1945 – Stort tobakstyveri i Nørre Bjert

Nørre Bjert Brugsforening har i nat været hjemsøgt af indbrudstyve, der har stjålet 2.000 cigaretter, 500 cigarer, 300 cerutter, 30 ruller skrå, 100 kr. i byttepenge, sparekassebøger med 6.000 kr., og brugsforeningens rationeringsmærker. Det skyldtes et tilfælde, at det kontante udbytte ikke blev langt større. Uddeleren savnede nemlig i går nøglen til sit skrivebord, hvor han opbevarede nøglen til pengeskabet. For en sikkerheds skyld gik han derfor ved 23-tiden i aftes ned i forretningen og tog pengeskabets kontante beholdning, 4.000 kr., med sig op i privatlejligheden.

Kilde: Vestjyden 23. januar 1945

1945 – Ganske åbenlys sort børs på Kolding Banegård

8 anholdt under en razzia søndag eftermiddag

Søndag eftermiddag, da Kolding Banegård var stuvende fuld af rejsende, blev vagtværnet ringet op med besked om, at “nu var den sorte børs åben”. Vagtværnet tog straks til banegården, hvor det næsten var umuligt at mave sig ind for mennesker. Vagtværnsfolkene var civile, men havde uniformerede kolleger med bil i baghold udenfor.

Vagtværnsfolkene fik en let opgave. Handelen foregik ganske åbenlyst. Klynger på 10-20 mennesker stod og holdt auktion rundt omkring i hallen. 8 mand blev taget og måtte følge med til afhøring, og der blev konfiskeret en del tobak, cigaretter, cigaretpapir og rationeringskort samt et par stykker flæsk, som handlen havde drejet sig om.

Af de noterede prise på “børsen” kan oplyses, at en 24 stk. pakning cigaretter kostede 10 kr., og for en 50 stk. pakning blev der forlangt 30 kr., men denne handel kom grundet på vagtværnets mellemkomst ikke i stand. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. januar 1945

1944 – Mørk tobakssituation

Produktionen 35 pct. ned i 1945

Tobaksindustriens produktionsplan for 1945, der nu foreligger, viser et alt andet en opmuntrende billede af tobaks-situationen. Når alle restlagrene af europæiske tobakker plus den sidste danske tobakshøst inddrages i produktionen, hvad der bliver tilfældet, vil fabrikationen af tobaksvarer taget under ét gå ned med ca. 35 pct. i forhold til i år, altså med mere end en tredjedel.

Der må som følge heraf ske en følelig nedskæring af tobaksrationerne fra nytår. Nationaltidende har før jul nævnt nedskæringsproducenten for cigaretter og tobak fra enkelte firmaer.

Kilde: Nationaltidende, 29. december 1944.

1944 – Cigaretterne nedskæres med 25 procent fra nytår

Også med følelig nedskæring af cigarer, cerutter, shag og skråtobak

Det har for længst været meddelt, at tobaksrationerne ville blive yderligere nedsat til nytår. I dag foreligger for de største fabrikkers vedkommende antydninger om, hvor store nedskæringer vil blive. American Tobacco Co., der sammen med Chr. Augustinus Fabrikker producerer 90 pct. af cigaretforbruget meddeler ifølge Nationaltidende, at cigaretrationen fra nytår vil blive sat ned med 25 pct. Sandsynligvis bliver Augustinus’ nedskæring at samme størrelse. Hvad shag-tobakken, cigarerne, cerutterne og skråtobakken angår bliver der også tale om en meget følelig nedskæring.

Den bliver dog ikke generel for samtlige fabrikker, men afhængig af, hvor store partier råvarer, den enkelte virksomhed ligger inde med. For firmaer som brødrene Brown og N. B. Clemmensen mens shag-rationen at blive sat 20 pct. ned. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. december 1944.

1944 – 10 års dreng på Koldings sorte børs

Skulle skaffe cigaretter til moderen!

En dame blev i går eftermiddags opmærksom på, at en 10 års dreng gik rundt på gaderne i Kolding og søgte at sælge rationeringsmærker. Hun underrettede den kommunale vagttjeneste, som imidlertid ikke i første omgang fik fat i drengen, idet han var forduftet forinden. Men gennem en skolekammerat, der befandt sig i nærheden, fik man oplyst hans navn, og vagttjenesten undersøgte derefter sagen nærmere. Det viste sig, at drengen var sendt ud af sin moder. Han skulle sælge mærkerne og i stedet skaffe cigaretter.

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. december 1944.

1944 – Indbrudstyve gør et kup i Almind Brugsforening

Tobak, damestrømper, herresokker og forskellige andre varer stjålet

I morges, da personalet åbnede Almind Brugsforening, opdagede man, at indbrudstyve i nattens løb havde aflagt forretningen en visit. Et par ruder i et lagerlokale var ituslået, og derfra var tyvene gået ind i butikken ved at åbne mellemdørene med falske nøgler. Det blev et godt kup. Efter en foreløbig opgørelse er det fastslået, at tyvene i hvert fald har fjernet 35 ruller skrå, 25 pakker snus, 600 pakker shagtobak, og ¼ mille cigaretter. Endvidere har de stjålet hele forretningens lager af herresokker og damestrømper, 1 manchetskjorte, 1 fyldepen, en rulle stof til damekjoler, noget børnetøj samt 30 kroner i byttepenge.

Man antager, at tyvene efter indbruddet er taget til Vejle, idet man uden for Viuf Mejeri i morges har fundet forskellig emballage, der hidrører fra de varer, der er fjernet fra brugsforeningen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. november 1944.

1944 – Jagten på sort børs-baroner i Kolding

Man bør være sikker i sin sag inden man indgiver anmeldelse.

Koldingensernes opmærksomhed på Sort-børs baronerne er skærpet meget. Det skulle imidlertid ikke gerne gå sådan, som det er sket andre steder, at uskyldige får en afklapsnings og så bagefter må nøjes med en undskyldning. Der er i denne forbindelse et ømt punkt, der hedder tobakshandlerne. Hovedparten af disse handlende er reelle nok, men får ofte skyld for at lade varer gå på den sorte børs, når en kunde føler sig snydt, skønt tobakshandleren har “ren mel i posen”. En af byens cigarhandlere henvendte sig i går til vagten i anledning af at han havde fået et trusselsbrev fra en kunde, der i meget uparlamentariske vendinger opfordrede ham til at udlevere varerne, da der ellers ville blive taget affære.

Den bedste vej i et sådant tilfælde vil ganske afgjort være at henvende sig til tobaksindustriens fordelingsudvalg, som kan tage tildelingen fra vedkommende tobakshandler, hvis der er grund for beskyldningen. Desuden vedtog vagten i går et par anmeldelser om sort-børs baroners virksomhed, men undersøgelserne viste at de ikke havde noget på sig. I ét tilfælde var det dog rigtigt nok. Det var en ung mand, der på banegården falbød hjemmerullede cigaretter. Han blev kaldt op på vagten, og man konfiskerede hans lager på 60-70 cigaretter, hvorefter han fik lov til at løbe med en meget kraftig advarsel.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. oktober 1944.

1944 – Revolvermænd i Kolding

I det ene tilfælde var affæren dog nærmest tragikomisk, men i det andet var det alvor!

Det viser sig, at også revolvermændene har fundet vej til Kolding. I hvert fald havde man i tirsdags to tilfælde, hvor revolverbevæbnede mænd optrådte. Det ene sted, i en cigarforretning, havde affæren nærmest en tragikomisk skær, medens det i det andet tilfælde var alvorligt nok, og det kostede Kolding Sydbaner ca. 200 kr.

Skød revolveren af i butikken!

Det var cigarhandler Sigumfeldt Bangs forretning på Haderslevvej, det første “røveri” fandt sted. En yngre mand henvendte sig til Karl Pedersen, der for tiden passer forretningen, og bad om en pakke cigarretter. Karl Pedersen gjorde ham opmærksom på, at han ikke var fast kunde og derfor ikke kunne få noget. Som svar herpå trak manden en revolver frem og affyrede et skud. Pedersen blev ramt på hånden, og revolvermanden bemærkede i den anledning, at han kun havde benyttet en gummikugle, men at der var skarpe skud i de øvrige af revolverens kamre. Pedersen fandt derefter en pakke med 5 cigaretter frem. Røveren tog den til sig, kastede nogle penge på disken og forsvandt!

Røveriet på Sydbanegården

Røveriet på Sydbanegården havde en noget alvorligere karakter. Den 43-årige trafikassistent Christensen havde vagten og sad alene på kontoret, da han ved 20.15-tiden hørte nogen bevæge sig i rejsegodsafdelingen. Da han gik derud, blev han standset af en ung mand med en revolver i hver hånd og underansigtet dækket af et tørklæde efter de bedste wild west mønsre. Han gjorde et noget nervøst indtryk og kommanderede assistenten til at hente pengene, idet han gjorde opmærksom på, at han havde en kammerat stående udenfor, og at de ville skyde, såfremt der blev det mindste vrøvl. Assistenten så ikke anden udvej end at hente hovedkassen, der stod på skrivebordet. Der var imidlertid kun ca. 200 kr. i byttepenge, hovedsageligt en- og tokronestykker, i kassen, idet pengene fra dagens billetsalg var bragt op på hovedkontoret. Revolvermanden strøg pengene i sin lomme, idet han mumlede noget om, at de skulle anvendes til bestemte formål, og derefter advarede han assistenten om at forlade lokalet eller bruge telefonen i 10 minutter, da der ellers ville ske noget.

Assistent Christensen har kunnet givet et ret godt signalement af revolvermanden, der menes at være ca. 20 år, 170 cm. høj, iført gråstribet jakkesæt og mørk, blød hat. For underansigtet havde han et rødbrunt tørklæde. Han havde blå øjne og bleg ansigtsfarve. Han talte med købstadsdialekt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 27. september 1944.