehusarbejdet er taget til glæde for patienterne, funktionærerne og de bibliotekarer, der har med arbejdet at gøre. I tilslutning til en omtale af Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Kolding i sommer rettede formanden en tak til overbibliotekar Ebstrup (der var fraværende på grund af sygdom), for tilrettelæggelsen af årsmødet og udarbejdelsen af bogen om Kolding Centralbibliotek. Sidste vinter var der tyve studiekredse på biblioteket, og vi venter, der bliver flere til vinter. […]

Forhallen udsmykkes

Til Ny Carlsbergfonden har vi indsendt en anmodning om, at fonden ville bekoste en kunstnerisk udsmykning af biblioteket. Direktør Thorlacius Ussing har været her og set på forholdene, og for nogen tid siden fik vi besked om, at Ny Carlsbergfonden ville sende maleren Sigurd Swane herover. han kom for en halv snes dage siden og var her et par dage. Nu er han i færd med at udarbejde et forslag til fonden, og vi håber at komme i gang med udsmykningen i løbet af næste år. Det drejer sig først og fremmest om forhallen, der vil blive udsmykket med malerier.

Til slut oplyste formanden, at foreningen nu tæller 265 medlemmer i byen, 17 på landet og 32 fra forskellige foreninger.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. oktober 1942.

1942 – Hilsen til Vandrehjemmet

Bibliotekanerne takker for den enestaaende gæstfrihed, som dette fortræffelige Vandrehjem har ydet dem i tre dage. Den behandling, vi har faaet, viser at Kolding Vandrehjem er i besiddelse af en enestående gæstfrihed ogsaa over for noget besværlige gæster.
På mine kammeraters vegne
Poul Kurstein
9-8-42

Læg mærke til at der i teksten benyttes både aa og å, dette er afskrevet om Kurstein selv skrev hilsnen.
Kilde: Uddrag fra Kolding Vandrehjemmets gæstebog, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1942 – Alvorlige radiator-sprængninger i Kolding

Vandet sivede i nat ned gennem bibliotekets store forretningsbygning.

Der er i nat sket et par alvorlige vandskader i Kolding som følge af sprængte radiatorer. Således har Falcks Redningskorps været tilkaldt til manufakturhandler Suurballe, Helligkorsgade 7. Her måtte man foretage en omfattende tildækning for at skåne varerne bedst muligt for vandet, der sivede ned ovenfra. Men værst var det dog gået ud over bibliotekets forretningsejendom ud til Jernbanegade. Her sivede vandet det meste af natten ned fra tagetagen i alle de underliggende lokaler og forårsagede ikke ubetydelige skader og navnlig megen ulempe. Som det måske vil være bekendt, er den store forretningsbygning behæftet med den klausul, at lejerne ikke må overnatte i ejendommen. Denne omstændighed gjorde, at skaden først blev opdaget i morges, da kiropraktor Sammy Jensen mødte i sine lokaler. Det var et sørgeligt syn, han så. Overalt flød vandet, og hele klinikken sejlede.

Årsagen til kalamiteten viste sig at være, at en af gæsterne i den vestlige del af tagetagen engang i aftenens løb har lukket for et varmeapprat, der stod opad en ydermyr (men modsat vinduessiden) i det inderste værelse. Resultatet heraf blev, at et af de vandførende rør sprængtes i nattens løb og vandet derefter ganske livligt strømmede ned gennem alle etagerne, først og fremmest til dentist fru Grete Staugaard. Vandet fulgte lampestederne i loftet, så at det så ud, som om det var lamperne, der kraftige og vedvarende vandstråler fra sig. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. januar 1942.

1941 – Den danske bogs Uge åbnet i Kolding

Interessant udstilling af 12-1300 bind på Centralbiblioteket.

Bogudstillingen ‘Den danske bog’ åbnedes onsdag eftermiddag på Centralbiblioteket i det kommende børnebiblioteks lokaler, hvor 12-1300 bind er stillet til skue, omhyggelig ordnet i 22 forskellige grupper med navneskilt, så man straks kan finde den afdeling, man søger, og gøre sig bekendt med et lille udvalg af den litteratur, man interesserer sig for om dette hint emne. Inden bogudstillingens officielle åbning samledes en indbudt kreds i foredragssalen, hvor bibliotekets formand, kæmner P. Zoffmann, bød velkommen, og man sang ‘I tusind bøger vi våben søger’, skrevet af overbibliotekar E. Ebstrup til Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Haderslev 1934.

Boghandler Barkholt sagde derefter et par ord om den danske bog. “Der var en tid”, sagde han bl.a., “da man anså den danske bog for at være grå og hverdagsagtig i sammenligning med den oversatte i stærkere farver og kunstnerisk blændende form. Det er ikke meningen, at vi vil modarbejde den oversatte litteratur, men vi vil gerne drage den danske bog frem i lyset og pege på dens alsidighed og værdi. Nutidens boghandlere hylder de åbner reolers princip. Vi ønsker, at publikum skal komme bøgerne på nærmere hold, ønsker en endnu fastere forbindelse med publikum og at knytte nye forbindelser”. […]

Overbibliotekaren gav sluttelig en kort oversigt over udstillingen, som gæsterne derefter med stor interesse tog i øjesyn. Udstillingen er åben til og med søndag, og der tages ikke entré hverken til udstillingslokalerne eller foredragene. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. november 1941.

1939 – Det nye bibliotek

Det nye centralbibliotek for Kolding åbnedes i går (30. september), det var dog først i dag at man officielt holdt “åbent hus“. På kun fem timer besøgte, oplyser biblioteket, ikke færre end 3770 personer biblioteket.

Der er kommet mange gaver til det nye bibliotek, af de største private bidrag kan nævnes bibliotekets egen formand kæmner Zoffmann, der har skænket 2000 kr. til bogkøb og fabrikant Volkert, der har skænket 5000 kr. til inventar.

Et smukt og godt Bibliotek er skabt – men der er Brug for en større Bogbestand i de ny Rammer.

Kæmner Zoffmann, uddrag af åbningstale

En del af det gamle inventar bruges stadigt, af nyt lægger man dog særligt mærke til stolene, der er betrukket med ufarvet oksehud. Der er også kommet jernhylder i magasiner, og de vigtigste rum er forsynet med radioanlæg. I avismagasinet i tagetagen, kommer byens gamle aviser til at lægge sammen med Historisk Samfunds samlinger fra Koldinghus.

Der er på biblioteket i alt beskæftiget 14 personer: overbibliotekar E. Ebstrup, bibliotekarerne frk. Ørbech, Mogens Iversen, frk. J. Marschall, A.V. Haagerup, samt eleverne Signe Berkild, Svend Aage Andersen og Annelise Thage. Derudover vagtmester Jørgen Eskelund og fem unge damer, der hjælper med til det praktiske.

Arkitekt Ernst Petersen har udtalt sig at selve byggeriet har holdt budgettet, men der kommet en del mere inventar til end først beregnet, fordi det er blevet foretrukket og møblere alle afdelinger fuldt ud fra starten.

Den nye bygning er gravet så dybt ind i Slotsbanken, at det var påtale at anlægge luftværnets kommandostation i kælderen under Bogmagasinerne, i stedet blev dog Almenskolens ny bygning valgt.

Kilder: Kolding Folkeblad, 2. oktober 1939; Kolding Folkeblad, 30. september 1939