1942 – Koldings nye skoleplan atter udsat

Efter en længere redegørelse i Byrådet i aftes. Skal Sdr. Vang-Skolen kun udvides med to klasser? Spørgsmålet om en ny kommunal mellemskole i den sydlige bydel snart brændende?

I Kolding Byråds møde i aftes forelå fra Skolekommissionen såvel en ny plan for undervisningen ved de kommunale skoler som en ny skoleplan. Den første blev vedtaget, medens den anden blev udsat, for at man kunne overveje, om man kun skal udvide Sdr. Vang-Skolen med 2 klasser, eller foretage en stor udvidelse, så skolen kan blive hovedskole. Da undervisningsplanen er nøje knyttet sammen med skoleplanen, betyder udsættelsen i realiteten, at undervisningsplanen ikke kan træde i kraft endnu.

5-årig grundskole og 3-årig eksamensfri mellemskole

Skolekommissionens formand, M. Larsen, gav en indgående redegørelse for skolesagens udvikling i de senere åre. Den nye undervisningsplan er en følge af den nye skolelov. Der bliver tale om en femårig grundskole og en treårig, eksamensfri mellemskole, med en tegneundervisning, som i nogen grad kan tjene det praktiske livs krav. Undervisningstimetallet bliver lidt lavere for de højere end nu. Fælleslærerrådet har tiltrådt planen med nogle mindre ændringsforslag, hvoraf en del er fulgt, og forslaget anbefales enstemmigt af Skolekommissionen. […]

Skolerne får nye navne

Med hensyn til skoleplanens enkeltheder oplyste Larsen videre, at antallet og fordelingen af lærerkræfterne foreslås ganske som nu. Derimod ville man ændre skolernes navne. Pigeskolen skulle fremtidig hedde “Sct. Nicolai Skole”, forskolen “Blæsbjergskolen”, og Drengeskolen “Aalykkeskolen”, medens Sdr. Vang og Riis Toft ikke skulle have navneforandring. Grænsen mellem skolerne skule gå fra Haveselskabet Fjordvang Kærmindevej med) til Agtrupvej, langs denne og Ottosgade, udenom Alhambra og over Bjælderbo langs Lykkegaardsvej, der dog skulle høre til det sydlige skoledistrikt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. februar 1942.