1942 – Engelsk forsøg på landgang ved Kanalen

Slået tilbage af det tyske kystforsvar

Førerhovedkvarteret.

Værnemagtens overkommando meddeler bl.a.:

Et britisk landsgangsforsøg, som med små styrker blev gennemført ved Kanalkysten, blev slået tilbage af det tyske kystforsvar. Nogle fanger og våben faldt i vore hænder.

Under luftkampe i Kanalområdet mistede fjenden i går 24 flyvemaskiner. Større styrker bombeflyvere bombarderede natten til den 4. juni det britiske søstøttepunkt Poole ved den engelske sydkyst.

Britiske flyvemaskiner bombarderede sidste nat området ved Bremen og selv byen, overvejende med brandbomber. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juni 1942.

1942 – Den 9. april 1940

To-årsdagen er kommet. Hin skæbnesvangre morgen for 2 år siden, da dette lille fredelige land blev voldtaget af den forbryderiske nazistiske militærmaskine, står sikkert lyslevende for alle. Morgenen da en håndfuld unge danske soldater i Sønderjylland, blev vække til den brutale virkelighed ved råbet “grænseoverskridning!”, den morgen da tre danske grænsegendarmer blev dræbt, ikke i ærlig kamp mod overmagten, men lumskeligt slået ned bagfra af civile tyske snigmordere. Andre unge danske måtte efter forgæves at have kæmpet mod tanks og flyvemaskiner, indstille kampen og overgive sig, for derefter at blive forhånede af en del af civilbefolkningen Lad os huske disse civile. Alle husker også synet af de tyske bombeflyvere, der kredsede over København, blot ventede på et signal fra major Glein, der ledede “erobringen” af Kastellet, for at kaste deres dødbringende last ned over den intetanende, sovende hovedstad.

Der er nu gået 2 år. I disse 2 år har vi set tyskerne vrimle som græshopper over hele landet. Hovne og anmassende har disse ubudne gæster sat deres præg på byerne.

Hvad har vi lært i disse 2 år. Der tales meget om den samhørighedsfølelse, der er blevet vakt i det danske folk. Måske er det rigtigt. Vi ved det ikke. I svenske aviser læser man om den kulde, hvorved danskerne modtager voldsmændene, men gå en aften ved 6-7-tiden en tur gennem København. Hvert femte skridt møder man en tysker med et pigebarn, og vel og mærke ikke en af de såkaldte “letlevende” piger; disse er endnu ikke faldet så dybt, nej disse tyskvenlige erotomane species af hunkøn er kontor- og forretningsdamer samt såkaldte “bedrestillede” personer, hvis nymfomane tilbøjeligheder løber af med dem. så snart de ser en tysker i uniform. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, april 1942, nr. 6, årgang 1.

1941 – Den tyske værnemagts beretning for torsdag

Førerhovedkvarteret, 31. juli. Værnemagtens overkommando meddeler:
Under forfølgelsen af de i Ukraine slagne russiske hære foretog tyske styrker fremstød dybt ind i de fjendtlige tilbagetogsbevægelser. Indeslutningen af fjenden øst for Smolensk er blevet yderligere indsnævret. De i Estland kæmpende styrker har kastet fjenden tilbage mod nord. Kampflyvemaskiner bombarderede i nat militære mål i Moskva og jernbaneknudepunktet Orel og opnåede god virkning. Undervandsbåde forfulgte de sprængte rester af den i Atlanterhavet angrebne konvoj og sænkede endnu fem bevæbnede handelsskibe på i alt 24.000 BRT. Fjendens samlede tab ved disse operationer er derved steget til 140.500 BRT.

I kampen mod England beskadigede luftvåben et stort handelsskib øst for Lowestoft alvorligt med bomber. Andre bombeangreb fandt sted i nat på flyvepladser i den sydøstlige og sydvestlige del af øen […] Over den tyske bugt nedskød jagermaskiner 5 flyvemaskiner af en afdeling på 8 engelske bombemaskiner. Marineartilleri bragte 2 kampflyvemaskiner til at styrte ned […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 1. august 1941.