1942 – Husvilde i skolerne ligesom under sidste krig

Boliginspektøren frygter, at april flyttedag bliver den vanskeligste i Kolding i mange år. 5-600 ansøgninger om udsættelse af vinterarbejderne.

Som meddelt kan der nu efter ansøgning til Indenrigsministeriet opnås lempelser fra reglen om, at tilskudsberettiget vinter-reparationsarbejde skal være færdig inden 1. april. På grund af den hårde vinter har det for mange arbejderes vedkommende været umuligt at få arbejdet udført, så denne frist kan overholdes.

Boliginspektør J. Jensen udtaler, at dispensationsbestemmelsen vil blive modtaget med glæde i Kolding, og den var absolut nødvendig. Omkring 5-600 arbejder vil behøve udsættelse, hvilket kan fås gennem ansøgningsskemaer fra Boligkonkoret. De skal godkendes og indsendes til ministeriet inden 1. april. Der er truffet den bestemmelse, at for den del af arbejdernes vedkommende, som kan overflyttes til sommerarbejde, vil tilskuddet på 35 pct. blive nedsat til 25 pct., medens det arbejde, som er udpræget vinterarbejde, vil opnår de fulde 85 pct.’s tilskud.

Kommunen venter en vanskelig flyttedag

Vi benytter lejligheden til en samtale om de vanskelige boligforhold i Kolding. Det er jo sådan, at der udsættes dusører på 100 eller 50 kr. til dem, der kan skaffe 2-3 værelsers lejligheder, og når sådanne lejligheder averteres til leje, kommer der et utal af liebhavere.

Ja, boligmanglen i Kolding er meget stor, siger boliginspektøren. Særlig mærkes det med de meste brugte lejlighedstyper 2 og 2½ værelsers lejligheder. Det er forståeligt, at der skal komme boligmangel, når byggeriet stagnerer.

Har de mange henvendelser om at skaffe lejligheder?

Ja, vi får adskillige hver dag, og flere vil der selvfølgelig komme, når vi nærmere os april flyttedag. Det vil uden tvivl blive den vanskeligsted flyttedag i mange år. Allerede nu har vi fuldt hus på Uldspinderiet, og har måttet indlogere 4 familier i Forskolen, hvilket er meget uheldigt, da vi ikke har for mange skolelokaler i forvejen. Vi har ikke haft familier i skolerne siden sidste verdenskrig. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. marts 1942