1943 – Koldingenserne tog ud i Pinsen

Selv om 2. Pinsedag gav en del regn, var restauratørernes besøg over forventning

Det kom unægtelig bagpå de fleste, da det begyndte at fugte lørdag aften. Var det mon optakten til en våd Pinse, eller var det kun en forbigående regn. Man rådførte sig med barometret, der stod rest fast mellem “foranderligt” og “smukt”. Det kunne blive til hvad som helst, og det blev over forventning, selv om det satte ind med nedbør igen 2. Pinsedags eftermiddag og aften. I alt fald var vejret betydeligt bedre end på de samme helligedage i fjor.

Pinsemorgen oprandt strålende og med høj himmel. En mængde mennesker var tidligt på benene for at se solen danse. I de tidligere morgentimer gik allerede en stadig strøm af cyklister og morgenduelige vandrere ud ad vejene, nogle mod skoven, andre mod stranden, sådan blev det ved resten af dagen. Regnen i går eftermiddag var naturligvis en streg i regningen for de sommerglade mennesker og ikke mindst for restauratørerne. De sidste priste sig dog lykkelige, at det først begyndte at dryppe sent. For de flestes vedkommende var Pinsen reddet, og alligevel var det ærgerligt.

Tilfredshed over hele linjen

Vi forhørte os i aftes på nogle af omegnens restauranter og badhoteller for at få et billede af de to helligdages forløb. Fru Grün i Strandhuse var godt tilfreds. “Det har været helt overvældende”, sagde hun. “Vi havde ikke regnet med så stor en Pinse, men der har været næsten fuldt hus ustandseligt, så vi er glædeligt overrasket”. Også på Marielund, på Christiansminde, Løverodde og Bramdrupdam Kro var man tilfreds med Pinsen. Der havde været mange gæster begge dage. På Bramdrup-Skov restaurationen havde Arbejdersangforeningen sunget Pinsemorgen for en mængde morgenduelige Koldingensere, der var taget ud for at se solen danse. Hejlsminde og Gravenshoved Badehoteller havde ligesom fru Eriksen på Strandgårdens Sommerpensionat haft stort rykind. Der havde været mange gæster, som havde slået sig ned for de to dage, men enkelte andre steder havde besøget været noget mindre end ventet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 15. juni 1943.

1940 – Harte-Bramdrup udlevering af mærker

Fra Harte-Bramdrup sogneråd meddeles at udlevering af Margarinemærker samt Smørrabatmærker i kommunen finder sted mandag den 6. maj følgende steder:

Bramdrup Forsamlingshus kl. 8:30.
Bramdrupdam Kro Kl. 10.
Harte Forsamlingshus Kl. 1.
Hvilested Kro Kl. 3.
Sandbjerg Skole Kl. 5:30.

Taloner af april sukkerkort må forevises påført navn. Kort udleveres ikke til børn.
NB.: Tilskud til Indkøb af foderkorn udbetales hos kasseren mod aflevering af indkøbstilladelse, seneste den 30. juni 1940.

Kilde: annonce, Kolding Socialdemokrat, 3. maj 1939

1940 – Bramdrup Venstreforening

Den 5. april 1940 holdt Bramdrup Venstreforening generalforsamling i Bramdrupdam Kro, hvor formanden gårdejer S. A. Petersen, Bramdrupdam, bød velkommen til forsamlingen. Forud for generalforsamlingen talte både journalist Frode Jørgensen fra Kolding og gårdejer Jørgen Bjerg fra Aagaard.

Til bestyrelsen genvalgtes formanden S.A. Petersen, mejeribestyrer Bojsen, Bramdrupdam Andelsmejeri, gårdejer Chr. Pedersen, Bramdrup, murer P. Benefeld, Bramdrupdam og arbejdsmand Hans Christensen, Bramdrup.

Mødet sluttede med et hyggeligt kaffebord.

Kilde: Venstre i Bramdrup, 6. april 1940, Kolding Folkeblad

1940 – Filmfremvisning i Bramdrupdam kro

På grund af den strenge Vinter og Vanskeligheder ved at opvarme Lokalet, blev den bebudde Filmaften først afholdt lørdag den 30. marts 1940. Men desværre maa det siges, at efter aftenens pogram, altsaa fremvisning af Film og derefter Foredrag af Folketingsmand M. Larsen Kolding, var tilslutningen alt for lille. Filmfremvisningen var i alle maader god. Og Folketingsmandens ret klare optrukne linier, særlig om de økonomiske vanskelige Tider for vort Land under de urolige Tilstande i Verden blev da ogsaa paaskønnet ved at Deltagerne rejste sig ved Foredragets Slutning.

Aftenens Sensation var næsten af Kroejer Christensen gav gratis Kaffe og Kage til glæde for dem der var mødt og til ærgrelse for dem der blev hjemme.

K. Antonsen

Se også filmen “Danmark for Folket” fra 1937 (link til youtube) også en agitationsfilm fra Socialdemokratiet.

Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1940. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1940 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup socialdemokratiske forening

Mandag d 29 jan 1940 afholdtes et Bestyrelsesmøde paa Chr. Petersens Bopæl i Alpedal. To af bestyrelsens medlemmer var udebleven paa grund af det daarlige vejr.

Til et Kredsmøde i Kolding den 4de Februar blev valgt som deltagere Anders Lorentsen og K. Antonsen Bramdrupdam foruden Formanden der som medlem af Kredsorganisationens bestyrelses var selvskreven.

Desuden blev det vedtaget at sammenkalde til en Filmaften i Bramdrupdam Kro engang sidst i Februar, datoen er endnu ikke helt fastlagt. Det er Kredsbestyrelsen der sender en gratis Tone og Talefilm udtil de forskellige kredse. Filmen hedder “Folkets Danmark” og til stede kommer tillige Folketingsmand M. Larsen og holder foredrag.

Efter at man derefter havde nydt Fru. Petersens gæstfrihed med kaffe og cigarer drog deltagerne hver til sit.

K. Antonsen

Mødereferat af 29. januar 1940, Forhandlingsprotokol for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening, opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1939 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup socialdemokratiske forening

Den 17. oktober 1939 afholdt Socialdemokratisk Forening generalforsamling i Bramdrupdam Kro. Der indledes med, efter at forsamlingen var budt velkommen, at oplæse forhandlingsbogen som godkentes. Derefter maatte kassereren gøre rede for saadan tilnærmelsesvis hvor mange penge der var i kassen.

Formanden tog saa ordet, emnet var hvem vi nu skulde have til Landstingsmand her, efter den til November afgaaende Landstingsmand Borgmester Jensen Vejle, der efter Aftale paa grund af sit borgmesterembede ikke skulde blive ved længere, 1ste supleant var ogsaa Borgmester Frands Hansen Fredericia, som saa heller ikke saa godt kunde modtage stillingen, den næste var Redaktør Søren M. Jensen Kolding, som Formanden, vilde Anbefale, da han mente, at det altid kunde gavne os her paa Koldingegnen, at manden blev fra Kolding og i særdeleshed, at manden var Søren M. Jensen, man mente ogsaa at Søren Jensen godt vilde, hvis kontrolkomiteen gav sit minde dertil. Den næste i rækkefølgen af supleanter var murer Madsen Vamdrup, den næste en søn af den ved Bramminge ulykken kendte socialdemokrati Peter Sabroe og endelig Johannes Hansen.

Jens Pedersen mente at selv om vi fik Repæstentanter her fra vor egen By, var det en tvivlsom hjelp, de var tilbøjelig til først at se paa deres Bys Fordel før de tænkte paa os ude paa landet, særlig med hensyn til tilskud til Vejarbejde og lignende.

Dernæst oplæste Formanden en statestik over Folketingsvalgene i 1935 og 1939 i Harte-Bramdrup, og endelig opfordrede man hver især at henstille til socialdemokrater at indmelde sig i Foreningen og holde den socialdemokratiske presse.

Mødet hævet

K. Antonsen, Jens Pedersen

Mødereferat af 17. oktober 1939, forhandlingsprotokol fra Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening, opbevares på Kolding Stadsarkiv