1942 – Foreningen Det Frie Nord – Kolding Afdeling

holdt i aftes ekstraordinær generalforsamling på Ny Missionshotel. Til dirigent valgtes konsul Grønborg. Af den fungerende bestyrelse ønskede kontorist Harry Mailand og assistent H. Rasmussen ikke at modtage genvalg, hvorefter ingeniør C. Christensen, driftsbestyrer H. Stensballe og frk. Esther Thomsen nyvalgtes, medens lærerinde frk. Nørgaard, fru kaptajn Heiberg-Jørgensen, overlæge Ebbehøj og bogholder S. Deleuran Nielsen genvalgtes.

Under kaffebordet konstituerede bestyrelsen sig med fru kaptajn Heiberg-Jørgensen som formand, ingeniør C. Christensen som næstformand, driftsbest. H. Stensballe som kasserer og lærerinde frk. Nørgaard som sekretær.

Til delegerede til landsrådet i Odense den. 30 maj godkendtes bestyrelsens valg af lærerinde, frk. Nørgaard, overlæge Ebbehøj og bogholder S. Deleuran Nielsen. […]

Efter generalforsamlingen holdt kaptajn Heiberg-Jørgensen et foredrag om Norden gennem tusind år. Foredraget hilstes med bifald og gav anledning til en diskussion.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. maj 1942

1941 – L.A.B.s medlemsmøde i aftes

Udvalgsformændenes beretning om arbejdet

L. A. B.s medlemsmøde i aftens på Det ny Missionshotel havde samlet ret god tilslutning. Landsretssagfører Viuff åbnede mødet, og efter sangen ‘Vi graver og skovler den sortbrune muld’, gav han en kort oversigt over arbejdet siden sidste medlemsmøde. Bl.a. oplystes det, at flere borgere havde betænkt foreningen med ret store bidrag, således at man havde kunnet flyttet kontoret til bedre egnede lokaler. Nu i november vil der blive foretaget en kampagne for at hverve flere medlemmer. Der er stiftet lokalforeninger i Seest og Viuf.

Arbejdsmulighederne på landet

Om sognearbejdet berettede gdr. Jørgen Bjerg; Der er udsendt spørgeskemaer til praktisk talt alle landbrug, og der er kommet 342 udfyldte kort tilbage. Alene de 200 kort indeholde arbejdsmuligheder for 1 mill. kr. eller 30.000 arbejdesdage. Deraf var 7.000 arbejdsdage byggearbejde, medens 23.000 skyldtes dræning, kultivering, hegnsrydning og lignede.

Boligbyggeriet og den store sal.

Typograf N. Chr. Andersen redegjorde for boligspørgsmålet og omtalte i denne forbindelse L. A. B.s planer om parcelbyggeri og udstillingen på Teknisk Skole. De praktiske resultater af den velbesøgte udstilling kunne nednu ikke overskues, men der er i hvert fald fire, som bygger efter L. A. B.s planer. Andersen omtalte endelig havekolonien og planerne om den store sal. Ikke mange tror på projektets gennemførelse, sagde han, men inden for udvalget ser man lyst på situationen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 4. november 1941.

1941 – Der soves i entréer og badeværelser

Koldings hoteller har mas med at rumme turisterne.

Koldings hoteller har i den sidste tid haft svært ved at huse alle de gæster, som ønsker at overnatte i byen. Turiststrømmen til Kolding har været udsædvanlig stor, og størst var den i aftes, da Fredericia ikke kunne rumme de mange gæster til Købestævnets åbning i dag og måtte sende dem til nabobyerne. Koldings hoteller blev overfyldte, og allerede tidligt på aftenen ringede fortvivlede mennesker forgæves rundt til hotellerne.

På Missionshotellet i Helligkorsgade oplyser man, at man i aftes måtte sige nej til mellem 20 og 30 mennesker, som ønskede at overnatte. På Det ny Missionshotel sagde man nej til en halv snes mennesker, efter at der var redt op i entréer og badeværelser, så man havde 50 gæster, mens man sædvanligt kun har 39 senge.

Det har været helt galt i hele juli måned, oplyser man. Det er navnlig turister, da der ikke er mange handelsrejsende for tiden, idet en stor del af disse for tiden holder ferie. På Hotel Kolding og Hotel Royal og flere andre hoteller, som vi talte med i formiddags, oplyste, at der havde været fulgt hus og lidt til over det hele […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. juli 1941.