1942 – Vigtige forhandlinger i Kolding om hør-cottoniseringen

En af Tysklands største hørindustrieksperter tilbyder danske firmaer sine patenter

I Kolding har der i løbet af de sidste dage været ført vigtige forhandlinger angående den industrimæssige udnyttelse af vore hørprodukter til beklædningsfremstilling. En af Tysklands største hør-industrifolk, direktør Adolf Horack fra Lidtmansstadt, det tidligere Lodz i den nuv. del af det tyske Polen, kom hertil i søndags og har ført forhandlinger med repræsentanter for De Danske Bomuldsspinderier, Tekstilfabrikantforeningen og Volkerts Fabrikker i Kolding. Drøftelserne har drejet sig om retten til i Danmark at udnytte en af direktør Adolf Horak opfundet cottoniseringsmetode af hørmaterialer til fremstilling af tøj. Metoden har fået den højeste anerkendelse i Tyskland, og direktør Horack, hvis danske repræsentant er ingeniør Mikkel Thomsen, tilbyder nu sine patenter til de danske firmaer, men endnu i formiddagsvar man ikke nået overens om prisen. En del af de tilstedeværende maskiner i de danske fabrikker kan benyttes, men der skal også skaffes andre, som man regner med at kunne købe i Tyskland. Der forhandledes til kl. 12 i nat, og forhandlingerne genoptoges i formiddag.

Repræsentanter for Kolding Hørfabrik har også deltaget, men formanden, forpagter Lunden, udtaler dog, at man helst vil holde sig udenfor, selv om man nok kunne skaffe de maskiner, som cottoniseringen nødvendiggør. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. oktober 1942.