1944 – Ambulance som brudekaret i Kolding

Falcks Ambulance i Kolding havde i går eftermiddags en usædvanlig udrykning til en af byens kirker. Det var ikke nogen sygetransport, men derimod et brudepar, der ikke kunne skaffe sig anden befordring fra krigen. Hvis de nygifte ikke havde lyst til at spadsere igennem byen i bryllupsstadsen, var der kun to udveje: Falcks Redningskorps eller det kommunale vagtværn. Og vagtværnets vogn var allerede optaget af et andet brudepar, der heller ikke kunne skaffe bil eller karet.

Kilde: Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. december 1944

1942 – Barnedåbsrekord i Sct. Nicolai Kirke

Usædvanligt mange kirkelige handlinger i Påsken.

Der har altid været mange bryllupper i Påsken. Det kan bl.a. ses af, at sølvbryllup og guldbryllup ofte falder på denne årstid. Men i år synes usædvanligt mange unge par at benytte påsken til bryllupshøjtidelighed. Det gælder i Kolding især i Kristkirken. I Sct. Nicolai Kirke er der kun et enkelt påske-bryllup, men til gengæld sættes der rekord med hensyn til barnedåb. I begge sogne mærkes det, at mange forældre holder barnedåb i Påsken, men på dette område er Sct. Nicolai Kirke førende. Langfredag blev der døbt syv børn i denne kirke, og i dag bliver ti børn døbt. Det er det største antal i kirken – siden sognedelingen i hvert fald. Og 2. Påskedag bliver yderligere nogle børn døbt.

I Kristkirken bliver i dag døbt fem, hvilket ikke er usædvanligt mange for denne kirkes vedkommende, men der har også de øvrige Påskedage været adskillige. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. april 1942.