1942 – En smuk kongefest i konservative foreninger

Gribende tale af kaptajn Louis Nielsen, Odense

Der var stuvende fuldt hus til den Kongefest, de tre konservative organisationer, Vælgerforeningen, Kvindekredsen og K.U. i aftes holdt i Bibliotekssalen. Og det blev ligesom festerne i fjor og forfjor en aften med en stemning, som man vil huske langt frem i tiden.

Formanden for Vælgerforeningen, fabrikant Beirholm, bød velkommen på de tre foreningers vegne velkommen og lod udbringe et nifoldigt leve for hans majestæt Kongen, hvorefter forsamlingen sang ‘Kong Christan’. Så holdt aftenens taler, kaptajn Louis Nielsen talen for Kongen. Det var en ganske kort, men særpræget fyndig tale, hvori kaptajnen understregede den forskel, der hos vide kredse blev i synet på Kongen før og efter den 9. april 1940. “Nu indser alle Kongens store betydning”, udtalte kaptajnen – “nu ser de betydningen af, at Kongen blev i sin rede. Og vi kan alle lære ro og rankhed af vor Konge. Gud give Kongen kraft og styrke til at bære folket frelst gennem denne tid.”

Den danske soldat gjorde sin pligt

Så sang man ‘Der rider en Konge’, og kaptajnen holdt derefter foredrag om ‘Den danske soldat den 9. april’. Kaptajn Louis Nielsen, der var i uniform, talte klart og fyndigt om de opgaver, den danske soldat blev stillet over for den 9. april. Kaptajnen havde selv ledelsen af en afdeling ved Kværs, så han var begivenhederne nær inde på livet, og han understregede kraftigt, at den danske soldat gjorde sin pligt, og var villig til at gøre det med livet som indsats. “Således er dansk ungdom”, sluttede kaptajnen – “Gud give, at tvivlere og sortseere nu har indset det, da har ofrene fra den 9. april ikke været forgæves.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. september 1942.

1942 – Konservative kvinders udflugt

Tur til Tyrstrupgaard og Brødremenighedens Hotel

Den Konservative Kvindekreds for Kolding og Omegn holder udflugt til Christiansfeld fredag den 21. august. Der går rutebil fra Kolding kl. 11.30 og deltagerne kan så være i Christiansfeld kl. 12.15. En del af medlemmerne vil rimeligvis cykle, og alle deltagerne mødes på Tyrstrupgaard i Christiansfeld, hvor folketingsmand, proprietær Schultz Petersen har givet damerne lov at spise den medbragte mad.

Senere bliver der en lille rundtur i Christiansfeld, og damerne samles derefter “hos Stricker” på Brødremenighedens Hotel, hvor der serveres kaffe, og hvor folketingsmand Schultz Petersen taler. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 2. august 1942.

1942 – Finlandsmøde i den konservative kvindekreds

Foredrag af konsul Stenderup.

Den konservative kvindekreds for Kolding og Omegn har under god tilslutning goldt møde i Palmehaven. Der var indkaldt til møde i anledning af, at der blandt medlemmerne er indsamlet 420 kr. til fadderskab for et finsk barn. Den finske konsul, grosserer Stenderup og frue var til stede, og efter at formanden, fru Helga Larsen havde budt velkommen, holdt konsulen et foredrag om Finland, idet han indledede med at takke for den støtte, som hvert nyt fadderskab betyder.

Der blev sunget et par sange, deriblandt den finske nationalsang, og det blev diskuteret, hvorledes man på anden måde kan hjælpe finske børn. Nogle af medlemmerne ville gerne optage finske børn i deres hjem, men der er ikke foreløbig sandsynlighed for, at der kommer finske børn til Jylland. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 13. marts 1942.