Nogle fredericianske jernbanemænd om de forhold, hvorunder de arbejder i dag.
Navnelisten på De Danske Jernbaners Mindelund på volden i Fredericia vokser stærkt i disse år. Navn føjes til navn på jernbanefolk, som døde i deres tjeneste, og som ikke gjorde nogen blæst af, at de ofte arbejdede under livsfarlige forhold. Om lokomotivføreren fra Aalborg, der førte toget i Tolne, er det oplyst, at han ikke havde sovet i 24 timer. De mindre ulykker bliver kun til små notitser i aviserne, men når der nu sker to store jernbaneulykker i træl, opskræmmes sindene, og man spørger sig selv: Er tjenesten for hård for statsbanernes mænd? Bliver de nervøse af det evige jag i mørket, og er det denne nervøsitet, som er den indirekte årsag til den sidste tids ulykker?
Vi stiller spørgsmålene til nogle jernbanemænd og taler først med en af guldsnorenes herværende gruppeformænd, overassistent Thejl, der udtaler:
“Jeg kender slet ikke noget til omstændighederne ved disse to ulykker, som er indtruffet lige nu efter hinanden. Der for kan jeg heller ikke sige, hvorvidt der har gjort sig særlige forhold gældende for de personer, under hvis tjenestetid og på hvis tjenestetid ulykkerne er sket. Men jeg vil mene, at disse ulykker nøjagtigt lige så godt kunne være indtruffet under normale forhold som nu. Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres.”
Personalet har ikke mere at gøre nu end før krigen?
“Tjenestetiden er ikke længere, måske der nogle steder kan være tale om, at den er mere udfyldt af arbejde. Er der der derimod til tider ekstraarbejde, afspadserer personalet jo den tid, de har arbejdet over.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 17. juni 1942.