1944 – Til Skamling i morgen

Taler af forstander C. P. O. Christiansen, to biskopper, opvisning af Niels Bukhs 105 sommerpiger

I morgen, søndag, fejres, som omtalt, 100-årsmindet for den 2. sprogfest på Skamlingsbanken 4. juli 1844, det møder, der er gået ind i historien under betegnelsen “det store Skamlingsbankemøde’. Det var på dette møde, danskheden og den folkelige frihedsbevægelse for første gang for alvor fandt udtryk i taler af Grundvig, Orla Lehmann, Carl Ploug, Laurids Skau og andre.

Mødet i morgen begynder kl. 15, hvor der bliver sang ved talerstolen af sangkoret ‘Freja’ fra Christiansfeld. Derefter taler biskop Skat Hoffmeyer fra Aarhus og højskoleforstander C. P. O. Christiansen fra Grundtvigs Højskole, Frederiksborg. Kl. 19. er der opvisning af Niels Bukhs sommerhold fra Ladelund, 105 unge piger. Der bliver afslutning ved biskop Noack, Haderslev.

Indbydere til mødet er Skamlingsbankeselskabet, de sønderjyske foreninger i Vejle og Ribe Amter og Sydøstjydsk Hovedkreds for De danske Ungdomsforeninger. Mødet vil utvivlsomt blive en oplevelse, og man venter tusinder af mennesker til Skamling i morgen eftermiddag. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. juli 1944

1944 – Ny katolsk præst i Kolding

På grund af svigtende helbred trækker den katolske præst i Kolding, pastor J. vand Rijckevorsel, sig til påske tilbage som sognepræst ved Sct. Michaels Kirke. Til hans efterfølger er udnævnt den katolske sognepræst i Køge, pastor Vilhelm Nølke, der er 35 år. Biskop Suhr vil komme hertil og foretage indsættelsen. Det bliver en af påskedagene.

Pastor Rijckevorsel, der er 66 år, og kom til Kolding fra Assens i 1933, bliver boende i Kolding. Jeg er glad for byen, siger han, og her er jeg groet fast. Præsten har selv ejendom i Marcus Allé, hvor han vil flytte ind. Det er en mavesygdom i forbindelse med blodtryklidelse, der har fået pastor Rijckevorsel til at tage beslutningen om sin tilbagetrædelse, idet han ikke mener at kunne passe sit embede, som det skal. Pastor Rijckevorsel, der er hollandsk bankiersøn, har gjort sig særdeles agtet og respekteret i Kolding, hvor han er blevet kendt som en loyal borger og betydelig personlighed […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. marts 1944.

1944 – Jyderne har mere respekt for kirkerne end sjællænderne

Det skandaløse optræden, turister har vist i sjællandske kirker, et ukendt fænomen på Kolding-egnen

Kirkeministeriet rettede i sin tid en opfordring til alle landets menighedsråd om at holde kirkerne åbne hele året rundt af hensyn til de mange andagtssøgende. Mange steder har man fulgt denne opfordring, men det varede ikke længe, før klagerne begyndte at strømme ind, og det viser sig, at der mange steder er blevet er blevet konstateret et ganske ufatteligt griseri i kirkerne.

Biskop Rosendal i Roskilde har nylig offentliggjort resultatet af et rundspørge til de 324 kirker på Sjælland, og det viser sig, at kun halvdelen af kirkerne her holdes åbne på hverdage hele året rundt, og om årsagen hertil oplyses, at de allerfleste af kirkegæsterne på hverdagene er turister, som har udvist en ganske utrolig taktløs og respektløs optræden. Gæsterne har i mange tilfælde skåret deres navne ind i prædikestolene, leget bryllup i kirken, hvor man ikke har taget i betænkning at bande. Man har oplevet, at en mand kom trækkende med sin cykel ud af kirken, og at man beholder hatten på er noget ganske dagligdags. Det værste eksempel har dog været en mand, der forrettede sin nødtørft i kirkebøssen, og ofte er det sket, at kirken benyttes som W.C. på anden måde.

Bedre end sjællænderne

Det er jo ikke lutter lovord, kirkens mand har om disse gæster, og for at høre, om det eventuelt er noget specielt for Sjælland, eller om det er noget, der går igen over hele landet, har vi spurgt provst Roesen, Kolding, om han har erfaret noget i samme retning.

“Jeg må indrømme”, siger provsten, “at jeg ikke er klar over, hvor mange kirker heromkring, der har holdt åben, eller at Kirkeministeriets rundskrivelse ko men en del har i hvert fald. Imidlertid kan jeg sige så meget, at vi herovre er meget bedre end Sjællænderne. Vi kender ikke noget i den retning, som biskop Rosendal fortæller om. Kristkirken har f.eks. været åben hver eneste dag, siden den blev indviet i 1925, og der er aldrig sket noget – det vil sige, der har været et forsøg på at bryde bøssen op, men jeg kan sige så meget, at det betaler sig ikke, for det giver ikke noget udbytte. Ministeriet har over for kirkens bestyrelse understreget, at bøsserne skal tømmes hver søndag efter gudstjenesten, og hvor tyve får udbytte ved at bryde kirkebøsserne op, skyldes det sjuskeri fra den pågældende kirkes bestyrelses side. Man har så ikke fulgt ministeriets henstilling”.

Og provsten har heller ikke hørt om vandalisme fra landdistrikterne?

“Jeg har aldrig fået en eneste indberetning om noget af den slags, og havde der været noget, var der vel kommet en sådan. Jeg tror heller ikke, noget sådant kan finde sted i Jylland”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. februar 1944

1944 – Kaj Munks jordefærd

Ringkøbing, lørdag. R.B.
Lørdag eftermiddag blev forfatteren, pastor Kaj Munk jordet fra Vedersø Kirke. Båren henstod i kirken, der kun kunne rumme et fåtal af det store følge, i hvilket der bl.a. sås et halvt hundrede præster i ornat med biskop Scharling i spidsen. Kirken og en del af kirkegården var opfyldt af kranse og dekorationer i hundredvis. I kirken talte dr. theol., pastor Niels Nøjgaard, Slagelse, der er en ungdomsven af afdøde. Præsten mindedes Kaj Munk som en mand, der stred med ildhu for kærlighedens og sandhedens og rettens vej på jorden. Den ild, der brændte i ham, var tændt ved himlens arne. Andre steder mindes man Kaj Munk som digteren og skribenten, men her i Vedersø Kirke vil vi mindes ham som præsten, som sognets mand og som hjemmets mand. Gud har givet os en stor gave i Kaj Munk. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 9. januar 1944

1943 – De danske biskoppers hyrdebrev

Landets biskopper har under 29. sept. d. a. gennem departementscheferne tilstillet de ledende tyske myndigheder en skrivelse af følgende indhold:

                                            DEN DANSKE KIRKES STILLING TIL JØDESPØRGSMÅLET

Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder som sådanne af racemæssige eller religiøse grunde, er det den kristne kirkes pligt at protestere derimod.

  1. Fordi vi aldrig vil kunne glemme, at kirkens herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af jomfru Maria i følge Guds forjættelse til hans ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets historie indtil Kristi fødsel rummer forberedelsen til den frelse, Gud har beredt alle mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at det gamle testamente er en del af vor bibel.
  2. Fordi forfølgelse af Jøder strider imod den menneskeopfattelse og næstekærlighed, som er en følge af det budskab, Jesu Kristi kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke personanseelse, og han har lært os at se, at ethvert menneskeliv er dyrebart i Guds øjne. ”Her er ikke jøde eller græker; her er ikke træl eller fri; her er ikke mand og kvinde; thi alle er i én i Kristus Jesus.”(Gal, 3, 28).
  3. Fordi det strider imod den retsbevidsthed, som råder i det danske folk, nedfældet i vor dansk-kristne kultur gennem århundreder. I henhold hertil har alle danske statsborgere efter grundlovens ord lige ret og ansvar for loven og religionsfrihed samt ret til at udøve vor gudsdyrkelse efter kaldelse og samvittighed og således, at race og religion aldrig i sig selv kan blive anledning til, at et menneske berøves rettigheder, frihed eller ejendom. Uanset afvigende religiøse anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske brødre og søstre bevarer den samme frihed, som vi selv sætter højere end Livet.

Der findes hos den danske kirkes ledere en klar forståelse af vor forpligtigelse til at være lovlydige borgere, som ikke utidigt sætter sig op mod dem, der øver myndighed over os, men samtidig er vi i vor samvittighed bundne til at hævde retten og protestere imod enhver krænkelse; derfor vil vi i givet Fald utvetydigt vedkende os ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker.

                                                                                                             På biskoppernes vegne

Den. 29/9 1943.                                                                                 H. Fuglsang Damgaard

Kilde: De danske biskoppers hyrdebrev af 29. september 1943. www.danmarkshistorien.dk

1942 – 4-500 mennesker til det kristeligt-nationale møde på Skamling

Taler af biskop Scharling, Ribe og soldatermissionær Kühle.

‘Soldaternes venner’ holdt i går sit årlige kristeligt-nationale møde på Skamlingsbanken. Mødet, der var det 25. i rækken, havde samlet mellem 400 og 500 mennesker der i det smukke vejr fik en interessant og berigende eftermiddag ud af det omkring Skamlings gamle, minderige friluftstalerstol. Efter af foreningens formand, førstelærer Madsen, Gjelballe, havde budt forsamlingen velkommen, tog biskop Scharling odert:

Der er noget at bygge i Danmark i dag

I begyndelsen af forrige århundrede, da man syntes rationalismen havde kvalt de sidste rester af kristentro, udslyngede den senere biskop Mynster disse frimodige ord: “Vi rydder bort det sammensunkne grus og rejser atter frejdigt herrens hus!”

Også nu i dag og her i vort fædreland bliver der noget at rydde bort og noget at bygge op men det er for øvrigt ikke noget, der gælder blot nu og i disse trange kår. Gang på gang i historien har vi set, hvordan, der måtte bygges op igen, og vi har set, hvordan hele folket lidt efter lidt er kommet med i genopbygningen – først bonden og derpå den danske arbejder. Og sådan må det være:

Hele folket må bære Danmarks genopbygning

Nu ved vi jo alle, at en bygherre må have en plan at arbejde efter, og således må vi også i vort genopbygningsarbejde have et mål, hvad er da vort mål?

Havde man spurgt om dette for nogle få år siden kunne man vel nærmest have samlet svarene i fire punkter: at dyrke jorden, at skabe lykkelige hjem, at opbygge en dygtigt industri og at udvide vort handel mest muligt. Dette er kun lutter godt ting, men det er ikke nok. Thi var det kun det, da ville vort folk være sunket ned i den sorteste materialisme. I dag tror jeg, svaret ville forme sig lidt anderledes. Nu tror jeg, vi alle vil kunne samles om dette. Danmarks frihed.

Vi må have noget at bruge friheden til

Dette i sig selv er imidlertid ikke nok selv om det er smukt og stort, thi hvad vil vi med friheden, hvis vi ikke har noget at bruge den til? Det danske folk – ja, ethvert folk – må have en særlig opgave, og denne opgave må hænge sammen med folkets egenart.

Biskop Scharling søgte derpå at vise hvilke bestanddele, der er i den danske egenart, idet han pegede på, at vi i blodet har en dyb kærlighed til friheden, og at Danmarks beliggenhed som broen til Skandinavien har skabt kontakt til omverdenen og derigennem givet danskerne en klarere forståelse af andre folk. “Derved har vi”, udtalte biskoppen, “fået til opgave som folk at værne den personlige frihed og åndsfriheden.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. juli 1942.