1943 – 9. april-heltene mindes

Mindehøjtideligheden i Sønderjylland

Oberstløjtnant Hiutz, Søgaard, har i formiddags nedlagt kranse fra hæren ved mindestenene for de den 9. april 1940 faldne danske soldater i Sdr. Hostrup, Bjergskov, Lundtofte og Hekkerup. I Mindelunden ved Bredevad nedlagdes kransen af politimester Brix, Tønder, og i anlægget ved mindestenen i Haderslev af politikommissær Hartmann. I højtideligheden deltog repræsentanter for de stedlige danske forening der ligeledes smykkede mindestenene med kranse og blomster. På kirkegårdene i Bov og Taps lod grænsegendarmeriforeningen nedlægge kranse ved gravene for de tre overgendarmer, der mistede livet den 9. april, og også ved deres mindesmærke i Padborg blev der nedlagt kranse.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. april 1943.

1942 – 9. aprils ofre mindes i Sønderjylland

På 2-årsdagen for begivenhederne i Sønderjylland har hæren ladet nedlægge smukke kranse med røde og hvide nelliker ved mindestenene for de 11 danske soldater, der den morgen faldt. Syd og vest for Aabenraa, hvor 8 af Søgaard-lejrens mandskab faldt, nemlig ved Sdr. Hostrup, Bjergskov, Kværs, Hokkerup, Lundtoftsbjerg og Bredevad nedlagde kommandanten på Søgaard, oberstløjtnant Hintz, ledsaget af kaptajnerne Bartholdy og Kjeldsen samt nogle befalingsmænd, der alle var med i begivenhederne hin morgen, i formiddags kransene ved de forskellige mindesten under en lille højtidlighed, hvori tillige deltog repræsentanter for de stedlige danske foreninger. Også disse nedlagde kranse, der nu sammen med mange blomsterbuketter fra egnens folk smykker stenene ved den alfare vej.

I Padborg og Bov mindedes befolkningen de tre grænsegendarmer, der faldt om morgenen den 9. april. Grænsegendarmeriforeningen har nedlagt en krans på mindestenene i Padborg og på kirkegårdene i Bov og Taps.

Kronprinsesse Ingrid, der i formiddags i bil kørte fra Graasten til Folkehjem i Aabenraa for at deltage i et møde i Komiteen for Kronprinsessens Feriehjem, lagde turen om ad Hokkerup-Lundtoft-Bjergskov for hvert stede ved mindestenene at nedlægge en buket tulipaner.

Et væld af kranse og buketter er i formiddags nedlagt ved mindesmærket i Haderslev for de fire faldne danske soldater, kornet Westerby, Aalborg, og tre menige. Deputation efter deputation var mødt op. Små guirlander af vintergækker og dannebrogsflag smykker kanten af granitsoklen. Mindesmærket står i dag midt i et bed af de skønneste blomster, en farvesymfoni, i hvilken rødt og hvidt er fremherskende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. april 1942.

1941 – Rideturnering i Sønderjylland (Se video)

Den 12. oktober 1941 afholdte det tyske mindretals paradekorps Schleswigsche Kameradschaft (SK) rideturnering i landsbyen Bredevad i Sønderjylland.

Blandt gæsterne var bl.a. repræsenteret det tyske mindretals nordslesvigske nazistparti NSDAP-N, hvis formand Jens Møller, er iblandt tilskuerne ved ridestævnet.

Dagen blev foreviget på film, optaget af Rudolf Grimm, se den her:

Kilder: Filmcentralen.dk, se link for nærmere beskrivelse (Åbner ny fane)