1940 – En erklæring fra trafikminister Gunnar Larsen

Ingeniør og trafikminister Gunnar Larsen anmodede den 8. juli 1940 Ritzaus Bureau om at meddele følgende:

Når jeg som ikke-politiker har indvilget i at modtage opfordringen til at indtræde i den rekonstruerede samlingsregering skyldes det, at jeg alene ud fra nationale synspunkter har anset det for min pligt at yde min medvirken til den omstilling i Danmarks politiske, økonomiske og sociale liv, hvorunder det danske folk under den nye tilstand i Europa i fremtiden vil komme til at arbejde og leve.

Kilde: En erklæring fra trafikminister Gunnar Larsen, Kolding Socialdemokrat, 8. juli 1940

1938 – Antisemitismen (Politisk tale)

Tale i Folketinget af DKP’s partiformand Aksel Larsen, den 30. november 1938.

Det ærede medlem hr. Victor Pürschel bedyrede fra denne talerstol, at han er ikke antisemit. Han holdt samtidig en program tale, hvor han ligefrem åbnede døren, så han var klar til, når det måtte passe i hans eller hans tilhængeres eller i andres kram, at springe over og blive fører for en antisemitisk bevægelse, herhjemme. Samtidig er der jo andre, der gør i antisemitisme. Det, der sker i Tyskland, øver en vis indflydelse herhjemme, så jeg vil benytte lejligheden til at fremsætte et par nærmest almindelige betragtninger. Betragtninger om selve jødeproblemet.

Som udgangspunkt vil jeg genre tage en artikel om jødeproblemet, der har været i Berlingske Tidende, efter at hr. Blædel havde fået ferie, og jeg vil gerne samtidig med, at jeg omtaler den, have lov til at bringe et par ganske korte citater fra dem. Det er en artikel i Berlingske Tidende, aftrykt fra ”Der Schwarze Korps”, som er organ for S.S. i Tyskland, og i denne artikel siger man, at nu agter man at berøve jøderne alle eksistensmidler, at berøve dem alle deres formuer og berøve dem deres boliger og give dem særlige kendetegn, som de skal bære, når de færdes på gaden, og når man på den måde har berøvet dem eksistensmidlerne, ja, så er det jo givet, at så vil der til sidst ikke være anden udvej for de tyske jøder, end at de må forfalde til kriminalitet. Og derpå fortsætter bladet:

”Men så må ingen tro, at vi roligt vil se på denne udvikling. Det tyske folk har ikke ringeste lyst til i sit område at tåle hundredtusinder af forbrydere”.

Der fortsættes senere:

”Under en sådan udvikling står vi overfor den hårde nødvendighed at udrydde den jødiske underverden, præcis som man i vor velordnede stat plejer at udrydde forbrydere: men ild og sværd”.

Jeg har ønsket at citerer dette, fordi det er så karakteristisk for hele jødeproblemets udvikling. Her berøver man ved et overgreb folk deres eksistensmuligheder, forventer, at de små forfalder til tyveri, og så vil man straffe dem som forbrydere.

Nøjagtigt det samme er historisk set sket med det jødiske folk gennem to tusind år. Man har forfulgt det, fordrevet det fra dets fædreland, tvunget det til at spredes overalt i fremmede lande, og der har man forfulgt det, tvunget det til at bo i ghettoer, forbudt det at drive almindeligt erhverv, kun tilladt det at drive handel, pengeudlåneri og eventuelt at være skomagere og skræddere.

Man underkastede det de groveste undtagelsesbestemmelser, og derved opnåede man to ting. For det første, at man drev det jødiske folk til i særlig grad at holde sammen, fordi det følte, at alles hånd var løftet imod det. For det andet måtte naturligvis det jødiske folk efterhånden bliver mere drevet på de specielle områder, hvor det nu var tvunget til at beskæftige sig. Derfor finder vi så mange jøder i handels- og pengeverdenen og i konfektionsbranchen og skotøjsbranchen. Det har sin ganske naturlige forklaring, og derfor er det fuldkommen uberettiget at bruge det som angreb på jøderne, at de muligvis på disse områder er klogere og dygtigere end andre, og så på dette grundlag give sig til at forfølge dem.

Jeg vil ikke her bruge tid til at tale om selve racespørgsmålet, det har andre og mere kyndige end jeg talt om andetsteds, men al den snak om de forskellige racer, om deres fortrin og om de ”rene” racer ved enhver er en karikatur af videnskab. Men altid, når man har set disse jødeprogromer, har de været iværksat af de samme grunde – i zarismens Rusland som i det moderne Tyskland – iværksat for at give befolkningens raseri over dårlige tilstande afløb ved at pege på nogle, der i og for sig var uskyldige, bilde befolkningen ind, at de var skyldige, og på denne måde aflede opmærksomheden fra befolkningens virkelige fjender. Og man har haft en anden hensigt – det er ganske tydeligt – nemlig at sætte dels enkeltpersoner, dels staten i stand til at berige sig ved ekspropriering af jøders ejendom.

Dette er jødeproblemet, og den form for politik, der giver sig udslag i jødeforfølgelser, er nazisme. Den slags ønsker vi ikke herhjemme, og enten det ærede medlem Hr. Victor Pürschel snart eller først senere går til den officielle nazismes brigade i Danmark, håber jeg på og regner med, at det danske folk vil vide at holde sådanne bevægelser nede.

Kilde:
Kommunister på Rigsdagen, af DKPs folketingsmedlemmer (1939), udgivet på Arbejderforlaget, København, s. 59-60