1938 – Brev fra en dansk Spaniens frivillige

Den danske Spaniens frivillige Karl Johan Rasmussen, havde i maj 1938 opholdt sig 14 måneder i Spanien, følgende er et brev fra Karl Johan til hans forældre. Brevet har været bragt i Arbejderbladet.

Kære Forældre!

Som i ved af mit forrige brev, er jeg for tiden på et hvilehjem. Min glæde ved alle de goder og den behagelighed jeg har omkring, varede dog ikke så længe. I det store og hele er jeg ikke tilfreds, idet min vilje og ærgerrighed til at fuldføre et af mig påbegyndt arbejde ikke fornægter sig, selv ikke under de vidunderlige forhold her.

Det viser sig, at trods alle indre følelser og uro, at det vil overordentlig svært for mig at gøre alvor af truslen om at komme hjem. Denne nervøse Uro, angst om jeg må sige sådan, for ikke at have gjort sin pligt tilbunds, vil aldrig fortage sig. Dag for dag, time efter time dukker det samme spørgsmål op: Har man nu gjort sit yderste, kan man med rolig samvittighed forlade det heltemodige, kæmpende spanske folk og lade dem være lige? Svaret bliver stadigvæk nej.

Sagen er jo den, at så længe det ikke koster en selv noget at hjælpe andre, så længe man giver bort af sin overflod, da er det let nok at give bort af sin overflod, at give det bort, man ikke selv har brug for, først når man skal gøre en indsats, da er det det kniber. Men hvad var grunden til, at jeg tog herned, hvad var grunden til, at alle andre kammerater fra de forskellige lande tog herned? Var det for at give af en overflod, de ikke ejer? Var det for at kæmpe for noget, som var dem ligegyldigt, for derved at vinde ære og berømmelse, for at kunne bryste sig med at være sejrherrerne?

Nej, vi er alle kammerater, og vi er alle af den overbevisning i hjertet, at skal vi undgå at få samme tilstande i vort hjemland, skal vi standse fascismens videre udbredelse, skal vi undgå en nations ødelæggelse, da må vi alle, enhver efter sin evne, yde den størst mulige indsats i kampen mod fascismen, og den mest effektive og rigtigste måde at yde denne indsats på, var da at tage derhen, hvor kampen er hårdest.

Et gammelt dansk ordsprog siger: ,,Skal du ride et Kobbel heste, så sæt dig op på den mest uregerlige, da kan du styre dem alle”.

Det samme gælder kampen mod fascismen, skal man bekæmpe den effektivt, må man derhen, hvor kampen er hårdest og dér give modstanderne det afgørende slag.

Også I har en pligt til i arbejderklassens og egen interesse at ofre en smule og skulle det ske, at jeg engang skulle blive derude, så tænk på det med stolthed, tænk på de heltemodige kæmpere, som har givet livet for arbejderklassens frigørelse, tænk også på, at ingen af disse kammerater har mistet livet forgæves, men at deres død ansporer os andre til at sætte endnu større kraft ind på det endelige og afgørende nederlag for fascismen. Tænk på de grusomheder, der ville følge, såfremt alle nu veg tilbage enten med eller uden opfordring, tænk på alle de stakkels ulykkelige børn og mødre, som har mistet deres kære, hvor sorgen og nøden tynger de små hjem hver dag, hvor krigens rædsler sætter sine spor for bestandigt. Er det rigtigt af os i en sådan situation at være egoistiske og sig selv nok, har man da ikke den forbandede pligt at råbe et vagt i gevær og selv tage sin tørn i kampen?

Vist har man det, og det må I lære at forstå. Trods alle fornuftige udflugter, vil jeg ikke være i stand til at finde ro i Danmark, min samvittighed vil nage mig over en ufuldført pligt. Mine ord til jer skal da være: Frihed, fred og lykke til det nødlidende spanske folk. Gør I også jeres indsats i vor kamp, og I vil da bedre forstå mig. Jeg gør nu min indsats og går til fronten igen, og indtil I hører nærmere fra mig, sender jeg de kærligste hilsener til alle, men især til jer to, fra jeres søn.

Carl Johan Rasmussen

Kilde:
Hvis jeg bliver derude saa tænk paa de tusinder af faldne helte, side 5, Arbejderbladet, 25. maj 1938 – læs original på mediestream (link åbner ny fane)