1944 – Invasionens anden omgang er begyndt

Rommels taktiske reserver i kamp

Berlin, lørdag, STB

Efter selve invasionslandgangen i Normandiet har invasionens anden fase nu taget sin begyndelse med heftige kampe mellem de allieredes invasionstropper og marskal Rommels taktiske reserver under general Eisenhowers bestræbelser for at udvide og konsolidere brohovederne som indledning til invasionens tredje og vigtigste fase: kampen mellem de to parters hovedstyrker. Efter hvad man forstår af tyske militære talsmænds udtalelser, er det den tyske overkommandos hensigt under den igangværende anden fase af invasionen at lade Montgomerys 21. armégruppe og 1. amerikanske armékorps komme til fuld udfoldelse, inden de tyske modforholdsregler bliver kastet ind med hele deres vægt under indsats af den strategiske reserve på der for tyskernes gunstigt mulige slagmark. Det er under disse bestræbelser lykkedes de allierede at udvide deres brohoveder. Hovedfremstødet på Bayeux følger i sydvestlig retning landevejen mod St. Lo, hvor det er lykkedes de allierede i løbet af det første døgn at trænge frem, inden de er blevet standset af marskal Rommels forstærkninger, som er sat ind i et modstød i området for at forhindre en isolering. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. juni 1944.

1944 – Mindst 15-16 divisioner angriber i Nordfrankrig

Civilbefolkningen på flugt fra de krigshærgende områder. Kampbilledet har ikke ændret sig væsentligt

Internationale Information:

Kampbilledet på invasionsfronten havde ifølge de til morgen foreliggende meldinger ikke i væsentlig grad ændret sig. Den allierede overkommando tilførte brohovederne vest for Orne-mundingen og nord for Carentan yderligere forstærkninger i aften- og nattetimerne, så at der her antagelig er sat mindst 15-16 divisioner ind. Af disse er i hvert fald en betydelig del så stærkt medtaget, at deres kampværdi er blevet betydelig nedsat. Særlig store tab har ifølge de nu foreliggende, nogenlunde overskuelige tilintetgørelsesresultater invasionstropperne lidt. Med sikkerhed er mindst 23 fuldt besatte transportskibe og landgangsskibe med kampvogne på i alt 130.000 brt., blevet sænket, og talrige andre er blevet så alvorlig beskadiget, at de har måttet opgives med betydelige tab af mandskab.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. juni 1944.

1943 – Torsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret, RB.

Værnemagtens overkommando meddeler:

På Østfronten fortsættes til trods for dårligt vejr de heftige kampe i uformindsket grad. Flere fjendtlige fremstød mod brohovedet Kherson strandede. Ved brohovedet Nikopol og i den store Dnjepr-bue blev også i går sovjetrussiske angreb afslået i hårde kampe, idet nogle indbrud afstængedes. Syd for Krementschug lykkedes det fjenden med store infanteri- og panserstyrker af bryde ind i vore linjer. Ved modaktion blev en fjendtlig kampgruppe med talrige tanks og kanoner tilintetgjort.

I området vest for Kiev vandt vi ved vort angreb under stadig afværgelse af talrige fjendtlige modangreb og i vanskelige terrænforhold langsomt yderligere terræn. De store fjendtlige styrker, om hvilke det i går meldtes, at de var omringet, blev revet op. I alt var vore tropper her i de sidste fire dage taget som byttet eller tilintetgjort 199 tanks, 554 kanoner af alle slags, 300 maskingeværer og granatkastere samt 166 automobiler. Sovjetrusserne led store blodige tab. Der blev taget talrige fanger.

I kampområdet ved Gomel vedvarer de forbitrede kampe med de fjendtlige styrker, som er brudt ind vest og nord for byen. Flere omgåelsesforsøg blev forhindret ved modangreb, som vi iværksatte og herunder blev sovjetrussiske angrebsspidser sønderslået eller kastet tilbage. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. november 1943.

1943 – Fredagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret (RB).

Værnemagtens Overkommando meddeler:

Nord for Det Azovske Hav og ved mellemste Dnjepr foretog fjenden i flere afsnit heftige angreb, men uden resultat. Brohovedet Saporoshe blev efter ordre rømmet af vore tropper, efter at vigtige anlæg var blevet ødelagt.

Ved Dnjepr, ved Pripjet-mundingen og ved Ssosh opnåede vi yderligere resultater ved angrebsaktioner, som vi iværksatte. Nogle fjendtlige landgangsbrohoveder på flodernes vestlige bred blev fjernet og andre indsnævret. Vest for Kritschew og særlig vest for Smolensk strandede også i går stærke sovjetrussiske gennembrudsforsøg. Alene i kampområdet sydvest for Smolensk tilintetgjordes herunder 46 sovjetrussiske tanks. I de sidste tre dage har fjenden ved sine forgæves angrebsforsøg mistet i alt 354 tanks og 233 flyvemaskiner.

Kaptajn Novotny, der er afdelingschef i et luftjagerregiment, opnåede i går på Østfronten sin 250. luftsejr. Under de svære afværgekampe i det mellemste frontafsnit har særlige udmærket sig 1. SS-frivillige Grenader-Brigade (Mot). […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. oktober 1943.

1943 – Kampene ved Kuban-brohovedet

Russerne angriber med store styrker

Den nye taktik, tyskerne udfolder under forsvaret mod de russiske angreb på Kuban-brohovedet, udlægges som et lovende eksempel for kvalitetens kamp mod masserne, der er ledetråden i den tyske afværgekamp på Østfrontens udsatte steder. Skønt det russiske artilleri før angrebene overdænger kampzonen med tågebomber og således muliggør det for panserbølgerne uset at komme tæt ind på de tyske stillinger, sætter den tyske forsvarsteknik stadig ind med stor præcision. Stukamaskinerne styrter sig ned mod infanteriet, som følger med panservognene, samtidig med, at det tyske artilleri lægger en zone af uigennemtrængelig spærreild mellem. Panservognene og infanteriet på denne møde hindrer man fodfolket i at følge efter panserkolonnerne, og hvor disse formår at slå en breche i det tyske linjer, er gennembruddet værdiløst, da det jo altid er infanteriet, der skal sikre de egentligt resultater ved at bemægtige sig terrænet. I de tilfælde, hvor et gennembrud er lykkedes, er de pågældende panserafdelinger hurtigt blevet omringet og tilintetgjort. Hovedcenteret for kampen Kubanafsnittet er vejen mellem Krimskaja og Moldavanskoja, men også i laguneområdet og på landgangsbrohovedet ved Novorosisk er russerne begyndt at røre på sig. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juni 1943.

Den voldsomme aktivitet i luften fortsættes over store dele af østfronten. Både det tyske og det russiske luftvåben øger indsatsen, og det kommer til talrige store luftkampe. Banegårde og troppelejre bag den

1942 – De hårde kampe på Østfronten vedvarer

Lørdagens tyske værnemagtsberetning

Førerhovedkvarteret. RB.

Værnemagtens Overkommando meddeler:

Panserafdelinger og motoriserede infanteridivisioner er øst for Donez rykket videre frem mod syd og har øst for Rostov nået Don flodens nedre løb over en bred front. Infanteridivisioner har tilintetgjort fjendtlige kampgrupper og har under frontale angreb vundet terræn mod øst. Stærke luftstridskræfter har navnlig i området ved nedre Don foretaget tilintetgørende angreb på bevægelser bag den sovjetrussiske front. Syd for Don blev jernbanelinjerne og banegårdene, på hvilke der bevægede sig transporttog i tætte rækker, bekæmpet med særligt resultat.

Som meddelt i en særmelding, stormede tysk infanteri den 17. juli efter dagelange svære kampe Donez-industriområdets største og vigtigste by Voroshilovgrad. Store dele af byen står i flammer. Nye fjendtlige angreb på brohovedet Voronesh er blevet slået tilbage. I det mellemste frontafsnit fortsætter rydningsaktionerne i området bag fronten. Syd for Ilmensøen angreb fjenden forgæves med store styrker. Et lokalt indbrud blev fjernet under modangreb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juli 1942.