1942 – Kun cykeldæk til folk, der virkelig har brug for dem

Og det er dårligt nok, siger cykelhandler Stæchmann, at man kan købe en ny cykel, da de handlende kun får en eller to om måneden.

På landevejene bliver man gang på gang vidne til den samme triste situation: en cyklist i færd med at lappe. Cyklen er vendt om, og den er bedrøve færdselist svarer, når man spørger deltagende til køretøjets tilstand, sådan noget som: “Det er også de rådne dæk!” Ja, alle ting er forgængelige, og selv for et oprindeligt stærkt og godt Dunlop eller Michelindæk er dagene ved at være talte, når man har redet på det en årrække. Så er det for øvrigt fuldkommen ligegyldigt, om man gennem dækkets levetid har passet og plejet det godt med rigeligt luft i slangen, for så er i hvert fald slidbanen væk og stræklærredet ved at kigge frem. Det er ikke gode tegn, og har man sløset med pumpningen, er dækket ligefrem knækket i vulsten. I den tilstand kan dets tilstand heller ikke sættes særlig højt.

En månedsration på 7-8 dæk

Det har uden tvivl vakt glæde blandt cyklisterne, da vi for nylig meddelte, at der nu atter vil komme dæk frem herhjemme, og cykelhandlerne har været bestormet af folk, der ville sikre sig noget at køre på. Men det er nu ikke så lige til, som det straks lyder til. 70-80.000 dæk, hvad er det i et cykelland som Danmark – kun en dråbe i havet. “Vi har ingen dæk fået endnu, men de kommer om nogle få dage”, sagde cykelhandler Stæchmann i Søndergade, da vi talte med ham om den chance, der nu må være for mange for at få cyklen i gang igen. “I det hele taget har vi i lang tid ikke fået mere end 7-8 dæk om måneden fra de enkelte firmaer. Men det er snart længe siden. De sidste 3-4 måneder har vi overhovedet ingen fået, og når vi ellers får, så er det jo dæk med celluldslærred.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 10. juni 1942.

1941 – Viadukten i Søndergade åbnes delvis torsdag

Dog kun for fodgængere og trækkende cyklister.

Mange beboere i den sydlige del, ja for øvrigt også i andre bydele, vil med glæde hilse omstående meddelelse om, at trappegangen ved Sønderbrooverskæringen nu forsvinder. I særdeleshed vil det glæde cyklister og mødre med barnevogne. I stedet åbnes fra torsdag morgen en del af viadukten for midlertidig passage for fodgængere og trækkende cyklister, derimod ikke for trækvogne og varecykler. Passagens bredde bliver nemlig kun ca. en fjerdedel af hele viaduktens bredde, og der er jo erfaring for, at trængslen kan være ret stor og trafikken let gå i hårdknude, særlig når bommene har været nede et stykke tid. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. november 1941.

1941 – Restauratørerne er i farezonen

Betydelig stigning i antallet af sager mod restauratører og tjenere.
I politiets officielle beretning for maj måned slås det fast, at der er sket en nedgang i antallet af mørklægningsforseelser. I lange tider har antallet af rapporter på dette område ellers været betænkelig stigende, men i maj faldt den månedlige høst fra 619 til 485, men også 485 gange den gennemsnitlige bøde på 30-40 kr. bliver til noget!

Cyklisterne vejer stadig meget alvorligt til rapportbunken og navnlig er det galt med mørklægningsforskrifterne. Ikke færre end 516 cyklister blev noteret for mørklægningsforseelser i løbet af maj måned – endnu i april lå tallet kun på 255. Der er atter en lille stigning i berusere (387 mod april måneds 340).

Endvidere er der en ikke ringe stigning i antallet af sigtelser rejst mod værter og tjenere i restaurationer for at have udskænket spiritus for berusede personer. Det er idet hele taget politiets erfaring, at der langt fra altid på restaurationerne holdes tilstrækkelig meget igen med udskænkningen, og det ser unægtelig ud, som om der vises mindre påpasselighed fra serveringspersonalets side nu, end tilfældet var straks efter de strenge beruserbestemmelers ikrafttræden […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 4. juni 1941.