1942 – Frikorps Danmarks chef faldet på Østfronten

En meddelelse fra den tyske gesandt.

Det meddeles Ritzaus Bureau fredag:

Kommandør for Frikorps Danmark, SS-oberst, obersturmbannführer C. F. von Schalburg har den 2. juni i spidsen for de danske frivillige fundet heltedøden på Østfronten. Det tyske riges befuldmægtigede gesandt von Renthe-Fink, har underrettet den danske regering herom og har udtrykt sin beklagelse af denne fremragende og tapre danske officers og frikorpskæmpers død, idet C. F. von Schalburg har sat sit liv ind for en stor opgave. Derved vil navnet von Schalburg leve videre som symbol på de nordiske folks samhørighed.

Som repræsentant for SS-rigsfører Himmler, har SS-sturmbannführer dr. Riedweg overbragt fru von Schalburg den sørgelige meddelelse og udtalt rigsførerens personlige medfølelse. Samtidig har SS-sturmbannführer dr. Riedweg i rigsførerens navn underrettet partiføreren for D.N.S.A.P., dr. Frits Clausen, om dødsfaldet.

C. F. von Schalburg blev 36 år. Den 1. marts 1942 fik han overdraget kommandoen over Frikorps Danmark, og nogle dage før sin død var han avanceret til SS-obersturmbannführer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. juni 1942