1943 – Yderligere 3.000 brunkulsarbejdere står overfor en afskedigelse

Den katastrofale mangel på jernbanevogne ved de midtjyske brunkulslejer truer nu med at få yderliere konsekvenser, idet producenterne i Søby har måttet give deres arbejdere meddelelse om, at de i nær fremtid kan forvente deres afsked.

Det drejer sig i alt om ca. 3.000 mand, der vil blive ledige, såfremt disse landet største kullejer må lukkes. Mens man før i Søby fik godt et hundrede vogne om dagen ligger gennemsnittet nu på 6-7 stykker, og der kan gå flere dage, hvor man overhovedet ikke får én eneste vogn. De mange hundrede tons kul, der daglig graves op, får derfor lov til at ligge ved kullejerne, hvor bunkerne har hobet sig sådan op, at det faktisk er umuligt at komme til at arbejde for dem.

Foruden de 3.000 arbejdere, for hvem afskedigelse vil være en økonomisk katastrofe vil det også være et stort økonomisk tav for producenterne, der i de pågældende lejer har bundet meget store formuer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. marts 1943.

1943 – Virksomheder i snesevis står nu foran lukning

Også nye indskrænkninger for private forbrugere? 11 brunkulslejer lukket midt i den travleste sæson.

I Industrirådets Kulfordelingskontor oplystes lederen, civilingeniør Glahn, på vor henvendelse, at han på ny i går havde forhandlet med Vareforsyningsdirektoratet. I tirsdags var der 40 virksomheder, der søgte om kul, og man var kun i stand til at imødekomme de 4. Onsdag har der været en snes stykker, som man ikke kunne imødekomme. Om de pågældende virksomheder nu helt må standse, eller om de kan holdes delvis i gang ved hjælp af tørv og brunkul, turde ingeniør Glahn ikke sige, man han havde indtrykket af, at visse virksomheder prøvede at holde forskellige afdelinger i gang. Handelsministeren har i går indgående beskæftiget sig med situationen, men ønsker ikke at fremkomme med nogen udtalelse udover, at situationen er anstrengt. Fra regeringens side gøres alt, hvad der kan gøres for at skaffe udenlandsk brændsel til landet.

42 virksomheder fik afslag i går

Blandt de foretagender, som i går fik afslag på anmodningen om kultildeling, var if. Pol. mange dampvaskerier, chokoladefabrikker, tobaksfabrikker og skotøjsfabrikker. Desuden nægtedes der kul til porcelænindustrien, til Soyakagefabrikken og til jern- og cementfabrikken “Norden”. Alene porcelænsindustrien beskæftiger over 2.000 mennesker. I alt blev der i går, erklæres det, givet afslag til 42 virksomheder. […]

11 brunkulslejer lukket. Det fugtige vejr har bragt brændværdien ned under det lovbefalede maksimum.

Statens tilsynsførende har i går lukket en række brunkulslejer i Jylland. Det drejer sig om 4 lejer i Sandfeldt ved Brande, som tilsammen producerer 5.000 tons om dagen, og desuden er der lukket nogle lejer i Søby ved Kølkjær, efter sigende ikke mindre end 7. Årsagerne til lukningen er, at prøveudtagninger har vist, at brunkullene i de pågældende lejer er kommet ned på kalorieværdi af under 1.950, der er sat som minimum. Lukningen, der betyder, at brunkullene hverken må transporteres eller sælges, kommer på det allermest ubelejlige tidspunkt. Man venter blot på, at brunkullene skal blive så tørre, at de atter har den krævede brændværdi, og uvilkårlig spørger man, skriver bladet, om ikke denne tørring lige så godt kunne foregår hos modtageren, så hele apparatet ikke gik i stå. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. januar 1943.

1941 – Enorm tørve- og brunkulstrafik på Kolding Privatbaner

Hver dag kommer op imod 150 vognladninger tørv og en snes vognladninger brunkul til Kolding, og banerne er på højeste ydeevne.

Lange tørve- og brunkultog anløber i disse dage Kolding, henholdsvis ad Sydbanen og Troldhedebanen, og de to baner er som følge deraf på allerhøjeste ydeevne. Man regner med, at der daglig ankommer ca. 125 vognladninger brunkul, og banerne har måttet antage stort ekstramandskab. Hovedparten af tørvene går til Fyn.

Sydbanerne har i de sidste 14 dage gennemsnitlig befordret 15 vognladninger tørv om dagen fra Svanemosen, Ødis-Bramdrup, Brænøre og Tapsøre, og driftsbestyreren udtaler, at det sikkert vil blive nødvendigt at befordre tørv hele vinteren igennem, da det vil være umuligt at klare trafikken i sommer. Banen skal i alt befordre omkring 20.000 tons tørv.

Endnu hårdere belastning er Troldhedebanen ude for i denne tid. Hver dag siden 11. juni er der til Kolding ankommet ca. 100 vognladninger tørv, og over Grindsted og Troldhede ca. 50 vognladninger. Kolding anløbes hver dag af to særtog med to maskiner for, der befordrer 30 vognladninger hver, og desuden kommer der en del med plantogene. Det siger sig slev, at banen som følge deraf er spændt til den yderste grænse […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 5. juli 1941.