1943 – Tørv og brunkul til gasproduktion

Det har næppe praktisk betydning. Kolding Gasværk skal f.eks. bruge 80 tons brunkul i døgnet.

De knappe tilførsler af udenlandsk brændsel har medført, at man rundt omkring på gasværkerne så småt har begyndt at undersøge mulighederne for på anden måde at frembringe en anvendelig gas, og bl.a. har man forsøgt at bruge brunkul. Nogen særlig betydning får dette dog næppe, efter hvad gasværksbestyrer Husted, Kolding Gasværk, i dag oplyser over for os.

”Det er det ved det”, siger hr. Husted, ”at der skal bygges helt nye aggregater, for at man kan bruge brunkul. De ovne man har, kan ikke anvendes, og dertil kommer, at der skal bruges meget store kvanta brunkul, så det vil holde op af sig selv. For Kolding Gasværks vedkommende skal der f.eks. bruges 80 tons brunkul i døgnet, og hvis alle værker skal bruge brunkul, så lader det sig jo overhovedet ikke fremskaffe. Det kan vel endda være vanskeligt nok til ét”.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juli 1943

1943 – Brændselssituationen er så vanskelig som nogensinde

Industrirådet tilråder industrien at indkøbe så store kvanta tørv som muligt

I det sidste nummer af ‘Tidsskrift for industri’ har lederen af Industrirådets kulfordelingskontor, civilingeniør H. E. Glahn, skrevet en redegørelse for brændselssituationen, som den er for øjeblikket, og som den synes at tegne sig i den nærmeste fremtid. Efter at man havde overstået den periode, som brændselsmæssigt set er årets vanskeligste, blev der fra mange sider knyttet stærke forhåbninger til en, omend kun ringe bedring i den følgende tid, men desværre synes det, som om et sådant ønske ikke går i opfyldelse. Ja, der er endog grund til at tro, at situationen bliver endnu vanskeligere, idet de i udsigt stillede kultilførsler bliver så stærkt begrænset, at de mængder, der bliver til rådighed, må fordeles med den allerstørste hensyntagen til de enkelte forbrugssteders betydning for hele samfundet.

Til delvis erstatning for de kul, som udebliver, vil der blive tilført landet et forøget kvantum brunkulsbriketter, som erfaringsmæssigt i vid udstrækning kan brugs i fyr, som ikke er alt for hårdt belastede. Det må dog forudses, at tildelingerne af briketter vil blive meget små, således at en række virksomheder bliver nødsaget til i overvejende grad at klare driften med indenlandsk brændsel, og en større part end hidtil vil være henvist til udelukkende at klare sig med tørv og brunkul. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. juli 1943.

1943 – Yderligere 3.000 brunkulsarbejdere står overfor en afskedigelse

Den katastrofale mangel på jernbanevogne ved de midtjyske brunkulslejer truer nu med at få yderliere konsekvenser, idet producenterne i Søby har måttet give deres arbejdere meddelelse om, at de i nær fremtid kan forvente deres afsked.

Det drejer sig i alt om ca. 3.000 mand, der vil blive ledige, såfremt disse landet største kullejer må lukkes. Mens man før i Søby fik godt et hundrede vogne om dagen ligger gennemsnittet nu på 6-7 stykker, og der kan gå flere dage, hvor man overhovedet ikke får én eneste vogn. De mange hundrede tons kul, der daglig graves op, får derfor lov til at ligge ved kullejerne, hvor bunkerne har hobet sig sådan op, at det faktisk er umuligt at komme til at arbejde for dem.

Foruden de 3.000 arbejdere, for hvem afskedigelse vil være en økonomisk katastrofe vil det også være et stort økonomisk tav for producenterne, der i de pågældende lejer har bundet meget store formuer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. marts 1943.

1943 – Troldhedebanen har besvær med brunkulstransporten

Svigtende trækkraft bevirker, at transporterne ikke går så hurtigt som ønskeligt

Det vækker en del forundring at nu, da brændselsmangelen er så stor i landet, står der på Troldhedebanens brændselsstationer rækker af læssede banevogne med brunkul, som ikke transporteres bort, så de kan komme den betrængte industri til gode. Det fortælles os, at der flere steder på Troldhedebanen står læssede vogne i både et og to døgn, inden de køres bort. Ligeledes vækker det forundring, at der hver dag går tørvetransporter fra Nr. Virum ved Troldhede over Esbjerg til Sønderjylland, hvilket er en meget længere befordring, end hvis man kørte ned over Troldhedebanen. I en tid som den nuværende, hvor det gælder om at spare både vognmateriel og brændsel, skulle man synes, det var naturligt, om Statsbanerne satte materiel ind på Troldhedebanen, når man derved kunne opnå både besparelse og hurtigere transport. Men måske er spørgsmålet ikke så lige til.

Vi har forelagt det for formanden for Troldhedebanens bestyrelse, grosserer I. P. Jensen, Grindsted, som udtaler til spørgsmålet, om det kniber for Troldhedebanen at klare brændselstransporterne, at det gør det, og det skyldes navnlig svigtende trækkraft. “Banen har 6 lokomotiver”, oplyser formanden, “og af disse har man, som omtalt, i de sidste uger haft uheld med de to, så de er til reparation for tiden. Maskinfolkene klager over, at olien er dårlig og har et for lavt brændpunkt. Derfor er der komme til at stå nogle brændselsvogne ude omkring på stationerne. Men de skal nok komme ind efterhånden”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. januar 1943.

1943 – Virksomheder i snesevis står nu foran lukning

Også nye indskrænkninger for private forbrugere? 11 brunkulslejer lukket midt i den travleste sæson.

I Industrirådets Kulfordelingskontor oplystes lederen, civilingeniør Glahn, på vor henvendelse, at han på ny i går havde forhandlet med Vareforsyningsdirektoratet. I tirsdags var der 40 virksomheder, der søgte om kul, og man var kun i stand til at imødekomme de 4. Onsdag har der været en snes stykker, som man ikke kunne imødekomme. Om de pågældende virksomheder nu helt må standse, eller om de kan holdes delvis i gang ved hjælp af tørv og brunkul, turde ingeniør Glahn ikke sige, man han havde indtrykket af, at visse virksomheder prøvede at holde forskellige afdelinger i gang. Handelsministeren har i går indgående beskæftiget sig med situationen, men ønsker ikke at fremkomme med nogen udtalelse udover, at situationen er anstrengt. Fra regeringens side gøres alt, hvad der kan gøres for at skaffe udenlandsk brændsel til landet.

42 virksomheder fik afslag i går

Blandt de foretagender, som i går fik afslag på anmodningen om kultildeling, var if. Pol. mange dampvaskerier, chokoladefabrikker, tobaksfabrikker og skotøjsfabrikker. Desuden nægtedes der kul til porcelænindustrien, til Soyakagefabrikken og til jern- og cementfabrikken “Norden”. Alene porcelænsindustrien beskæftiger over 2.000 mennesker. I alt blev der i går, erklæres det, givet afslag til 42 virksomheder. […]

11 brunkulslejer lukket. Det fugtige vejr har bragt brændværdien ned under det lovbefalede maksimum.

Statens tilsynsførende har i går lukket en række brunkulslejer i Jylland. Det drejer sig om 4 lejer i Sandfeldt ved Brande, som tilsammen producerer 5.000 tons om dagen, og desuden er der lukket nogle lejer i Søby ved Kølkjær, efter sigende ikke mindre end 7. Årsagerne til lukningen er, at prøveudtagninger har vist, at brunkullene i de pågældende lejer er kommet ned på kalorieværdi af under 1.950, der er sat som minimum. Lukningen, der betyder, at brunkullene hverken må transporteres eller sælges, kommer på det allermest ubelejlige tidspunkt. Man venter blot på, at brunkullene skal blive så tørre, at de atter har den krævede brændværdi, og uvilkårlig spørger man, skriver bladet, om ikke denne tørring lige så godt kunne foregår hos modtageren, så hele apparatet ikke gik i stå. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. januar 1943.

1943 – Også i Kolding er der brunkulsmangel

Brændselssituationen i det hele taget alvorlig. Kun briketter og gasværkskoks på mærkerne.

Meddelelsen om brunkulsmanglen for industrierne i hovedstaden vil vel af de fleste betragtes som transportvanskeligheder, der ikke berører Jylland. Når man har brunkulslejer inden for sit eget forsyningsområde, kan knapheden vel ikke være så stor.

Men det er en fejltagelse, siger direktør Berring, der i sin dobbelte egenskab af medlem af Brændselsudvalget og leder af et brændselsfirma i høj grad har føling med situationen. “Også i Kolding er der udpræget mangel på brunkul, både til industrien og til private. Det er nemlig ikke alene transportvanskelighederne, der spiller ind, men også den omstændighed, at brunkulslejerne er bagefter. De ligger med så store ordrer, at de ikke har kunnet effektueres til tiden. Vi får vel i øjeblikket 20-30 vognladninger om dagen til viderebesørgelse til København, men til vort eget brug kun en vogn nu og da, som vi søger at fordele bedst muligt til de virksomheder, der har skrabet bunden. Endnu er der vist ingen virksomheder i Kolding, der har måttet lukke på grund af brændselsmangel, men der køres fra dag til dag, og jeg kan desværre ikke øjne nogen chance for, at forholdene snart bedrer sig. Jeg plejer at være optimist, men i øjeblikket er jeg det ikke.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. januar 1943.

1942 – Der er udsigt til nye begrænsninger af lys og gas-forbruget

Noget endeligt foreligger dog endnu ikke, men brændslet må forbeholdes de livsvigtige virksomheder

Fra forskellig side har der de sidste dage været forlydender fremme om, at der efter nytår kan ventes nye restriktioner, ved hjælp af hvilke der skal søges opnået videregående besparelser i forbruget af navnlig lys, gas og måske også varme. Efter hvad der oplyses over for os på kompetent sted, foreligger der ikke noget afgjort i denne sag, og der har endnu ikke været forhandlet med de pågældende organisationer eller erhverv om dem; men rigtigt er det, at brændselssituationen som helhed gør nye besparelser nødvendige.

Hvorledes de så skal gennemføres i enkeltheder, derom forligger der endnu intet bestemt, men sagen er under overvejelse. Tilførslerne af udenlandsk brændsel må forbeholdes de livsvigtige virksomheder, navnlig gasværkerne og banerne, de vigtigste dele af industrien m.fl. For elektricitetsværkernes vedkommende er forholdet det, at de allerede i vidt omfang bruger indenlandsk brændsel, og det er muligt, at disse værkers forbrug af f.eks. brunkul må yderligere udvides. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. december 1942

1942 – Alt det nye på Kolding Havn

Havnen er en frisk hundreds-jubilar, hvor gamle virksomheder går godt og nye stadig skyder op

Kolding Havn er et sted, hvor der foregår noget. Der er ikke stilstand, men liv og udvikling, fart og fremdrift. De gamle virksomheder breder sig, nye skyder op, kraner rejser sig, oplagspladser, lagerbygninger og fabriksvirksomheder bliver flere og flere, og udskibningen af kreaturer, brunkul og tørv har aldrig været større end nu. På et tidspunkt savner man dog lidt mere liv, nemlig med hensyn til losning af varer udefra.

Kolding Havn er således en frisk hundredårs jubilar. Som omtalt var det den 5. november i år 100 år siden, den første sejler løb ind i den nuværende havn, og til næste år i oktober kan man fejre 100 årsdagen for havnens officielle åbning, hvilket formentlig vil ske på værdig vis. I de 100 år har havnen været i stadig udvikling, og er det ikke mindst i disse år. En del af det, der skyder op, er krigstidsfænomener, mens andet synes at have mere varigt præg. […]

En af de virksomheder, der præger havnens nordside stærkest, er Kolding Eksportmarked, hvor der i år, fra nytår og til nu, har været tilført noget over 30.000 kreaturer. Markedet er det 3. største i landet efter Aalborg og Odense. Der udføres over Kolding Havn kreaturer fra en lang række jyske markeder og samlestalde, og Kolding har gennem mange år været den største udførselshavn for kreaturer. Det er interessant at gå dernede på markedagene og se det liv, der rører sig. Kreaturerne tilføres fra hele Sydjylland, Sønderjylland, Midtjylland og Vestfyn pr. bane eller lastbil, og handelsfolkene kommer endvidere nu længere borte fra. Hovedparten opkøbes jo af Statens opkøbere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. november 1942.