1944 – Transport-flåde samlet i England

Tyskerne overbevist om, at de allierede i overskuelig fremtid vil forsøge landgang i stor stil et eller andet sted i Europa

Berlin, RB.

Internationale Information meddeler:

Fra britisk og amerikansk side lægger man åbenbart vægt på at fremkalde det indtryk, at storangrebet mod Europas kyster er umiddelbart forestående.

De kompetente tyske instanser beskæftiger sig selvfølgelig vedvarende med invasionsproblemet. Man konstaterer, at de i Sydengland samlede amerikansk-britiske stridskræfter forstærkes i tiltagende grad, at der koncentreres landgangsfartøjer i mange britiske havne, at der er samlet en transportflåde på flere hundredtusinde BRT, og endelig, at amerikanerne og briterne til trods for erfaringerne ved Dieppe og andre blodige fiaskoer i overskuelig fremtid vil foretage et forsøg på en landgangsoperation et eller andet sted i Europa. I sagkyndige kredse er man endog af den mening, at den invasionshær, der står rede i Sydengland, måske af politiske grunde kan blive tvunget til at slå tidligere løs, end det forekommer formålstjenligt ud fra militære overvejelser.

Kilde: Kolding Folkeblad, 3. januar 1944.

1942 – Engelsk forsøg på at oprette 2. front

Udførlig beretning om landgangen 19. august

Førerhovedkvarteret, R.B.

Værnemagtens Overkommando offentliggør følgende redegørelse for det engelske landgangsforsøg ved Dieppe den 19. august 1942:

De rapporter fra hæren, marinen og luftvåbenet, der foreligger hos Værnemagtens Overkommando, samt forefundne ordrer og udtalelser af krigsfanger giver nu tilsammen et fuldstændigt billede af det store nederlag, som fjenden led under sit forsøg på at oprette en 2. front ved Dieppe. Fjendens hensigter er fuldt opklaret ved de tyske undersøgelser, og ved en funden operationsinstruks på ikke mindre end 121 tæt beskrevne maskinark. De viser, at fjenden ikke var ude efter at ødelægge enkelte objekter som under commando-raids, men at allerede den første angrebsbølge havde fået instruks om at indtage byen og havnen Dieppe og danne et dybt brohoved, hvis størrelse fremgår af, at landsbyen Aruqes la Bataille, der ligger ca. 7 km. fra kysten, var angrebets mål.

For at kunne bedømme værdien af dette brohoved rigtigt, må man holde sig for øje, at Dieppe er den havn, der ligger nærmest ved Paris, at dens havneanlæg muliggør udladning af tanks og tungt materiel og således landsættelsen af nye angrebsbølger.

Den første bølge 1.100 angribende flyvere

Besiddelsen af et dybt brohoved ved Dieppe er en forudsætning for at kunne oprulle kystforsvaret mellem Somme og Seine og ved indtagelse af Le Havre og Abbeville at indtage yderligere gode havne. For at gennemføre disse hensigter var inden fir første angrebsbølge den 2. Canadiske division i ca. 25 kilometers bredde indsat til angreb 6 forskellige steder. Disse tropper bestod af udvalgte første klasses folk, der i månedsvis var blevet særligt uddannet til landgangskampe, hovedsagelig var der imidlertid ikke englændere, men canadiere i den første angrebsbælge.

Bag den første bælge stod – foruden talrige andre grupper, der er blevet observeret mellem Dieppe og Portsmouth om bord i landgangsbåde, transportskibe og lette søstridskræfter indtil krydsere – en svømmende reserve på 6 store transportskibe og 3 fragtskibe, der også havde tanks om bord. Længere mod nord befandt sig en anden stræk gruppe om bord i 26 transportskibe, på hvis dæk tropperne stod sæt sammentrængt, hoved ved hoved.

Af luftstridskræfter havde fjenden indsat 100 bombemaskiner og 1.000 jagermaskiner. Disse angreb navnlig det tyske kystforsvar. Denne styrke indsats, selv om den hovedsagelig faldt på “forbundsfællernes” skuldre, beviser bedre end andre senere officielle og uofficielle forvanskningsforsøg, at landgangen havde ærgerrige operative mål. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. august 1942.

1942 – Kampene ved Dieppe varede i 10 timer

Den stort anlagte landing på den franske kyst brudt sammen.

Den tyske værnemagts overkommando meddeler i en særmelding:

En stort anlagt landing af engelske, amerikanske, canadiske og de Gaulle-tropper i styrke på ca. en division som første bølge, der i morgentimerne i går blev udført mod den franske kanalkyst ved Dieppe under beskyttelse af store sø- og luftstridskræfter og indsats af landsatte tanks, er brudt sammen ved de i kystbeskyttelsen indsatte tyske styrker med store blodige tab for modstanderen. Siden kl. 16 befinder der sig ikke mere nogen bevæbnet fjende på fastlandet. Dette store resultat blev opnået uden at det overhovedet var nødvendigt fra den højere ledelses side at indsætte nogen som helst nævneværdige reserver.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. august 1942.

1942 – Engelsk landgang på Frankrigs kyst

Infanteri og panservogne landsat i morges.

Briterne foretog tidligt i morges under stærk indsats af luft- og marinestridskræfter en landgangsaktion på den franske kanalkyst. Briterne, som gik i land med infanteri og panservogne, mødte hård og resultatrig modstand fra de tyske troppers side. Flere britiske panservogne blev ødelagt af ild fra det tyske artilleri, som straks blev sat ind. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. august 1942.