1943 – 95 procent stemte for samlingspartierne

Næsten 2 millioner stemmer for de fem samarbejdende partier og rekorddeltagelse over hele landet

Et godt dansk valg

Valget i går blev noget for sig selv i dansk parlamentarisk folkestyres historie. Samlingspartierne fik til valg på én linje og én front uden derfor at dække over deres særpræg. De appellerede til den danske vælgerhær , og appellen blev ikke ubesvaret. Det blev en bekendelse til Danmark, og hvad dansk er, så stærk og klar, som vi kunne ønske den. Stemmeprocenten blev sat voldsomt op over hele landet, i byerne som i sognekommunerne mand af huse.

Når man studerer de enkelte valgresultater, vil man se, at det er samlingspartierne, der har vist sig at være udtryk for vælgernes tillid, medens alle de små partier, der fiskede i rørte og plumrede vande, fik, som man kunne vente, en stemmetilgang, men fortrinsvis kun i København og i visse sjællandske kredse samt i Sønderjylland, men nok til repræsentation på Rigsdagen. De fire store partier, Socialdemokratiet, Konservative, Radikale og Venstre, havde alle en betydelig stemmefremgang og fik alle deres del i stemmetilvæksten og den forøgede stemmeprocent, medens Retsforbundet som det eneste af samlingspartiernes havde tilbagegang.

For Bondepartiet blev valget over hele landet et katastrofalt nederlag. Nationalsocialisterne havde kun en ganske lille fremgang, men i mange kredse direkte tilbagegang. […]

Valgets resultat var, udtrykt i tørre tal, at omtrent 2 millioner vælgere eller 95 procent af de afgivne stemmer sluttede op om samlingspartierne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. marts 1943.

1940 – Injuriesag mod Kolding Folkeblad

Om formiddagen den 29. december 1940 afsagde Kolding Civilret dom i en sag, som Bondepartiets folketingsmand Valdemar Thomsen havde anlagt imod redaktør N.E. Therkilsen, Kolding Folkeblad. Anledningen var et referat, som bladet havde bragt af en tale fra Venstres Ungdoms rejsesekretær Hanry Hansen, Skærbæk, “der havde stemplet den gerning, L.S., Bondepartiet og Nationalsocialisterne udførte lig den, Rane Jonsen udøvede i Finnerup Lade“. For de æresfornærmende udtalelser, blev Redaktør Therkilsen idømt 400 kroner i bøde og 125 i sagsomkostninger, dog afvistes Bondepartiets erstatningskrav. Taleren havde selv godkendt referatet.

Kilde: Injuriesag mod Kolding Folkeblad, Fædrelandet, 29. december 1940