1940 – Breve fra engelske lande

Røde Kors modtag i slutningen af juli 1940 den hidtil største sending af breve fra udlandet via Geneve, ialt omkring 400 væsentlig fra England og engelske besiddelser. En del af brevene kommer fra 25 danske skibe, som ikke tidligere har kunnet få forbindelse med Danmark og deres pårørende. Alle brevene var skrevet på de særlig Røde Kors-Formularer.

Fra generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet meddeles det, at der fornyligt er fastsat en række regler for korrespondance med udlandet, bl.a. kræves det, at afsenderens navn og adresse skal være anført udvendig på forsendelsen.

Der forekommer dog ifølge direktoratet stadigt en del forsendelser til udlandet, der ikke er forsynet med hverken afsenderens navn eller adresse, hvilket vil medfører en forsinkelse af brevenes levering.

Kilder:
400 breve fra engelske lande til danske modtagere, Kolding Socialdemokrat, 30. juli 1940
Korrespondance med udlandet, Kolding Socialdemokrat, 30. juli 1940

1940 – Forbindelse med slægtninge i de allieredes områder

Mange mennesker i Kolding har pårørende eller slægtninge, som det har været vanskeligt eller umuligt at få kontakt med på grund af krigen, men nu kan Røde Kors hjælpe med forbindelse. Røde Kors i Kolding har modtaget en sending brev-formularer, beregnet for korrespondance mellem Danmark og de allieredes interesse områder.

Den nye ordning kommer efter de nuværende vanskelige trafikforhold, og tidligere måtte koldingensere skrive til Røde Kors kontor i København, for at få tilsendt blanketter, så den nye ordning er klart at foretrække.

Formular-skrivelsen sendes, efter den er afhentet og udfyldt i Kolding, til Røde Kors kontor i Amaliegade, København, hvorfra den går videre til Geneve, og derfra videresendes til bestemmelsesstedet. Brevene må ikke fylde mere end 25 ord, og hovedformålet er “blot at meddele, at man har det godt og at slægtninge ikke behøver at være ængstelige“. For tiden sendes der ca. 200 breve til Geneve.

Til England, Island og Færøerne kan der skrives på dansk, ellers må man udtrykke sig på engelsk og fransk. Brevene må kun vedrøre familieforhold og personlige ting, og altså intet af politisk karakter, brevene vil være underlagt censur. Der må ikke anvendes tegn eller egennavne på en sådan måde, at det kan give anledning til mistanke. Der vil medfølge standart-tekster på engelsk og fransk, som f.eks:

We are allright, no need to be anxious. Hope you are well. Best love.

Blanketterne er indført den 1. maj, efter at breve med almindelig post ikke længere kunne videresendes til Frankrig og England, hvorefter Røde Kors påtog sig ansvaret med formular-breve.

Blanketterne kan i Kolding afhentes hos kolonnefører Rasmussen, Lykkegaardsvej 3. Der vil på bagsiden være plads til svar, der også via Geneve tilbagesendes til afsenderen, der skal medsendes 1 krone til svarporto.

Kilde: 25 Ord fra Kolding ud i den vide verden, Kolding Socialdemokrat, 22. maj 1940

1940 – Inden Krigens Uhygge bryder for Alvor løs

Kolding April 1940

Kære søster

Inden Krigens Uhygge bryder for Alvor løs vil jeg sende dig en Tak for alt hvad du har været for mig og mine. Jeg har staaet ved mit vindue og set paa disse pusinder?(flyveblade red.) som Tyskerne spyer(spreder red.) ud, mæns deres Flyvemaskiner kredser over Staldgaarden. De kørte Nordøst, mon det er Lillebæltsbroen de vil beskytte eller ødelægge.

Mon vore Kaar skulde blive lig Finlands. Hele Kolding vaagnede i Nat ved Marskinernes Brummen og alle taler om det sæmme. Arbejdet var ellers i god gang med at indlægge W C, men nu staar Arbejdet foreløbig stille. Tænk paa os og vær glad at du ikke bor saa nær grænsen, som vi gør. Kære, haf det godt saa længe det er muligt, det vil blive slemt, hvis vi skal haave Tyskerne til at rode i vort Hjem. Færvel, Din Meng.

Søster

Brev fra Mathilde Juhl til hendes søster, 9. april 1940.

Kilde: Brev fra Mathilde Juhl til hendes søster, personarkiv efter Mathilde Juhl A7321, Kolding Stadsarkiv

1940 – Renvasket i sjælen

Det, der bærer os oppe, er den moralske støtte, som i samklang med vor egen samvittighed er bleven os til Del fra Danmark. Vi følte, da vi drog hjemmefra, at der blev grædt i Danmark for det finske folk, og vi følte endnu stærkere, at Finland kaldte. Vi skyldte Danmark at hævde dets navn – ingen skulde bebrejde vort land, at det udeblev, da det gjaldt.

I erindringen vil det finske folk komme til at leve, når der igen er fred i landet. Jeg mener, at hver finsk mor vil komme til at søge tilbage til dette årstal, der tog hendes søns liv, hendes mand eller broder. Der vil næppe findes det menneske, der ikke har ofret det dyreste for Finlands frihed.

Verden har aldrig før – tror jeg – set så stor selvopofrelse, som Finland indebærer i denne tid. Finlands folk er det ædleste og seneste, der lever. Jeg selv føler mig renvasket i sjælen over at måtte være med her. Noget godt menneske har jeg aldrig været, men dog var der noget, der rørte sig, da Finland kaldte.

En dansk Finlandsfrivillig brev, afsendt inden fredsafslutningen, gengivet i Kolding Folkeblad 18. marts 1940

Kilde: Renvasket i sjælen, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad, forsiden

1939 – Esperantokurser fra torsdag

Fra på torsdag kan man på Koldings højere Almenskole modtage kurser i sproget Esperanto. Det er foreningen Kolding Esperantoklub, som arrangere kurserne.

Det er foreningens formand, Martin Riechert, der er lærer på kurserne.

Riechert kan til folkebladet berette at selv om foreningen kun er et halvt år gammel, så har den 50 medlemmer. Når han bliver spurt til om han er bange for at starte et kursus i Kolding i disse tider, lyder svaret:

Nej, det er vi ikke. Til trods for situationen vil vi fortsætte vort Arbejde.

Hvad er Esperantos vigtigste opgave for tiden?

I lighed med Røde Kors arrangerer Verdensforeningen for Esperanto det saaledes, at Krigsfanger i de forskellige Fangelejre kan skrive Breve til deres Paarørende, og saa sørger vi for, at Brevene kommer de rette Vedkommende i Hænde. Vi er allerede begyndt, og der er oprettet Bureauer til Omsorg for denne Krigskorrespondance i Geneve, London og Paris.

Ventes der mange deltagere?

Ja, det gør vi absolut. Der har da været stor Tilstrømning tidligere. Der er saaledes i Sommer holdt to Kursus i Ry og Korsør, og her har der været mellem 300 og 400 Deltagere. Saa det skal nok gaa.

Riechert selv har indtil nu ledet omkring 40 kurser, han underviser i den såkaldte Che-metode.

Riechert selv kom med hans far og bror til Danmark i 1933, vist nok fordi faren var en bogtrykker og forlægger som nazisterne ikke brød sig om. Senere kom også moren til Danmark, familien bor nu på Kløvervej, de er alle statsløse tyskere fordi deres statsborgerskab er blevet frataget dem nede i Tyskland.

Kilder: Koldingwiki, artikel om Martin Riechert
Kolding Folkeblad, 18. september 1939

1938 – Brev fra en dansk Spaniens frivillige

Den danske Spaniens frivillige Karl Johan Rasmussen, havde i maj 1938 opholdt sig 14 måneder i Spanien, følgende er et brev fra Karl Johan til hans forældre. Brevet har været bragt i Arbejderbladet.

Kære Forældre!

Som i ved af mit forrige brev, er jeg for tiden på et hvilehjem. Min glæde ved alle de goder og den behagelighed jeg har omkring, varede dog ikke så længe. I det store og hele er jeg ikke tilfreds, idet min vilje og ærgerrighed til at fuldføre et af mig påbegyndt arbejde ikke fornægter sig, selv ikke under de vidunderlige forhold her.

Det viser sig, at trods alle indre følelser og uro, at det vil overordentlig svært for mig at gøre alvor af truslen om at komme hjem. Denne nervøse Uro, angst om jeg må sige sådan, for ikke at have gjort sin pligt tilbunds, vil aldrig fortage sig. Dag for dag, time efter time dukker det samme spørgsmål op: Har man nu gjort sit yderste, kan man med rolig samvittighed forlade det heltemodige, kæmpende spanske folk og lade dem være lige? Svaret bliver stadigvæk nej.

Sagen er jo den, at så længe det ikke koster en selv noget at hjælpe andre, så længe man giver bort af sin overflod, da er det let nok at give bort af sin overflod, at give det bort, man ikke selv har brug for, først når man skal gøre en indsats, da er det det kniber. Men hvad var grunden til, at jeg tog herned, hvad var grunden til, at alle andre kammerater fra de forskellige lande tog herned? Var det for at give af en overflod, de ikke ejer? Var det for at kæmpe for noget, som var dem ligegyldigt, for derved at vinde ære og berømmelse, for at kunne bryste sig med at være sejrherrerne?

Nej, vi er alle kammerater, og vi er alle af den overbevisning i hjertet, at skal vi undgå at få samme tilstande i vort hjemland, skal vi standse fascismens videre udbredelse, skal vi undgå en nations ødelæggelse, da må vi alle, enhver efter sin evne, yde den størst mulige indsats i kampen mod fascismen, og den mest effektive og rigtigste måde at yde denne indsats på, var da at tage derhen, hvor kampen er hårdest.

Et gammelt dansk ordsprog siger: ,,Skal du ride et Kobbel heste, så sæt dig op på den mest uregerlige, da kan du styre dem alle”.

Det samme gælder kampen mod fascismen, skal man bekæmpe den effektivt, må man derhen, hvor kampen er hårdest og dér give modstanderne det afgørende slag.

Også I har en pligt til i arbejderklassens og egen interesse at ofre en smule og skulle det ske, at jeg engang skulle blive derude, så tænk på det med stolthed, tænk på de heltemodige kæmpere, som har givet livet for arbejderklassens frigørelse, tænk også på, at ingen af disse kammerater har mistet livet forgæves, men at deres død ansporer os andre til at sætte endnu større kraft ind på det endelige og afgørende nederlag for fascismen. Tænk på de grusomheder, der ville følge, såfremt alle nu veg tilbage enten med eller uden opfordring, tænk på alle de stakkels ulykkelige børn og mødre, som har mistet deres kære, hvor sorgen og nøden tynger de små hjem hver dag, hvor krigens rædsler sætter sine spor for bestandigt. Er det rigtigt af os i en sådan situation at være egoistiske og sig selv nok, har man da ikke den forbandede pligt at råbe et vagt i gevær og selv tage sin tørn i kampen?

Vist har man det, og det må I lære at forstå. Trods alle fornuftige udflugter, vil jeg ikke være i stand til at finde ro i Danmark, min samvittighed vil nage mig over en ufuldført pligt. Mine ord til jer skal da være: Frihed, fred og lykke til det nødlidende spanske folk. Gør I også jeres indsats i vor kamp, og I vil da bedre forstå mig. Jeg gør nu min indsats og går til fronten igen, og indtil I hører nærmere fra mig, sender jeg de kærligste hilsener til alle, men især til jer to, fra jeres søn.

Carl Johan Rasmussen

Kilde:
Hvis jeg bliver derude saa tænk paa de tusinder af faldne helte, side 5, Arbejderbladet, 25. maj 1938 – læs original på mediestream (link åbner ny fane)