1943 – Arbejdsgivernes generalforsamling

Stor tilslutning til mødet i aftes

Arbejdsgivernes lokale Sammenslutning holdt i aftes generalforsamling på Industriforeningen, og der var mødt så mange, at de dårligt kunne være i salen. Fabrikant P. Beirholm dirigerede, og formanden, installatør Overbeck, gav en fyldig beretning, hvori han bl.a. omtalte den gode beskæftigelse i 1942 trods en mærkbar materialemangel. Foreningen havde haft en glædelig medlemstilvækst i det svundne år. Om erhvervsrådet udtalte formanden, at han ikke tiltroede det levedygtighed udover 3 år, men det skulle dog glæde ham, hvis han tog fejl.

Endvidere berørtes overenskomstforhandlingerne og beskæftigelsesloven og sluttelig omtalte formanden arbejdskortsystemet, som der skal god vilje til at få til at glide. Grosserer Conrad Andersen, dir. Hardorff og dir. Christiansen delte ikke formandens opfattelse af Erhvervsrådets manglende berettigelse, men fandt alle, at det nok skulle hævde sig i fremtiden.

Direktør Mehr og blikkenslager Schack genvalgtes til bestyrelsen. Senere på aftenen afsendtes en telegrafisk hilsen til Schack, der var forhindret i at være til stede. […]

Generalforsamlingen sluttede med det traditionelle leve for foreningen og dirigenten. Under en lille spisning efter generalforsamlingen hyldede Oluf Rasmussen formanden, der kunne notere gode resultater i sit første formandsår. Aftenen sluttede med filmfremvisning.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. januar 1943.