1941 – For retten

To 18-årige fredericianere stod den 11. november 1941 for retten i Fredericia, sigtet for forskellige kriminelle sager.

Den ene, der omtaltes D., var sigtet for cykeltyveri, han forklarede dog selv, at han af en kammerat, der var rejst til Tyskland, havde lånt cyklen, der siden havde vist sig at være stjålet.

Derudover var D. tiltalt for bedrageri, da han havde fået udbetalt 40 kr. fra socialkontoret, under den forudsætning, at han skulle købe arbejdstøj til en påtænkt rejse til Tyskland; samme dag havde han dog fået arbejde i Fredericia, og undladt at betale pengene tilbage, dette erkendte han sig skyldig i.

En tredje sigtelse mod D., omhandlede også en anden 18årig, de var i fællesskab sigtet for at have stjålet fem flasker spiritus i Restaurant Robert på Torvet i Fredericia. Begge tilstod forholdet, og forklarede, at de havde været i Brejning, ”for at indbyde et par pigebørn til fest, på hjemvejen havde skaffet sig spiritus til festen ved indbrud”.

Sagen optoges til dom.

Ved retten i Kolding behandles en sag om tyveriet på andelssvineslagteriet. Sagen startede med, at der for nogen tid siden blev stjålet 3 bildæk, og politiets undersøgelser i den forbindelse, afslørede store flæske og fedttyverier.

Den 11. november stod der fire slagteriarbejdere fra Kolding tiltalt for tyverierne, der angiveligt beløber sig til 1.400 kroner. Desuden har politiet under sagen fundet frem til 8 hælere, som har videresolgt varerne.

Kilder:
På kant med loven, Fredericia Socialdemokrat, 11. nov 1941, side 4
Tyverierne på slagteriet i Kolding, samme

1941 – Benzin-sagen fra Vamdrup

Der faldt seks bøder, den højeste på 600 kr.

Kriminalretten behandlede i formiddags den tidligere omtale sag fra Vamdrup angående køb af benzin, petroleum og solarolie uden aflevering af mærker. Vognmand J., der er hovedmanden, var tiltalt for overtrædelse af rationeringslovene og straffeloven. Hos to mekanikere havde han købt henholdsvis 100 og 80 liter benzin uden aflevering af mærker, og desuden havde han fra en vognmand, som han havde lånt 40 kr., modtaget 40 liter benzin i stedet. Endelig havde han i forskellige havnebyer, bl.a. Kolding, af ham ubekendte personer købt petroleumsmærker til ca. 600 liter, og af sin tjenestekarl kort til 140 liter solarolie.

Dårligt affattet ansøgningsskema

Han tiltaltes yderligere for at have afgivet fem urigtige ‘Tro og Love’-erklæringer til politiet angående sin beholdning af benzin, og derved havde han forskaffet sig 2.470 liter til trods for, at han havde en beholdning på ca. 1.000 liter liggende hjemme. Det opklaredes, og det blev i øvrigt påtalt af J.s forsvarer, LRS. Halvor Petersen, at ansøgningsskemaet var affattet således, at de beholdninger, J. havde opgivet, var i fuld overensstemmelse med skemaets ordlyd, men ikke med dets formål. Skemaet krævede nemlig oplyst, hvor meget ansøgeren havde tilbage af sin normalt tildelte ration fra forrige måned, og her havde J. ganske rigtigt skrevet 11 liter. […]

De øvrige bøder

En tørvefabrikant, der havde leveret J. 200 liter petroleum uden mærker, havde til poltiet opgivet 0 liter petroleum og 0 liter benzin, skønt politiet på hans bopæl fandt 200 liter petroleum, altså i hans besiddelse. Fabrikanten havde imidlertid både solgt og fået penge for petroleummen, og han havde forstået udtrykket besiddelse som ejendomsret. Han slap med en bøde på 100 kr. plus 64 kr., der konfiskeres af staten. En mekaniker måtte bøde 50 kr. plus 5 kr. i konfiskation, en anden mekaniker 30 kr. plus 8 kr. og en tjenestekarl 50 kr.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. oktober 1941.

1941 – Sukkersagen indbragte over 11.000 kr. i bøder og erstatninger

11 implicerede måtte bøde i alt 5.850 kr.

Den tidligere omtalte sukkersag fandt i formiddag sin afslutning hos dommer Strøbech i Kriminalretten. Her mødte anklagemyndigheden politifuldmægtig Schlichtkrull og som forsvarere for de 11 tiltalte landsretssagfører Juhl og landsretssagfører Lynæs. Det var den første sag af sin art, der behandledes ved retten i Kolding, idet den omfattede såvel overtrædelse af rationeringen som pris- og kædehandelsbestemmelserne. I bøder og erstatninger skal der i alt udredes 11.145 kr., så det må siges, at den ulovlige omgang med de ca. 9.000 kg. sukker har været dyr.

1.800 kr. i bøde til hovedmanden.

Hovedmanden, den 25-årige grosserer Egon Knudsen, forklarede, at han sammen med en fynsk ingeniør Rasmussen, havde ansøgt Erhvervsrådet om tildeling af sukkerkort til fremstilling af kunsthonning. De havde fået tildelt kort til 15.000 kg., men fabrikationen kom aldrig i stand. Rasmussen havde ikke noget med den ulovlige sukkerhandel at gøre. Gennem en mellemmand, repræsentant L., solgte Knudsen 10.000 kg. til uddeler B. i en oplandsbrugsforening, men der blev kun leveret 6.500 kg. før handelen standsedes. Til uddeler P. i en anden brugsforening var solgt 2.000 kg. Knudsen havde først haft betænkeligheder, men en dag læste han i Jyllands-Posten, at handel med sukker var meget almindeligt, og så røde de sidste betænkeligheder. […]

Knudsen indvilgede i at betale en bøde på 1.800 kr. (subsidiært 50 dages hæfte) samt solidarisk med repræsentant L. og uddeler B. værdien af 6.500 kg sukker, 2.795 kr. og sammen med uddeler P. og brugsforeningen værdien af 2.000 kg. sukker, 860 kr. Endelig skal han betale sin fortjeneste, 829 kr. og sagens omkostninger, bl.a. 100 kr. til landsretssagfører Juhl. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 7. oktober 1941.

1941 – Restauratørerne er i farezonen

Betydelig stigning i antallet af sager mod restauratører og tjenere.
I politiets officielle beretning for maj måned slås det fast, at der er sket en nedgang i antallet af mørklægningsforseelser. I lange tider har antallet af rapporter på dette område ellers været betænkelig stigende, men i maj faldt den månedlige høst fra 619 til 485, men også 485 gange den gennemsnitlige bøde på 30-40 kr. bliver til noget!

Cyklisterne vejer stadig meget alvorligt til rapportbunken og navnlig er det galt med mørklægningsforskrifterne. Ikke færre end 516 cyklister blev noteret for mørklægningsforseelser i løbet af maj måned – endnu i april lå tallet kun på 255. Der er atter en lille stigning i berusere (387 mod april måneds 340).

Endvidere er der en ikke ringe stigning i antallet af sigtelser rejst mod værter og tjenere i restaurationer for at have udskænket spiritus for berusede personer. Det er idet hele taget politiets erfaring, at der langt fra altid på restaurationerne holdes tilstrækkelig meget igen med udskænkningen, og det ser unægtelig ud, som om der vises mindre påpasselighed fra serveringspersonalets side nu, end tilfældet var straks efter de strenge beruserbestemmelers ikrafttræden […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 4. juni 1941.

1941 – Politiet har taget over 100 cykler på stationen

Vi har tidligere et par gange nævnt, at det er forbudt at henstille sin cykel om aftenen efter mørkets frembrud på gader og veje, hvor den kan være til gene for fodgængere, der på de mørke aftenener kan risikere om ikke liv, så dog helbred ved at falde over dem.

Vi har også tidligere omtalt, at politiet har iværksat kampagner i form af en energisk indgriben for at få folk til at udvise til større omtanke, når de hen på aftenen stiller deres cykler fra sig. Ret meget har det vist ikke hjulpet. I hvert fald har politiet stadig ikke så få af den slags bødesager at arbejde med […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. maj 1941.

1941 – 100 sager om ulovlig benzinhandel i Kolding

Politiet i Kolding har nu fra Handelsministeriet fået tilbagesendt en hel række sager angående ulovligt salg og køb af benzin i politikredsen, som ministeriet for et halvt års tid siden havde fået til udtalelse. Der vil nu blive udarbejdet anklageskrift, og da der er tale om ikke mindre end ca. 100 sager, venter man, at en række bøder vil give en klækkelig sum i statskassen.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 7. maj 1941.

1940 – Stor skødeløshed med mørklægningen om morgenen

Politiet udsender nu morgenpatruljer!

Vi har sikkert alle bemærket – vi, der er morgenmænd, og det er de fleste af os med den fremrykkende sommertid – at folk om morgenen er skødesløse med mørklægningen. Når de slår øjnene op om morgenen – hvor tidligt de nu end gør det – så tænker de, at nattens farer og dermed også sikkerhedsforanstaltninger må være slut. Og så ruller de gardinet op og åbner måske vinduet med, alt imens lyset er tændt. Også i forretninger og på kontorer vises der alt for stor tankeløshed med mørklægningens overholdelse […]

Nu skal folk ikke komme og fortælle, at vi har kørt dem i grøften uden varsel, udtale politikommissær Kleberg i middags til Folkebladet. Som altid giver vi først et varselsskud, for vi vil jo ærligt talt helst være fri for at skride ind og notere folk, så de må ty til tegnebogen – der er nok andet at give pengene ud til i disse tider […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. november 1940.