1941 – Ø.K.s ‘Malaya’ er krigsforlist. 24 omkomne.

Blandt de omkomne er skibets kaptajn.
Ifølge modtaget indberetning er det Det Østasiatiske Kompagni tilhørende motorskib ‘Malaya’ krigsforlist på rejse i engelsk fart. […]

24 gode danske søfolk
For kun fire dage siden bragte Nationaltidende meddelelse om, at kaptajn Kragelund og maskinchef Hughes var død i udlandet, og det var allerede da klart, at den danske skibsfart var ramt af en ny og forfærdende katastrofe, men at ulykkens omfang skulle være så stor, som det nu desværre viser sig at være tilfældet, havde man end ikke frygtet.
En af den danske handelsmarines smukkeste skibe vil aldrig komme til at sejle mere, og 24 danske søfolk har fundet døden ved denne ulykkelige hændelse. Kragelund og Hughes – to gode danske søfolk, der takket være deres dygtighed og personlige indsats var nået op i fremskudte stillinger – har vi allerede omtalt udførligt, men tilbage står den uhyggelige liste på 22 andre omkomne danske mænd. […]

‘Malaya’, der før krigen gik i fast fart i kompagniets Bangkok-rute, var et af de ældste motorskibe. Det var et smukt og moderne motorskib, der på værdigste måde har repræsenteret Danmark ude under tropesolen. Det lastede 13.400 tons d.w. og var bygget i 1921 hos Burmeister & Wain.

Kilde: uddrag, Nationaltidende, 5. september 1941.