1943 – Bomben sprang, medens man flyttede den

Dramatiske situationer i København under rydningsarbejdet. Folkene var heldigvis i sikkerhed i genbohuset.

I går eftermiddags sprængtes flere af de forsagede og tidsindstillede bomber, der lå i det ramte kvarter i København. Under dette farlige arbejde indtraf en dramatisk situation, idet en af de to bomber, der lå på en tredjesal i Gunløgsgade, sprang under arbejdet med nedfiringen. Rydningsmandskabet var heldigvis i sikkerhed i genbohuset, hvorfra de trak bomben med fjerntræk, så ingen mennesker kom til skade, medens den materielle skade blev meget stor. […]

Dramatisk skildring af den uventede eksplosion

Om eksplosionsulykken skriver en af tilstedeværende pressemænd (Out) i Nationaltidende:

Pludselig gyngede jorden. Husene vaklede og himlen for formørkedes. De øverste to etager af nummer 5 løftede sig højt op, opløste sig i en brunrød tæt sky og blev hængende over Gunløgsgade – længe syntes man. Samtidig rullede tordenbrag mellem husene. Rydningsfolkene tabte ikke hovedet. Nogle af dem trykkede sig mod mure eller træer, andre løb for livet. Journalisten og en overbetjent løb skråt fremad og direkte ned i en kælderhals i ét spring. Og så faldt de to etager ned over Gunløgsgade. Første store murbrokker og bjælker, så tagspær, mursten, dele af møbler og til allersidst fint rødt støv af knuste sten, længe efter papirstykker og glasstumper, og igen den kendte lyd af tusind glasruders fald mod et fortov. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. januar 1943.

1943 – Der ligger endnu 12 blindgængere

Rømningen på Islands Brygge opretholdes, uvished om to forsvundne. To bomber sprængt igår.

Efter de i går foretagne undersøgelser mener man at kunne fastslå, at der endnu ligger 12 ueksploderede bomber i København. Deraf ligger de 7 i havnen, 4 ligger i sukkerfabrikkens nærmeste omegn, og endelig ligger en i en lejlighed i et hus i Gunløgsgade. Beboerne i Langebrogade indtil en afstand af 100 meter fra bombestederne er fortsat evakueret og kan ikke komme i deres hjem i de første 30 dage med mindre eksplosionen indtræffer, eller det lykkes at fjerne bomben.

Evakueringen i Strandgade er ophævet, efter at den farlige bombe, der i nærheden i går eftermiddags er blevet bortsprængt. Derimod opretholdes evakueringen på Islands Brygge i fuldt omfang på grund af bomben i Gunløgsgade. Beboerne i dette kvarter er, for så vidt de ikke har kunnet finde ophold hos venner og bekendte, blevet indkvarteret på Sundholm. Den yngste evakuerede er et barn på én uge, den ældste en dame på 88 år. I aftes kl. 18.30 blev Knippelsbro atter åbnet for trafik.

Det er lykkedes at identificere det kvindelig, som blev indbragt på Retsmedicinsk Institut. Den dræbte er fabriksarbejderske fru Carla Hansen, Halmtorvet. To mennesker er stadig forsvundet. Det drejer sig om en chauffør fra en Tuborg-lastvogn, der holdt på Jacob Holms Plads ved Sukkerfabrikken, da angrebet skete, samt en ung mand, der var beskæftiget samme sted. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. januar 1943.

1942 – Syv store luftværnsøvelser landet over

Deraf to i Sønderjylland – og med opbud af alle tjenestegrene.

Vestre Luftværnskommando har søndag holdt store luftværnsøvelser i syv byer i Jylland og Fyn, nemlig Faaborg, Graasten, Hobro, Skanderborg, Sæby, Thisted og Toftlund. Øvelserne, i hvilke der deltog fra 175 til 300 personer i hver by, lededes af nogle af Luftværnskommandoens særligt uddannede øvelsesledere og har overalt haft et godt forløb og givet deltagerne mange erfaringer og impulser.

I Toftlund lededes øvelsen af kaptajn Rose, Kolding, og der indledtes med markering af bomber flere steder, bl.a. i tilflugtsrummet under Haderslev Banks filial. Lidt senere, meldtes, at en benzintank var ramt, og midt under sluknings- og redningsarbejdet gik en blindgænger ned i et vigtigt vejkryds. Forinden blindgængeren eksploderede, var der foretaget evakuering af de omliggende huse og afspærring af stedet. Eksplosionen forårsagede, da den indtraf, brud på hovedvandledningen og elektricitetsnettet. Dagens største øvelse samlede sig om tømmerhandler Lassen Schmidts lagerbygning, hvor en bombe var gået ned og havde forårsaget stor ødelæggelse og ildebrand. Ofrene for ødelæggelserne blev samlet i en skadestue på Toftlund Borger- og Realskole, og D.K.B. havde sørget for børnene under katastrofen.

Sanitetsvæsnet ikke tidsvarende i Toftlund

Efter afblæsningen var der fællesspisning på Centralhotellet, efter hvilken kaptajn Rose gav en kort kritik, der fastslog, at øvelsen i det store og hele var forløbet vel. Luftværnschefen, politimester Schack, takkede de forskellige medvirkende instanser, således ingeniør Tolstrup, læge Mayling og kolonnefører Rasmussen. Om sanitetsvæsnet udtalte politimesteren, at det ikke er så tidssvarende i Toftlund, som det burde være, men der savnes midler, og Toftlund Sogneråd forstår, at det nødvendige må ofres. Kaptajn Rose udtalte en anerkendelse til Toftlund Luftværn, der står mål med alle andre steders værn og opgaven voksen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 10. marts 1942.