1941 – Møde i Luftværnsforeningen

Onsdag aften samledes Luftværnsforeningens forretningsudvalg på Rådhuset for at byde distrikskonsulenterne velkommen og i øvrigt planlægge arbejdet for den nærmeste fremtid.
Formanden for Luftværnsforeningen, borgmester Knud Hansen, bød velkommen, særlig til de 7 konsulenter og redegjorde for deres virksomhed, idet han særlig fremhævede, at tiden nu kræver, at hele befolkningen er med arbejdet, således at enhver borger ved, hvordan man skal forholde sig under en luftværnssituation.


Borgmesteren fremhævede særlig distriktkonsulenternes opdragende og oplysende virksomhed og udtalte ønske om, at befolkningen måtte forstå, at arbejdet blev gjort for befolkningen selv. Som repræsentant for distrikskonsulenterne takkede lærer Frovin Jørgensen for borgmesterens gode ord og udtalte de bedte forhåbninger om, at arbejdet med borgmesteren og politimesterens støtte ville lykkes […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. juni 1941.

1941 – Luftværnets distrikt-konsulenter

Det første 4 dages kursus på Centralbiblioteket for distriktkonsulenter under luftværnet sluttede i går. I alt deltog ca. 36 lærere fra forskellige byer i området Varde-Vejle ned til grænsen. Om få dage kommer et nyt hold på et lignende kursus.

Der har ikke været tid til at ligge på den lade side i disse dage. Hver dag fra 9-12 og 2-5 er der blevet undervist i alt, hvad angår luftbeskyttelsen, af kapaciteter på hver sit område, lige fra alm. lovgivning (politimesteren), angrebs- og forsvarsmidler (kaptajn Rose), krigsgas (overlæge Djørup), politiets opgaver i luftbeskyttelsen (politikommissær Kleberg), gasmasker (fuldmægtig Castberg), luftværnsorganisationen (hofjægermester Foss), sanitære opgaver (kredslæge Axel Hansen), egenbeskyttelse (politikommissæren) til tilflugtsrum (stadsingeniøren).

I går fra kl. 9-11 var der eksamen, hvor der blev stillet eleverne syv spørgsmål som i løbet af en time skulle besvares udførligt, hvorefter hver bestået ville få et bevis. Derefter samledes elever og lærere i bibliotekets foredragssalg til en lille festlighed. Af indbudte var borgmesteren og folketingsmand M. Larsen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. maj 1941.