1942 – Dæktyveri-sagen i kriminalretten

Den ene hovedsigtede nægter sig pure skyldig

Under udfoldelse af et stort opbud af forsvarerne kom gummityverisagen fra automobilhandler Karl Jakob Jensen i formiddags til behandling i Kolding Kriminalret for åbne døre. Overretssagfører Hertz og landsretssagfører Bjerre, Halvor Petersen, Kjærsgaard fra Landsretssagfører Juhl, var mødt, og endelig blev landsretssagfører Lynæs under retsmødet beskikket som forsvarer tiltalte nr. 6 i sagen. For anklagemyndigheden mødte den konstituerede politimester, politifuldmægtig Arenbrandt.

De tre fængslede afgang forklaring. De to af dem indrømmede deres andel i affæren. De forklarede, hvorledes de sammen med en af firmaets funktionærer, der havde haft adgang til værkstedet og vidste, hvordan de kunne få fat på de to dæk, i bil havde begivet sig på tyvetogt til Buen. De redegjorde endvidere for, hvordan de havde båret sig af med at få dat i dækkene og få den lodset ud til bilen. Begge to forklarede de enslydende, skønt de ikke havde haft lejlighed til at konferer om deres forklaringer, da de begge har siddet fængslet lige siden sagen kom frem. Derfor virkede det så meget mere mærkeligt, at den tredje, ansat i firmaet, pure nægtede at kende noget til de to andres kup, og selv efter at han havde fået foreholdt de to andres udtalelser, erklærede han, at han overhovedet intet kendte til, hvordan dækkene kunne være kommet fra hans principals lager i de andres besiddelse.

Foruden disse tre for tyveriet tiltalte, mødte der også forskellige andre, der i sagen er tiltalt for hæleri i forbindelse med tyveriet. Således først og fremmest en broder til en af de tre, der som vognmand havde kørt selskabet til Karl Jakob Jensens værksted, hvor der stod en mand med to Michelin-dæk. Disse dæk blev, mod chaufførernes protest, smidt på vognen og kørt ud i det sydlige opland. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. oktober 1942.

1942 – Kun cykeldæk til folk, der virkelig har brug for dem

Og det er dårligt nok, siger cykelhandler Stæchmann, at man kan købe en ny cykel, da de handlende kun får en eller to om måneden.

På landevejene bliver man gang på gang vidne til den samme triste situation: en cyklist i færd med at lappe. Cyklen er vendt om, og den er bedrøve færdselist svarer, når man spørger deltagende til køretøjets tilstand, sådan noget som: “Det er også de rådne dæk!” Ja, alle ting er forgængelige, og selv for et oprindeligt stærkt og godt Dunlop eller Michelindæk er dagene ved at være talte, når man har redet på det en årrække. Så er det for øvrigt fuldkommen ligegyldigt, om man gennem dækkets levetid har passet og plejet det godt med rigeligt luft i slangen, for så er i hvert fald slidbanen væk og stræklærredet ved at kigge frem. Det er ikke gode tegn, og har man sløset med pumpningen, er dækket ligefrem knækket i vulsten. I den tilstand kan dets tilstand heller ikke sættes særlig højt.

En månedsration på 7-8 dæk

Det har uden tvivl vakt glæde blandt cyklisterne, da vi for nylig meddelte, at der nu atter vil komme dæk frem herhjemme, og cykelhandlerne har været bestormet af folk, der ville sikre sig noget at køre på. Men det er nu ikke så lige til, som det straks lyder til. 70-80.000 dæk, hvad er det i et cykelland som Danmark – kun en dråbe i havet. “Vi har ingen dæk fået endnu, men de kommer om nogle få dage”, sagde cykelhandler Stæchmann i Søndergade, da vi talte med ham om den chance, der nu må være for mange for at få cyklen i gang igen. “I det hele taget har vi i lang tid ikke fået mere end 7-8 dæk om måneden fra de enkelte firmaer. Men det er snart længe siden. De sidste 3-4 måneder har vi overhovedet ingen fået, og når vi ellers får, så er det jo dæk med celluldslærred.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 10. juni 1942.