1942 – Kunstnerisk udsmykning af Centralbiblioteket

Maleren Sigurd Swane udarbejder forslag til Ny Carlsbergfonden

Kolding Biblioteksforening holdt i aftes generalforsamling på Centralbiblioteket. Formanden, kæmner P. Zoffmann, bød velkommen og udtalte smukke mindeord om afdøde bestyrelsesmedlem, mølleriarbejder Oluf Olsen. I sin beretning omtalte formanden ‘Den danske bogs uge’, der fik et udmærket forløb. Sygehusarbejdet er taget til glæde for patienterne, funktionærerne og de bibliotekarer, der har med arbejdet at gøre. I tilslutning til en omtale af Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Kolding i sommer rettede formanden en tak til overbibliotekar Ebstrup (der var fraværende på grund af sygdom), for tilrettelæggelsen af årsmødet og udarbejdelsen af bogen om Kolding Centralbibliotek. Sidste vinter var der tyve studiekredse på biblioteket, og vi venter, der bliver flere til vinter. […]

Forhallen udsmykkes

Til Ny Carlsbergfonden har vi indsendt en anmodning om, at fonden ville bekoste en kunstnerisk udsmykning af biblioteket. Direktør Thorlacius Ussing har været her og set på forholdene, og for nogen tid siden fik vi besked om, at Ny Carlsbergfonden ville sende maleren Sigurd Swane herover. han kom for en halv snes dage siden og var her et par dage. Nu er han i færd med at udarbejde et forslag til fonden, og vi håber at komme i gang med udsmykningen i løbet af næste år. Det drejer sig først og fremmest om forhallen, der vil blive udsmykket med malerier.

Til slut oplyste formanden, at foreningen nu tæller 265 medlemmer i byen, 17 på landet og 32 fra forskellige foreninger.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. oktober 1942.

1941 – Den danske bogs Uge åbnet i Kolding

Interessant udstilling af 12-1300 bind på Centralbiblioteket.

Bogudstillingen ‘Den danske bog’ åbnedes onsdag eftermiddag på Centralbiblioteket i det kommende børnebiblioteks lokaler, hvor 12-1300 bind er stillet til skue, omhyggelig ordnet i 22 forskellige grupper med navneskilt, så man straks kan finde den afdeling, man søger, og gøre sig bekendt med et lille udvalg af den litteratur, man interesserer sig for om dette hint emne. Inden bogudstillingens officielle åbning samledes en indbudt kreds i foredragssalen, hvor bibliotekets formand, kæmner P. Zoffmann, bød velkommen, og man sang ‘I tusind bøger vi våben søger’, skrevet af overbibliotekar E. Ebstrup til Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Haderslev 1934.

Boghandler Barkholt sagde derefter et par ord om den danske bog. “Der var en tid”, sagde han bl.a., “da man anså den danske bog for at være grå og hverdagsagtig i sammenligning med den oversatte i stærkere farver og kunstnerisk blændende form. Det er ikke meningen, at vi vil modarbejde den oversatte litteratur, men vi vil gerne drage den danske bog frem i lyset og pege på dens alsidighed og værdi. Nutidens boghandlere hylder de åbner reolers princip. Vi ønsker, at publikum skal komme bøgerne på nærmere hold, ønsker en endnu fastere forbindelse med publikum og at knytte nye forbindelser”. […]

Overbibliotekaren gav sluttelig en kort oversigt over udstillingen, som gæsterne derefter med stor interesse tog i øjesyn. Udstillingen er åben til og med søndag, og der tages ikke entré hverken til udstillingslokalerne eller foredragene. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. november 1941.