1945 – Bramdrup Skov bliver alligevel åben for Pinsegæster

Tyskerne rømmede i aftes skoven, og restaurationen åbner i Pinsedagene

På foranledning af frihedskæmpere og engelske soldater blev Bramdrup Skov i aftes rømmet af de ca. 1.000 tyske soldater, der i går formiddag havde lejret sig i skoven.

Der er nu bragt en ordning i stand, således at skoven ikke mere skulle kunne blive udsat for “indkvartering” af tyske soldater, og Bramdrup Skov Restaurant vil således alligevel blive åben i Pinsen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 18. maj 1945.

1945 – 2.000 soldater huserer i Bramdrup Skov

De bor i telte og løvhytter og ødelægger skoven

I Kolding Folkeblad kunne man i går læse en annonce, hvoraf det fremgik, at “Bramdrup Skov Restauration lukker i Pinsen på grund af vandmangel, da min brønd og min skov er beslaglagt af tyskerne!”

Bag denne annonce skjuler sig en formelig tysk-ungarsk “besættelse” af hele Bramdrup Skov. Det et tropper, der nordfra er på vej hjem til Tyskland, og som i disse dage bivuakerer i Bramdrup Skov i et antal af langt over 2.000. Lejren frembyder et mærkeligt syn: man føler sig nærmest hensat til en bedre indianerlejr med telte og rygende bål, hvorom lejrens indvåner sidder eller ligger, rygende deres freds- eller det bliver måske snarere kapitulations-piber, de parkerede køretøjer, repræsenteret ved såvel luksus, som lastbiler, motorcykler, almindelige cykler og hestekøretøjer, og andre mere mærkelige og blandede transportmidler, samt indvånernes forskellige påklædninger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. maj 1945.

1944 – Koldinghus-Løbet køres på søndag

Som følge af materialemangel starter der i år kun 48 ryttere

På søndag holder Kolding Bicykle Klub sit store årlige Koldinghus-Løb, der plejer at være en af de helt store begivenheder inden for den jyske landsvejssport. Der plejer til dette løb at starte henved 100 ryttere, men i år bliver deltagerantallet halveret. Årsagen er den såre naturlige, at det efterhånden er vanskeligt for rytterne at få materiel. Man havde så småt håbet også i år at formå nogle af de kendte københavnske ryttere til at deltage i løbet, men da der samme dag køres et stort landevejsløb i København, er det glippet. Heller ikke Chr. Petersen, Horsens, kommer, idet han starter i København. Chr. Petersen agter i nær fremtid at foretage et rekordforsøg og ville gerne havde den træning, som det 200 km. lange løb i København kunne give ham.

Af de 48 ryttere starter 11 mand i A-klassen, og ruten her går over 106 km., nemlig fra Ringvejen, hvor starten finder sted kl. 11.30, til Egtved, Ødsted, Dons, Bramdrup, Vejle, Fredericia og Kolding. Det bliver på det nærmeste en styrkeprøve mellem Fyn og Jylland, idet der starter 6 Fynboere med Knud Madsen, FBC, Odense, i spidsen, De jyske farver vil især blive forsvaret af Svend Jørgensen, Kolding. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juli 1944.

1943 – Bramdrup Skov restaurant har udvidet

Koldingenserne har for længst lært Bramdrup Skov restauration at som et udmærket madsted med krebsene som særligt speciale. Da sæsonen sluttede i år, var 6-7.000 af de lækre skaldyr spist af restaurantens gæster. I ti år har J. P. Pedersen været en storartet kromand i Bramdrup. I de unge år var han en tur i Amerika, senere arbejdede han på Wivex og – indtil han blev selvstændig – i Palmehaven-Trocadero. Utrættelig har J. P. Pedersen bestræbt sig for at hygge om sine gæster, når de satte sig til hans veldækkende borde. Den ene ombygning og forandring har afløst den anden.

I dag averterer restauranten i skoven, at endnu en udvidelse har fundet sted, efter at håndværkere i adskillige måneder har huseret på kroen. Den store spisestue, der er restaurantens “vinterhi”, er udvidet, så den nu kan rumme 100 gæster. Desuden er der indrettet en tag-veranda, hvor 60 gæster kan slikke solskin forår og efterår, når der er køligt under træerne. Også toiletterne er blevet moderniseret. I køkkenregionerne har den dygtige fru Pedersen fået bedre og mere tidsvarende arbejdsforhold, og bagved har værten sit store cementbassin, hvor han pusler om sine kæledyr: krebsene og laksforellerne […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. november 1943.

1943 – Generalforsamling i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Nytaarsdag 1943 afholdtes Ekstra Generalforsamling i Harte Forsamlingshus i Anledning var i første Række at vælge ny Kasserer i Stedet for afdøde Jens Pedersen Brandrupdam og en ny Supleant i stedet for Anders Jensen Alpedal, der lider af en temmelig haabløs Sygdom. Formanden var fraværende paa Grund af Sygdom hvorfor mødet aabnedes af K. Antonsen, der efter at have budt velkommen mindedes den afdøde Kasserer Jens Pedersen som den rolige stilfærdige Mand han havde været, en mand der havde alles sympati og Tillid og som havde været en virkelig god Kammerat. Forsamlingen viste sin Tilslutning ved at rejse sig.

Derefter gik man over til selve Dagsordenen, man talte Kassebogen efter, og efter den foreløbige Opgørelse viste det sig at Kassen indeholdt 23 Kr. 69 Øre mere end der efter Bogen skulde være, Kassen indeholdt 50 Kr medes Bogen kun udviste 47 Kr 31 Øre, man enedes dog om at det hele skulde gaas rigtig efter, inden man udbetalte det resterende Beløb til Enken. Af mærkebeholdning fandtes der 611 mærker for Mænd og 151 for Kvinder.

Derefter gik man over til Valg af Kasserer valgt blev Peter Thomsen Ejstrup, og til Revisor valgtes Marius Nielsen. Formanden havde ogsaa yndet om at han ønskede at fratræde nærmest paa Grund af svigtende Helbred, men generalforsamlingen vedtog at lade det hvile til en senere Generalforsamling hvor Chr. Petersen selv var til Stede. Til sidst var der en Røst der hævede Sig om at passe på med Skatten at Restancen ikke skulde blive for stor, for at have Valgapperatet i Orden hvis der i den nærmeste Fremtid skulde blive Brug for det.

Hermed hævedes mødet.

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1943. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1942 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Tirsdag d 18 August 1942 afholdtes et Bestyrelsesmøde hos Formanden Chr. Petersen Alpedal i Emnet var om vi skulde have en Film her ud i Foreningen i dette Efteraar, efter nogen Diskution enedes man om at afslaa det, da man var bange for at belaste kassen for haardt.

Dernæst skulde der vælges et par Repræsentanter for Foreningen til at tage til Kolding Søndag d 30 August til et møde, hvor der tillige skulde være Kursus i Studiekredsarbejde, valgt blev Arildsen Alpedal og Peter Rasmussen Ejstrup.

Mødet hævet

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1942. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

Maskinmester Petersen og Arildsen fra Alpedalen var medarbejdere ved Vandkraftværket Harteværket, der i dag er et oplevelsescenter som du kan besøge, læs mere på værkets hjemmeside