1943 – D.S.U. advarer mod sabotagehandlinger

D.S.U. har holdt generalforsamling. Efter formandens velkomst, valgtes Knud Jespersen til dirigent. Formanden Peter G. Jensens beretning indlededes med en omtale af det for Socialdemokratiet så strålende valg den 23. marts. Ungdommen viste klart sin stilling ved at slutte sig til partiet. Formanden omtalte derefter arbejdet i det forløbne kvartal. Dette havde grundet på lokalerne ikke været godt som tidligere. “Men nu går vi mod sommerarbejdet, og vi håber så, at tilslutningen igen vil nå den størrelse, vi i D.S.U. plejer at mønstre til vort sunde friluftsliv”. Beretningen fra denne påske afholdte kongres blev udskudt til onsdag den 5. maj, altså valgaftenen, på hvilken der også vil blive arrangeret lidt underholdning.

Formanden sluttede med at omtale de meningsløse sabotagehandlinger, som begået af ubetænksomme unge mennesker, var til skade for hele landet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. april 1943.

1943 – Til Koldings ungdom

Undertegnede formænd for de foreninger, der er tilsluttet Dansk Ungdomssamvirke for Kolding og Omegn, retter følgende opfordring til de tilsluttede foreningers medlemmer:

Formanden for Dansk Ungdomssamvirke, professor Hal Koch, har gennem dagspressen rettet en opfordring til det danske folk om at tage afstand fra ethvert forsøg på splittelse, og så indtrængende som muligt opfordrer han alle til at give deres stemme til et af de fem samarbejdende partier ved det kommende valg.

Idet vi henviser til, at Dansk Ungdomssamvirke i de forløbne år har placeret sig bag sammenholdet om det danske folkestyre, som de fem samarbejdende partier på Rigsdagen på det langt overvejende flertal af det danske folks vegner er det politiske udtryk for, ønsker vi nu, hvor det danske folk på Grundlovens bud skal bekræfte sin Rigsdags lovlige myndighed, at give dette sammenhold det størst mulige støtte. Derfor henstiller vi indtrængende til vore medlemmer at møde op på valgdagen den 23. marts og sætte kryds ved et af de fem samarbejdede partier. […]

Peter Ginneskov Jensen. Danmarks Socialdemokratsiske Ungdom, Kolding.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. marts 1943.

1940 – D.S.U.erne stævner til kursus i Kolding

På søndag afholder som meddelt Sydøstjyllandskredsen kursus på Rutebilcafeen i Kolding. Som taler kommer kredssektretær Holger Rasmussen, København.

Det ventes at alle kammerater, der har tillidserhverv inden for D.S.U. fra hele kredsen møder op.

Om eftermiddagen kl. 15 kommer redaktør Frede Nielsen, Sønderborg, til stede for at give en politisk oversigt. Dagen sluttes med en fest arrangeret af Kolding Afdeling […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 13. september 1940.