Næsten dobbelt så mange som for tre år siden. Tal, der taler, fra en børneforsorgs-statistik
At børnekriminaliteten i de senere år har været i stigen, er ikke nogen hemmelighed. Alligevel understreges forholdene særlig grelt i den statistiske beretning, som Landsnævnet for Børneforsorg i disse dage har udsendt. Beretningen indeholder en dyberegående undersøgelse af fjernelsesgrundene for de børn, der i de sidste par år er blevet fjernet fra deres hjem i henhold til forsorgsloven. I 1940 blev ca. 1 af hver 1.000 børn i Danmark fjernet fra hjemmet, enten på grund af uheldige forhold i hjemmet. Men i 1942 blev 1,8 promille fjernet, en stigning på ca. 75 pct.
Drenge begår andre forbrydelser end piger
Der er – ligesom tidligere – fjernet forholdsvis flere børn i hovedstaden end i provinsen. I 1942 fjernedes således 0,32 pct. af samtlige børn under 18 år i hovedstaden mod 0,26 pct. i købstæderne og 0,10 pct. på landet. De større børn fjernes mest på grund af deres opførsel, mens de mindre overvejende fjernes på grund af uheldige omgivelser. Ligesom i tidligere år fjernes der langt flere drenge end piger på grund af barnets eget forhold, og forskellen er endog blevet forøget noget. Den almindeligste forseelse for drengene var tyveri, mens den almindeligste grund til fjernelse for pigernes vedkommende var seksuelle overtrædelser, i nogle tilfælde erhvervsmæssig utugt. Vagabondering og skulkning fra skole var lige almindeligt hos drenge og piger […]
Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 23. januar 1944