1942 – Julevelgørenhedskoncerten

Den lille komité, der arbejder med det årlige julevelgørenheds-show, der vil blive afholdt i Industriforeningens store sal den 16. december om aftenen, har travlt med at tilrettelægge enkelthederne for det omfattende program.

Til at besørge musikken har man sikret sig Eddys fremragende 6-mands orkester. Efter en velkomst og nissernes festlige indtog, vil orkestret spille sit første koncertnummer. Det efterfølges af Strit & Rasmusco, der vil spille hot swing. Derefter vil købmd. Winkel Jensen recitere. Efter ham følger en lille yndig danserinde, der hedder Hanne. Fire andre smukke unge piger, Agnete, Else, Vibeke og Lisa vil danse en yndefuld tåspidsdans. Manse-kvartetten er det næste nummer på programmet. Det efterfølges af endnu en lille yndig dansepige, hun hedder Jytte – og er ligesom de andre små dansemus fra fru Ruth Bjerres institut, og Jytte vil vise et af sine allermest forrygende stepnumre, for desværre er hun på grund af indtrufne omstændigheder forhindret i at vise et tåspidsnummer.

‘En sømand går i land’, hedder det næste nummer på programmet – og festarrangørerne garanterer for, at det bliver en landgang, der vasker sig, da “Sjömannen” kommer fra det største “skiv” i havnen, og han vil både synge, spille og se godt ud, forsikres det. Rent ud sagt siger sjælen i foretagendet, Koldings mest humørfyldte lille sagfører, at han er en rigtig charmetrold. […]

Inden den egentlige afslutning har fru Stotz lovet at synge et par af julens smukke salmer. […]

Endelig ser det ud til, at der vil blive bal til musik af Eddys Band, som har så mange tilhængere i Kolding, at dansegulvet nok skal blive fyldt.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. december 1942.