1944 – Nye bestemmelser vedrørende besøg m.m. i Frøslevlejren

Der er kommet nye bestemmelser i Frøslevlejren vedrørende besøg, pakker m.m.

3.11.1944
LAGER FRØSLEV
Nye bestemmelser vedr. besøg, brevveksling m.m.

Fangerne kan hver 6. uge modtage en pakke. Pakkens vægt må ikke overstige 10 kg og kun indeholde værktøj, toiletartikler, 90 cigaretter eller 40 cerutter eller 20 cigarer eller 100 g tobak eller 2 normalpakker skråtobak.

Pakken skal indeholde en indholdsfortegnelse.

Pakker som medbringes ved besøget, indgår som almd. pakker.

Til given tid vil der uopfordret blive tilsendt besøgstilladelse. Uden sådan kan intet besøg finde sted.

Ansøgning om besøgstilladelse er derfor unødvendig og der vil ikke blive taget hensyn dertil.

Rationeringsmærker skal omgående tilstilles lejren.

Fangerne må hver måned modtage og afsende ét brev. Breve må kun fylde 20 linier, hver på 16 stavelser og skal skrives med læselig skrift. Breve der ikke opfylder ovenstående bestemmelser tilintetgøres.

Modtagelse af bøger, aviser, tidsskrifter og tryksager er forbudt.

Lejrkommandanten

Kilde: Uddrag fra bogen “Fanger i Frøslev-lejren 1944-45, red. af Jørgen Mågård (1974), Nationalmuseet

1942 – På julegaveindkøb i Kolding i går

Bøger går ind som erstatning for mange af de ting, særlig i manufakturbranchen, som ikke kan fås. De røde Pigeonæbler, som det også kniber med, må erstatte appelsiner, dadler og figner.

Julehandlen er meget stor i år, og atter i går var der trængsel af mennesker i Koldings gader i eftermiddagstimerne, ligesom der har været masser af kunder i butikkerne også de sidste hverdagseftermiddage. Men på grund af varesituationen er handelen ganske naturligt lagt noget om. Der er jo mængder af ting, man ikke kan få, særlig i beklædningsgenstande. For eksempel oplyser en manufakturhandler, at ternet tøj til børnekjoler næsten ikke er til at opdrive – og så spørger alle efter det, selv om der er godt ensfarvet stof fremme. Børnestrømper er det også meget småt med, og i øvrigt er det jo sådan, at vel i ingen branche – med undtagelse af bagernes – er erstatningsvarerne så dominerende som i manufakturforretningerne. Men der sælges alligevel, folk skal jo have tøj.

Slagterne har begyndt udleveringen af juleflæsket, der som bekendt er sparet sammen fra to uger. En slagter udtaler til os, at selv om folk naturligvis vil købe meget mere, end der kan skaffes, så er det hans opfattelse, at alle kan få enten flæsk, gås and eller andet fjerkræ til julen, således at den gode julemad er reddet for alle hjem også i den tilstundende jul.

Frugtforretningerne er måske dog dem, der er værst ramt, idet der ikke er spor af sydfrugter fremme, hverken appelsiner, figner, dadler abrikoser, krakmandler eller nødder – en lille smule spanske druer er den eneste sydfrugt, der er kommet hertil, og de koster 4 kr. pundet, så det er ikke for alle og enhver. […]

En branche, som lukrerer på de andres vanskeligheder ved at tilfredsstille kundernes julegavebehov er boghandelen. Her har man den hidtil største julehandel til dato, oplyser en af Koldings boghandlere. Der sælges så mange julegavebøger, som aldrig før, og de bøger, som særlig går, er for det første den svenske virkelighedsroman ‘Rid i nat’, endvidere Knights engelske krigsroman ‘Men dette fremfor alt’, Aynrans ‘Vi, der lever’, Cronins ‘Himmerigets nøgler’, Johanne og Morten Korchs bøger og en anden, ny bog i samme genre; ‘Folkene fra kæret’. Også bøger som Hans Martins ‘Tidevand’ og ‘Frigjort’ er stadig salgsvarer, og endelig har hørespilsudsendelsen forleden styrket efterspørgslen efter Kelvin Lindemanns sidste bog; ‘Huset ved det grønne træ’ – et tidsbillede fra den danske kolonitid. Der er også Corsaris-bøger, som stadig går, og endelig lægebogen ‘Ingen må dø’ af Slaugther. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. december 1942.

1941 – Den danske bogs Uge åbnet i Kolding

Interessant udstilling af 12-1300 bind på Centralbiblioteket.

Bogudstillingen ‘Den danske bog’ åbnedes onsdag eftermiddag på Centralbiblioteket i det kommende børnebiblioteks lokaler, hvor 12-1300 bind er stillet til skue, omhyggelig ordnet i 22 forskellige grupper med navneskilt, så man straks kan finde den afdeling, man søger, og gøre sig bekendt med et lille udvalg af den litteratur, man interesserer sig for om dette hint emne. Inden bogudstillingens officielle åbning samledes en indbudt kreds i foredragssalen, hvor bibliotekets formand, kæmner P. Zoffmann, bød velkommen, og man sang ‘I tusind bøger vi våben søger’, skrevet af overbibliotekar E. Ebstrup til Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Haderslev 1934.

Boghandler Barkholt sagde derefter et par ord om den danske bog. “Der var en tid”, sagde han bl.a., “da man anså den danske bog for at være grå og hverdagsagtig i sammenligning med den oversatte i stærkere farver og kunstnerisk blændende form. Det er ikke meningen, at vi vil modarbejde den oversatte litteratur, men vi vil gerne drage den danske bog frem i lyset og pege på dens alsidighed og værdi. Nutidens boghandlere hylder de åbner reolers princip. Vi ønsker, at publikum skal komme bøgerne på nærmere hold, ønsker en endnu fastere forbindelse med publikum og at knytte nye forbindelser”. […]

Overbibliotekaren gav sluttelig en kort oversigt over udstillingen, som gæsterne derefter med stor interesse tog i øjesyn. Udstillingen er åben til og med søndag, og der tages ikke entré hverken til udstillingslokalerne eller foredragene. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. november 1941.

1941 – Bibliotekerne ønsker 30.000 kr. straks

Staten giver de 5 pct. af tilskuddet tilbage
På statsbudgettet er tilskuddet til bibliotekerne skårnet ned med 5 pct. eller ca. 80.000 kr. Siden dette skete er udlånet på bibliotekerne, som bekendt, tiltaget meget stærkt, og i erkendelse heraf har undervisningsministeren nu foreslået, at Statens tilskud atter forhøjes med de 5 pct.
Biblioteksdirektør Th. Døssing, udtaler herom, at bibliotekerne meget gerne vil have disse penge udbetalt med det samme, således at de anvises på forventet efterbevilling. Udlånet er gennemsnitlig steget med 30 pct. Det svarer til 30-40.000 bind eller en merudgift på over 300.000 kr. De 80.000 kr. er altså kun en lille del af, hvad bibliotekernes udgifter er steget.

Kilde: Nationaltidende, 31. marts 1941

1940 – Bøger til krigsfanger (video)

Røde Kors er en stor hjælpe organisation, som til støtte for engelske og franske krigsfanger i tyske fangelejre sender Røde Kors pakker til fangerne, i pakkerne er blandt andet engelske bøger, som på grund af tidens situation er censurret.

Se video indslag om forsendelserne (åbner ny fane)

Kilde: Kulturarv.dk

1940 – Udvidede åbningstider på biblioteket

Fra mandag den 2. september er begge læsesalene på Kolding centralbibliotek åbne fra klokken 10 til 21, der vil være bogudlån fra klokken 10 om formiddagen til mørklægningstid, dog senest klokken 8 om aften. Derudover vil biblioteket holde åben hver søndag eftermiddag mellem klokken 13 til 15.

Børnebiblioteket er åbent onsdag og søndag klokken 13 til 15.

Kilde: Udvidede åbningstider på biblioteket, Kolding Socialdemokrat, 29. august 1940