1940 – Tøjindsamling i Kolding

Kolding Idrætsring har travlt i denne tid. På søndag kl. 14 er der på Ringens foranledning Ungdomsgudstjeneste samt koncert i Sct. Nicolaj Kirke med indsamling af bidrag til Børnebespisningen og Menighedsplejen.

Antagelig d. 8. december formiddag foretages i forståelse med Danske Kvinders Samfundstjeneste en husindsamling af beklædningsgenstande etc. til vor bys dårligst stillede familier.

De Ringen tilsluttede foreninger foretager holdvis indsamlingen, og Danske Kvinders Samfundstjenestes Kolding afdeling ordet det videre fornødne med sortering, rensning, reparationer og udlevering […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 29. november 1940.

1940 – Astoria’s festaften til fordel for Børnebespisningen

Vi minder om, at det er i aften ‘Astoria’ afholder en festaften, hvis hele entré-overskud tilfalder Børnebespisningen. Det er ofte fremhævet, at Børnebespisningen i år vil komme ud for særlige vanskeligheder, og det er derfor særlig påskønnelsesværdigt at søge at støtte den gode sag, som borgere i Kolding har sat en ære i at klare uden det offentliges indblandning.

Entréen er 50 øre, og det må håbes, at mange støtter det gode formål, samtidigt med, at de tilbringer en fornøjelig aften […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. november 1940.

1939 – Børnebespisningen

Mange børn har sikkert set frem til at børnebespisningen igen startede den 28. november 1939, op imod 700 børn ville henover vinterhalvåret, kun afbrudt af juleferien, få varm mad hver dag.

Bespisningen foregår om formiddagen spisesalene på Forskolen i kælderen og på Søndervang skole.

På forskolen spiste sidste år gennemsnitlig 396 børn dagligt på skolen, den daglige udgift var 46 kr. og 45 øre, hvilket betød en udgift på ca. 12 øre pr. barn. Dog kunne antallet komme op omkring 550 på dage hvor maden var særligt tillokkende.

På grund af arbejdsløshed og dyrtid forventes det at flere i 1939 og frem ville benytte sig af børnebespisningen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 28. november 1939