1943 – Allieret sejr i Tunis vil blive efterfulgt af invasion i Europa

Afgørende aktioner mod Japan ved direkte fremstød gennem Kina

I en radiotale i aftes erklærede præsident Roosevelt, efter hvad den engelske efterretningstjeneste meddeler fra Washington, at følgen af en sejr for de Allierede i Tunis ville blive invasioner på det europæiske kontinent. Vi lægger ikke skjul på, udtalte præsidenten, at det er vor hensigt at foretage sådanne invasioner. Endvidere bebudede Roosevelt “afgørende aktioner mod Japan”, under hvilke de allierede snarere ville foretage et “direkte fremstød gennem Kina” end en “langsom strategi med efter hinanden følgende erobringer”

´Den amerikanske hjemmefront

Præsidenten udtalte videre, at mange amerikanske tropper i de oversøiske lande følte sig foruroliget af situationen på hjemmefronten. “Jeg kan”, erklærede Roosevelt, “ikke over for vore tropper benægte, at nogle få af vores politikere og et par publicister har stillet deres personlige ambitioner eller deres ærgerrighed over nationens interesser”. Præsidenten mente dog at være sikker på, at de private virksomheder ville være i stand til at skaffe de tilbagevendende soldater stillinger, og at kongressen i tilfælde, hvor dette ikke var muligt, ville vedtage de nødvendige love til at råde bod herpå.

Et af krigens største slag i Tunis

Præsidenten kom derefter ind på en omtale af de Allieredes formål i Tunis, og gav her udtryk for det synspunkt, at det i dette område ville komme til et af de største slag i denne krig. Hovedformålet for de Allierede i dette slag ville være at kaste fjenden i havet. Roosevelt omtalte derefter general Eisenhowers overtagelse af overbefalingen over alle stridskræfter i Nordafrika. Han erklærede, at han i Casablanca havde tilbragt mange timer sammen med Eisenhower, og man kunne have fuld tillid til hans ledelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. februar 1943

1943 – Churchill og Roosevelt har holdt krigsråd i Marokko

De allierede generalstabe forhandlede i 10 dage om samtlige krigsskuepladser i verden. Første krigsmål: Støtte til Rusland.

Amsterdam, RB.

Om forhandlingerne mellem præsident Roosevelt og premierminister Churchill er der, efter hvad Reuters Bureau meddeler fra Casablanca udsendt følgende meddelelse: Siden den 14. januar har der i nærheden af Casablanca fundet forhandlinger sted mellem de Forenede Staters præsident og Storbritanniens premierminister.

Hver der deltog i forhandlingerne

Ved disse forhandlinger var de britiske og amerikanske generalstabchefer til stede, nemlig for de Forenede Stater: chefen for den amerikanske generalstab, general Marchall, chefen for den amerikanske flåde, admiral King, og chefen for den amerikanske hærs luftvåben, generalløjtnant Arnold, og for Storbritannien: Første sølord, admiral sir Dudley Pound, chefen for rigsgeneralstaben, general Brooke og luftmarskal Portal. Churchill og Roosevelt modtog de Forenede Staters diplomatiske repræsentant i det allierede hovedkvarter i Fransk-Nordafrika, Robert Murphy, og desuden modtog de chefen for den allierede ekspeditionshær i Nordafrika, general Eisenhower, chefen for de allierede marinestridskræfter, admiral Cunningham, chefen for de allierede luftstridskræfter i Nordafrika, generalmajor Spaatz, og den øverstkommanderende for de nordafrikanske stridskræfter, generalløjtnant Clark. […]

Stalin kunne ikke forlade Rusland

Stalin havde modtaget en hjertelig indbydelse til mødet mellem præsident Roosevelt og premierminister Churchill. I så tilfælde ville forhandlingerne have fundet sted langt længere mod øst. Stalin var imidlertid ikke i stand til at forlade Rusland i dette øjeblik, da han selv leder den store offensiv som øverstbefalende. Churchill og Roosevelt var fuldtud klar over denne krigs alvor og strenghed og var enige om, at deres første mål måtte være en sejrbringende støtte til Rusland over hele dets landfront og en mildnelse af det tryk, der hvilede på hele den russiske hær. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. januar 1943

1942 – 140.000 amerikanere landsat i Algier og Marokko

Franske tropper i kamp med angriberne. Den britiske flåde deltager i operationerne.

Tidligt søndag morgen angreb store amerikanske flåde- og luftstyrker Frankrigs nordafrikanske besiddelser: Algier og Marokko. Fra officiel fransk side anslås de angribende styrker til ca. 140.000 mand. Den angribende flåde tæller 3 slagskibe på 30-35.000 tons, 4 hangarskibe, 7 krydsere, talrige destroyere og andre krigsskibe. Endvidere er det konstateret, at 60 transportskibe, med amerikanske styrker forlod Gibraltars krigshavn fredag og lørdag.

De amerikanske tropper gjorde landgang i ly af mørket omkring Oran i Algier, hvor franske tropper omgående gik til modangreb. På Marokkos Atlanterhavskyst fandt landgangsoperationerne sted ved Safi, Fedala og Mehdia. Styrtbombeere angreb Casablanca på den marokkanske Atlanterhavskyst. Ved dette angreb blev fire franske undervandsbåde og slagskibet “Jean Bart” ramt. To allierede destroyere sænkedes. Et mytteriforsøg i Marokko blev kvalt uden blodsudgydelse, og der er erklæret belejringstilstand. Også i fransk Vestafrika er amerikanske tropper gået i land. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. november 1942.

1942 – Kolding-sømand hjem fra koncentrationslejr i Sahara!

Ude for en række oplevelser i Vestafrika efter den 9. april 1940, da franskmændene overtog det danske skib BIRGIT, der kom fra Kolding.

En Kolding-sømand, som har været ude for lidt mere end det almindelige, er vendt hjem fra en rejse, der kom til at forme sig helt anderledes, end han havde tænkt sig. Det er sømand Carl Højer, Låsbytoft 4, som den 20. marts 1940 tog hyre på damperen BIRGIT, som da lå i Kolding havn og skulle til Sydafrika. Den 9. april 1940 ændrede helt alle beregninger, og de danske søfolk kom ud for en række oplevelser, som ikke alle var af lige behagelig art. Carl Høyer fortæller, at BIRGIT den 10. april om morgenen lå ud for Dakar i fransk Vestafrika, hvor der kom lods ombord og spurgte , hvad vi var for nogle. Ja, vi var da danske. HAR været! replicerede lodsen.

Fængslet i Casablanca

Så fik vi at vide, hvad der var sket dagen i forvejen; at tyskerne havde besat Danmark. Det ville vi til at begynde med ikke tro; men da vi kom i land og alle steder fik den samme besked, måtte vi jo indstille os på kendsgerningen, hvor svært det end var. Vi fik i ballast til en plads i Sydafrika, Libreville, for at hente Mahognitræ. Vi fik valget mellem at blive interneret eller sejle for de allierede. Vi valgte det sidste, men nægtede at sejle for den lave franske hyre. Vi blev så alle jaget om bagbord, og styrbord stillede nogle franske officerer sig om til indskrivning. Vi fik at vide, at vi nu alle skulle gå forbi og svare, hvad vi ville. Den første mand gik forbi og mælede ikke et muk, og alle vi andre gjorde ligeså. Så blev vi meget energisk jaget i land – fik slet ikke lov at gå ned og tage noget med os – og smidt i et fængsel med nogle små, beskidte celler, tre mand i hver. Der var vi i 5 dage og var i den tid ikke uden for cellen. Der gaves ikke tilladelse til at gå udenfor for at “træde af på naturens vegne”. Det måtte vi så besørge i et hjørne af cellen. Det var ikke hyggeligt efterhånden. […]

I koncentrationslejr i ørkenen

Da franskmændene overtog skibet, blev vi sat i land og ført til en koncentrationslejr i Azamur, der ligge i udkanten af Saharaørkenen. Der var 300 fanger af 14 nationaliteter, deriblandt 18 danske og over 100 nordmænd. Desuden belgiere, hollændere og en masse jøder, både kvinder og børn. […] Der blev søgt og søgt om hjemtilladelse; men det blev stadig ikke til noget – før den 10. november, da slog frihedens time for os sømænd, og hjemrejsen kunne begynde i bus til Casablanca, derfra med tog til Algier, hvortil vi kom den 18. november og blev bragt ombord i en fransk damper. Den kom ikke derfra før den 3. januar i år, så vi måtte holde jul i Algier. […]

Endelig den 3. januar kom vil Marseille, hvor vi blev godt beværtet. Derfra gik turen i 2. klasses vogn til Berlin. […] Derfra fik så turen til København og for mit vedkommende videre til Kolding, slutter Carl Højer sin beretning.

Højer har kone og to børn. Det første halve år anede de overhovedet intet om, hvor Højer var henne, og han fik det første brev hjemmefra nytårsaften 1941.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1942.