1942 – Ingen udsigt til jule-appelsiner

For nødder fra Italien foreligger ikke udførselstilladelse.

Forventningerne om at få juleappelsiner og nødder frem her til landet vil næppe gå i opfyldelse. ‘Andelsbladet’ oplyser i sin kolonialoversigt, at der ikke er udsigter til, at tilførsler af appelsiner fra Spanien og Italien kan nå igennem. Hvad nødder angår, blev der på grundlag af indførelsesbevillinger i efteråret sluttet aftaler om nødder fra Italien. Sælgerne måtte imidlertid tage forbehold med hensyn til udførselstilladelse og nu foreligger der meddelelse om, at der ikke kan gives udførelsestilladelse for nødder til Danmark.

Derimod er der, efter hvad frugthandelen oplyser, kommet vindruer og citroner fra Spanien, og der er stillet yderligere 200.000 kr. til rådighed til indførsel af vindruer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. november 1942

1942 – Natlig brand i Helligkorsgade

Natten til søndag opstod der ved 4½-tiden brand i Helligkorsgade nr. 2 i kælderen. Ejendommen tilhører fhv. sagfører Hey. Ilden opstod i en kælder, der er lejet af slagtermester J. P. Christensen, Helligkorsgades Slagteriudsalg, og i kælderen opbevarede han brændsel. Kolding Brandvæsen blev tilkaldt så hurtigt, at ilden kunne slukkes, før der skete større skade. Der skete dog, foruden i brændselskælderen, også skade i frugtforretningens lager af citroner og sække, ligesom ilden brændte hul i loftet op til frk. Asta Sparrevohns skotøjsforretning, hvor der dog ikke skete nogen direkte skade, men en del skotøjsæsker blev ødelagt af vand, der blev sprøjtet op nede fra. Om morgenen ved 6-tiden mødte Falck op for at tømme kælderen for vand.

Hvis ilden, der menes opstået fra en petroleumsovn, ikke var blevet opdaget på et så tidligt tidspunkt, kunne der nemt være blevet en større brand ud af det. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. september 1942.