1944 – Slaget om Caen: Invasionens hidtil største sammenstød

Montgomery i færd med at bryde ud af krigsskibenes “ildklokke”.

Berlin, fredag, STB.

På invasionens 25. dag er tyngdepunktet for slaget i Normandiet forlagt fra Cherbourg til invasionsfrontens sydlige afsnit, området mellem Orne-floden, Caen og Tilly. Sydvest for Tilly har Montgomery med den 2. britiske armé indledet offensiven fort definitivt at bryde igennem “den røde linje”; grænsen for det allierede skibsartilleris rækkevidde. Det erklæres i Berlin, at de britiske tankformationer i samme øjeblik, de er nået uden for skibsartilleriets “ildklokke”, har mødt betydelig kraftigere modstand end hidtil. Efter at der fra tysk side er kastet nye styrker ind mod den 2. britiske armé, har slaget om Caen i de sidste 24 timer udviklet sig til det hidtil største sammenstød mellem tyske og allierede tropper siden invasionens begyndelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1944

1944 – Skyder de allierede tyske krigsfanger?

Værnemagtens overkommando meddeler:
Der foreligger meldinger om, at der i kampområdet ved Cherbourg er blevet skudt medlemmer af den tyske værnemagt i Organisation Todts eller Rigsarbejdstjenestens uniform, skønt de klart kunne kendes som kombattanter og på deres uniform bar hagekorsarmbindet eller mærket ‘Tyske Værnemagt’. Såfremt disse meldinger skulle vise sig at være rigtige, vil der for hvert sådant mord på tyske kombattanter blive skudt ti amerikanske krigsfanger.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fældrelandet’, 25. juni 1944.

1944 – Krig på 6 fronter

Allieret offensiv mod de tyske positioner fra alle fire verdenshjørner

Berlin, lørdag, STB

Slaget om ‘Fæstningen Europa’ er nu i fuld gang under den form, det var ventet. Efter at russerne på 3-årsdagen for den tysk-russiske krigs begyndelse har åbnet deres offensiv ved Vitebsk, finder allierede offensiver sted mod de tyske positioner fra nord, øst, vest og syd.

Mod nord har russerne udvidet deres offensiv mod Finland fra det karelske næs til de to andre finske fronter, Aunus- og Maaselkae-nlsset. På Østfronten angriber russerne i det centrale afsnit, mens lokale kampe af større omfang er i gang i sydafsnittet, ligesom den russiske generaloffensiv også ventes udvidet til Narva og Skov-afsnittene. Vestfra fortsætter englænderne og amerikanerne deres landsætninger på invasionsfronten, hvis altdominerende brændpunkt er fæstningen Cherbourg, samtidig med, at general Eisenhower forbereder en udvidelse af brohovedet mod nord, øst for Orne-mundingen.

På Sydfronten endelig fortsættes general Alexanders nye store angreb på en linje nord for Grosseto-Perugia nu på andet døgn under hårde kampe, mens partisanvirksomheden på Balkan for øjeblikket ikke går ud over de lokale sammenstøds rammer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. juni 1944.

1944 – Tryk mod Cherbourg fra syd og øst

Allierede forstærkninger ført frem med 40 større landgangsfartøjer

Berlin, RB.

Internationale Information meddeler:

Det vedvarende dårlige vejr har også øvet indflydelse på de gensidige operationer i nat. Til trods for de dårlige vejrforhold var fjenden nødsaget til på grund af svære tab på landjorden i går at føre tilførsler frem med omtrent 40 større landgangsfartøjer. De løb med kurs mod Ornes munding. Som følge af den hårde brænding, der kan iagttages langs hele Seinebugtens sydkyst, er det et stort spørgsmål, om skibene har kunnet kommet til land eller må afvente en forbigående bedring i vejret. På Cotentin-halvøen vedvarede fjendens tryk fra syd og øst mod fæstningen Cherbourg. Særlige begivenheder kan der dog ikke meldes om nu til morgen fra dette frontafsnit. Fjenden er næppe kommet fæstningen nærmere.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. juni 1944.

1944 – Allieret offensiv mod syd og mod byen Cherbourg

Første operative fremstød fra brohovedet mod det indre af Normandiet. Heftige kampe i Montebourg.

Berlin, onsdag, STB.

Det sidste døgns kampe på invasionsfronten har været af en yderst forbitret karakter, og de allierede invasionshære har herunder foretaget de første operative fremstød fra brohovedet mod det indre af Normandiet. Foruden forceringen af offensiven mod Cherbourg, opviser situationen nu et stærkt øget allieret tryk mod syd.

Det tryk har tilmed været så kraftigt, at det har udløst en voldsom reaktion. Talrige modstød af tyske, operative reserver er sat ind mod de allieredes fremtrængen i Nordfrankrig, og det er faktisk på flere punkter lykkedes marskal Rommel at tilbageerobre terræn og mindre byer, som de allierede panserafdelinger havde passeret under fremrykningen. Den meddelelse, der i går blev udsendt fra allieredet side om, at Tilly sur Seulles og Trousan ikke længere befinder sig på allieret hånd, bekræftes således i dag fra kompetent tysk side. Af andre rapporter, som er indløbet i dag til morgen, fremgår det, at fronten syd for Balleroy, hvor de allierede ved Trouran har nået deres hidtil længst fremskudte position. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juni 1944.

1944 – Foran angrebet på Atlanterhavsvolden

Allieret forsøg på at oprette faste brohoveder mellem de to flodmundinger

Berlin, RB.

Internationale information meddeler:

Såvel den terrænmæssige udstrækning som antallet at indsatte troppet viser, at englændernes og amerikanernes angreb mod Seinebugten og Normandiet er en operation i stor stil. Dens omfang går langt ud over grænserne for et “commandoraid”, og uden tvivl betegner operationen invasionens første fase. Aktionen forfølger åbenbart et dobbelt mål. I første række vil de allieredes overkommando benytte de to flodmundinger mellem Le Havre og Cherbourg til her i ly af faste brohoveder at kunne landsætte yderligere angrebsformationer med svære våben. Derfor nedsættes de engelske og de amerikanske faldskærmstropper i dette område, navnlig på begge sider af Seinemundingen, ved floden Ornes udløb og ved floden Vires nedre løb, medens samtidig samtlige landgangsfartøjer sammen med lette krigsskibe fra søen forcerer de samme område for sammen med faldskærmstropperne at bryde igennem de derværende afsnit af Atlanterhavsvolden.

Samtidig skal luftlandingsangrebene mod Normandiet åbenbart tjene det formål at bringe en række dertil egnede flyvepladser i de allieredes besiddelse, for derefter med fragtsvæveplaner og andre store transportflyvemaskiner at kunne bringe yderligere tropper med svære våben over ad luftvejen.

Tyngdepunkter ligger ved byen Caen

Den kort efter midnat i de første morgentimer af englænderne og amerikanerne påbegyndte invasion i området ved Seine-bugten omfatte kyststriben mellem Orne-flodens og Vire-flodens mundinger. Omkring en snes kilometer vest for Le Havre blev der nedsat faldskærmstropper. Samtidig gik fjendtlige afdelinger i land. Fra morgentimerne har englænderne og amerikanerne bragt stærke skibsformationer frem mod kyststrækningen ca. 10 km. vest for Le Havre, hvis sikringer står vest for Boulogne. Som tyngdepunk aftegner sig foreløbig området ved Caen. Tyske tropper står i hård kamp med invasionstropperne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. juni 1944.

1944 – Invasionen begyndt

I morges kl. 5.30 sattes et allieret angreb ind mod den nordfranske kyststrækning mellem Le Havre og Cherbourg

Den længe ventede invasion fra englændernes og amerikanernes side er i dag i de tidlige morgentimer begyndt ved nedsætning af luftlandingstropper i området ved Seinemundingen. Le Havres havn bliver i øjeblikket heftig bombaderet. Søstridskræfter fra den tyske krigsmarine er foran kysten i kamp med fjendtlige landgangsfartøjer.

Faldskærmstropper over Normandiet. Talrige landgangsbåde og lette krigsskibe

I de første morgentimer den 6. juni begyndte efter al sandsynlighed englændernes og amerikanernes ventede angreb på de europæiske vestkyster. I området mellem Seinens munding og østkysten af Normandiet blev der iagttaget talrige landgangsbåde og andre lette krigsfartøjer. Samtidig berettes let, at på nordspidsen af den normanniske halvø springer engelsk-amerikanske tropper ud fra talrige flyvemaskiner. Deres opgave er sandsynligvis at sætte sig i besiddelse af nogle flyvepladser for at skaffe plads til den yderligere landsættelse af tropper. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. juni 1944

1942 – Tyskerne venter et større britisk landgangsforsøg på Normandiets kyst

Formodning om, at englænderne nu giver efter for russernes krav og forsøger at oprette den 2. front i Normandiet.

Internationalt Informationsbureau meddeler om krigssituationen:

Om engelske forberedelser til en større landgangsoperation på den normanniske kyst erfarer vi følgende enkeltheder:

Allerede i begyndelsen af september foretog briterne større commandoaktioner med et ganske bestemt og let gennemskueligt mål. Således blev en tysk sikringspost på en lille klippeø i Casqiets-gruppen vest for kanaløen Alderney angrebet en af de første dage af september. Natten mellem 12. og 13. september fulgte et nyt britisk forsøg på at lande i nærheden af Cherbourg med en officierspatrouille. Landgangsfartøjet blev imidlertid sænket. Tre britiske officerer og en fransk marineofficer – den sidst efter sin optræden at dømme åbenbart blevet tvunget til at gå med i foretagendet – blev fisket op af brændingen og taget til fange. Tre andre ombordværende i landgangsfartøjet, deriblandt en britisk stabsofficer druknede.

Natten til den 4. oktober skete der et overfald på øen Seroq sydøst for kanaløsen Guernsey. Den britiske commando lænkede her nogle tyske pionérer. De tyske soldater, der satte sig op mod denne folkeretsstridige behandling, blev skudt. Dette gav anledning til de tyske modforanstaltninger, som i disse dage er blevet livligt drøftet i verdenspressen i forbindelse med den britiske reaktion og premierminister Churchills indrømmelse af, at der faktisk forelå befaling til at lærke de tyske fanger.

Den 7. oktober kort før midnat forsøgte en båd, der var bemandet med briter, at nærmes sig kysten på højde af Abberville, 15 km. nordvest for Contance på Normandiets vestkyst. båden blev dog fordrevet ved den tyske kystbevogtnings rettidige afværgeild. Forskellige andre lignende forsøg blev i dette tidsrum observeret og afvist andre stede ved kysten af Normandiet. I forbindelse med den forstærkende britiske luftrekognoscering og på grundlag af tyske observationer, der viste, at der var ved at blive samlet et større antal landgangsbåde i bestemte derfor særligt egnede britiske kysthavne, står det nært at formode, at den britiske kommando har til hensigt, at give efter for sovjetrussernes indtrængende henstilling om oprettelse af en 2. front […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. oktober 1942.