1942 – Første jubilæumsdag

Martin Nielsen, MF
Venstre Fængsel, Kbhv. V.
Den 22. juni 1942

Til
Det i henhold til loven om forbud mod kommunistisk virksomhed m.v. nedsatte rigsdagsudvalg.

Hr. formand !
Som det vil være det ærede udvalg bekendt gennem en række breve, som bl.a. jeg i det forløbne år har tilstillet udvalget, har de internerede og fængslede kommunister ved siden af en stadig og alvorlig protest mod det grundlovsstridige i indespærringen utrætteligt protesteret mod den behandling, vi har været underkastet under selve den ulovlige indespærring.

Jeg skal endnu engang, dels på grund af, at vi passerer årsdagen for grundlovsbrudet, dels fordi vi, måske i denne højtidelige anledning, igen er genstand for ondartede administrative repressalier, gennem denne korte og ufuldstændige redegørelse, give udvalget og dermed rigsdagen, der både nu og i fremtiden bærer det egentlige ansvar, et billede af, hvad det egentlig er, der administrativt er foretaget overfor danske statsborgere, mod hvem der efter et års forløb ikke er rejst nogen sigtelse, langt mindre nogen anklage end ikke for at have overtrådt politivedtægten eller mørklægningsbestemmelserne.

Flertallet af os blev arresteret den 22. juni 1941. En del af os, deriblandt undertegnede, blev arresteret af “danske” politiembedsmænd i venskabeligt og kammeratligt samarbejde med medlemmer af det hemmelige tyske statspoliti. Trods min energiske protest under henvisning til min immunitet som rigsdagsmand, trods min protest mod husundersøgelse uden dommerkendelse og mi særlige henvisning til specielt mit hjems ukrænkelighed, blev arrestationen opretholdt og husundersøgelse uden min nærværelse foretaget. Den dag i dag har jeg ikke fået at vide, hvad der er beslaglagt i mit hjem, hvorfor det er beslaglagt, eller hvor de beslaglagte ting findes og til hvilket senere formål.
Som det skete i mit tilfælde, er det stort set sket i alle andre tilfælde.

Efter to måneders indespærring … blev vi så overflyttet til koncentrationslejren i Horserød. Det forekommer mig betegnende for rigsdagen og det ærede udvalgs ansvarsbevidsthed, at bortset fra folketingsmand Amby, har intet medlem af rigsdagen eller af udvalgets medlemmer følt det som deres selvfølgelige pligt på stedet at undersøge, hvordan over hundrede ulovligt indespærrede danske statsborgere egentlig levede.

Allerede et par dage efter min arrestation den 22. juni 1941 henledte jeg i et brev til statsminister Stauning regeringens opmærksomhed på den økonomiske situation, de indespærredes familier var kommet i, og krævede, at regeringen udenom socialkontorerne fandt en anstændig løsning på dette alvorlige spørgsmål. Landets daværende statsminister var så venlig at lade mig vide, at “hvad det økonomiske angår, kan statsministeren hun henvise til Deres løn som rigsdagsmand”.

Straks efter min ankomst til lejren sendte jeg socialminister Kjærbøl en skrivelse med tyve dokumenterede tilfælde, der viste hvilken økonomisk elendighed, de pågældende familier var kommet ud i, og krævede igen en anstændig og generel løsning af dette spørgsmål.

Der skete imidlertid intet. Familierne var stadigvæk henvist til socialkontorernes forgodtbefindende. …

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 22. juni 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden

1942 – I dag er det den 9. april

Min kære dreng!
Horserød, 9. april 1942

I dag er det den 9. april. Det er en dato, som også du husker særdeles vel. Den er indgået i din bevidsthed som en historisk afgørende dato. Du ved, hvad der skete med dit land og dit folk i dag for to år siden. Du ved det langt bedre, end jeg ved det. Du har nemlig haft mulighed for at få kendskab til at studere alle de kendsgerninger og enkeltheder, som endnu er skjult for det danske folk og for mig. For dig og dit slægtled er 9. april en historisk, men en afgørende historisk dato. For os og for mig, for alle os, der hver på sin vis oplevede 9. april, er denne dag langt mere. Det er den smerteligste og skammeligste dag, vi har oplevet i vort liv.

Kom 9. april da som en tyv om natten, som en overrumpling for os? Både ja og nej. Ja, for så vidt som vi ikke rednede med det på daværende tidspunkt, nej, forsåvidt som vi regnede med en besættelse af landet som en særdeles nærliggende mulighed.

Hvis du har studeret vort partis materiale fra den tid, vil du vide besked. Vor henvendelser til det danske folk efter Østrig sluttede med parolen: Læg Danmarks skæbne i folkets hænder, fortæller tydeligt, hvilke perspektiver vi havde. På vor store partikonference i Odense i sommeren 1938 var spørgsmålet om national og social samling af det danske folk det centrale. Vor stilling til ikke-angrebspagten viser samme indstilling. Studerer du vor holdning under den første Finlandskrig, hvor vi bogstaveligt kæmpede ene mod alle, vil du se, at hele vor politik var indstillet på bevarelse af Danmarks frihed og selvstændighed.

Da rigsdagen i januar 1940 pludselig blev forelagt en bombastisk neutralitetserklæring med forsikring om, at landet ville blive forsvaret mod enhver angriber, vil du vide, at det var mit partis formand, der i rigsdagen som eneste taler rettede det nærliggende spørgsmål til regeringen: Og hvad så? Hvad agter regeringen derudover at foretage sig? og du vil vide, at han hverken dengang eller senere fik noget svar på dette spørgsmål, som i stigende grad optog og foruroligede det danske folk.

Krigens udvikling gjorde det også klart for os, at muligheden for militær besættelse af Danmark bestod, vel at mærke som en mulighed fra såvel engelsk som tysk side.

Jeg var, som jeg har fortalt dig, væk, langt væk herfra (9. april red.). Din mor sad alene tilbage med dig, og med dig klynkede på sine arme oplevede hun så i den disede aprilmorgen de grå stormfugle formørke himlen over København. Forstår du hendes tanker, kan du sætte dig ind i hendes følelser, forstår du hendes stilling? Jeg var væk. Hun måtte, efter hvad der var sket, udelukke den mulighed, at jeg kom tilbage til landet igen, før krigen var forbi. Hun måtte forudse, at det, der første skete den 22. juni, ville ske straks. Hvad ville der ske med hende selv og hvad med dig?

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 9. april 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden

1941 – Anholdelser imod DKP

Der er i dag udbrudt krig imellem Tyskland og Sovjetunionen, de tyske tropper har krydset ind over den russiske zone.

I eftermiddags arresteres af politiet i Kolding Kai Ibsen fra DKP, og tidligere på dagen var Vilh. Heising, lokalformand for DKP, og Alfred Jakobsen, lokalformand for DKU, ligeledes blevet arresteret. Angiveligt er det på tyskerne ordre at kommunisterne anholdes. Alle indsættes i arresten, det er uvist hvad der skal ske med dem.

Den 22. juni var som bekendt en dejlig sommersøndag. Min datter og jeg var taget til Løverodde med båden uden at vide, at der var udbrudt krig mellem Sovjetunionen og Tyskland.

Straks efter vi var kommet hjem var politiet der.

Kai Ibsen, uddrag fra bogen Kolding Kæmper 1985

Kilde: side 19-21, Kolding Kæmper. redigeret af Erik Voss, Kolding Bogcafe’s Forlag, 1985

1941 – Cirkulære fra partiledelsen i DKP

Introduktion: Cirkulære fra partiledelsen i DKP til afdelingsbestyrelserne vedrørende sikkerhedsforanstaltninger, som følge af arrestationer på kommunister.

9. april 1941

Danmarks Kommunistiske Parti
Centralkomiteens sekretariat
Griffenfeldtsgade 50, Kbhvn. N

Til afdelingsbestyrelsen – fortroligt.

Kammerater!

Vi erfarer, at politiet i den sidste tid har arresteret Richard Jensen og flere andre personer, deriblandt enkelte partimedlemmer, såsom Thøgersen og Otto Melchior. Årsagen hertil kender vi ikke. Det forlyder dog, at arrestationerne står i forbindelse med en fornyet undersøgelse af attentatet på de spanske trawlere for et par år siden.

Som tidligere fastslået har partiet intet med denne affære at gøre, som må betegnes som partiforbryderisk, da det er i absolut modstrid med vort partis og den danske arbejderklasses interesser at beskæftige sig med den slags terroristiske handlinger.

Men på baggrund af denne sag og de skete arrestationer – der dog ingen forbindelse har med vort parti og dets virksomhed – indskærper partiledelsen partiets medlemmer om overalt at optræde fornuftigt og forsigtigt. Partiets medlemmer advares imod at meddele udenforstående noget som helst om indre partiforhold, om navne og adresser på medlemmer, ledelser, sympatiserende og læsere af vor presse, ligesom sådanne fortegnelser skal opbevares på steder, hvor de ikke er tilgængelige for alle og enhver. Desuden skal partiets medlemmer fast og bestemt afvise enhver provokatør, der direkte eller indirekte (eventuelt gennem misbrug af centralkomiteens navn) søger at lokke enkelte partimedlemmer eller partiet som helhed ud i eventyr og handlinger, der vil være til skade for partiet og den danske arbejderklasse.

Ovenstående fortrolige information kan underhånden bringes til de medlemmers kundskab, som afdelingsledelsen mener bør vide besked derom.

Med kommunistisk hilsen
Partisekretariatet

Kilde: Vor kamp vil vokse og styrkes, af H. Kirchhoff og A. Trommer, 2001, Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie

1941 – Valg i Silkeborg

Den 11. marts 1941 var der kommunevalg i Silkeborg, selv om valget for resten af landet blev udskudt, fik Silkeborg lov at afholde valget, fordi der siden sidste valg var sket landmæssige-indlemmelser til Silkeborg.

Resultatet fra valget lød følgende:

  • Socialdemokratiet, 4300 stemmer og 11 mandater
  • Radikale, 301 stemmer og 1 mandat
  • Konservative, 1361 stemmer og 4 mandater
  • Venstre, 898 stemmer og 2 mandater
  • Retsforbundet, 256 stemmer og 0 mandater
  • DKP, 434 stemmer og 1 mandat

Antallet af byrådsmedlemmer er udvidet fra 15 til 19. Det lykkes som nye partier, både DKP og Radikale at få en repræsentant i byrådet.

Kilde:
Arbejderbladet, 12. marts 1941, forsiden

1941 – Tale: Folkets ret til at vælge

Tale af partiformand for DKP og folketingsmedlem Aksel Larsen, holdt i folketinget den 20. februar 1941:

Jeg anser det for yderst beklageligt, at regeringen er fremkommet med dette lovforslag om udskydelse af de kommunale valgs afholdelse, foreløbig i et år. Det ville have været af meget stor betydning at få afholdt almindelige, offentlige valg netop nu, i dette forår, i marts måned. Sådan set kan man jo sige, at det ville have været bekvemt og i mange henseender rimeligt, om man, da de daværende regeringspartier på grund af indtrufne omstændigheder forlod det grundlag, man var gået til valg på i 1939, havde ladet afholde folketingsvalg.

Dette har man ikke ønsket at gøre, men nu skulle altså de ordinære kommunale valg holdes. Jeg tror, disse kommunevalg ville have fået meget stor betydning. Vi lever i en tid, hvor man meget kraftigt påkalder folkets samlingsvilje og folkets evne til at bære tidens byrder og klare tidens vanskeligheder, og vi lever samtidig i en tid, hvor der meget højrøstet – om end uden grundlag – tales om nødvendigheden af, at det danske folk fuldkommen forkaster det grundlag, det helt har bygget sit offentlige liv på hidtil. Jeg tror, at det derfor ville have været af meget stor betydning, om man ved et kommunevalg havde givet folket, eller i hvert fald den stemmeberettigede del af det, lejlighed til at tilkendegive sin mening om styreform og styresæt her i landet. Betydningen af en sådan tilkendegivelse tror jeg ikke kan overvurderes.

Endelig ville kommunevalg nu i foråret give befolkningen en hårdt tiltrængt lejlighed til samtidigt at udtale sig om spørgsmålet samlingsregeringen og dens politik. Man vil måske hertil indvende, at dette spørgsmål forelå ikke til bedømmelse, da det var kommunale valg, vi skulle have. Indvendingen er imidlertid formel og kan ikke tages alvorligt.

Staten og kommunernes sager kan ikke på den måde skilles ad. Der er naturligvis blevet regeret og administreret efter den samme grundlinje både i stat og kommune. Dette er så meget mere selvfølgeligt, om det er de samme partier, der her i rigsdage har sluttet sig sammen og dannet grundlaget for samlingsregeringen, om også har den absolutte magt i alle landets kommuner.

Af disse tre grunde, mener jeg, at valgene havde meget stor betydning. Jeg mener uden at overdrive, at vi overhovedet aldrig i Danmarks parlamentariske historie har haft en situation, hvor det var så vigtigt at få afholdt offentlige valg, at det simpelthen er de vigtigste kommunale valg, vi nogen sinde har stået over for. Derfor beklager jeg meget, at regeringen fremkommer med et forslag om, at disse valg ikke skal finde sted. Jeg beklager meget, at dette regeringsforslag jo må antages at blive ophøjet til lov ved beslutning af rigsdagen.

Derpå vender jeg mig mod det reelle til begrundelse af valgenes udsættes, som det angives i bemærkningerne til lovforslaget, og som det forefindes i indenrigsministerens fremsættelsesaftale, nemlig dette, at på grund af den skærpede krigssituation, der kan ventes til foråret, er det ikke muligt at lade valgene finde sted. Må jeg bede den højtærede indenrigsminister om en bedre begrundelse. Må jeg bede om en begrundelse, som ministeren selv tror på. Må jeg bede om en begrundelse, som også befolkningen kan tage alvorligt.

Jeg vil i det hele taget henstille til regeringen at holde op med at komme med begrundelser for sine love og foranstaltninger, som man ikke kan tage alvorligt. Vi har været ude for det adskillige gange, f.eks. da vi fik dette mærkværdige forslag om den autobane, som skulle bygges på Falster, om den nye Guldborgsundbro. Dér fik vi en motivering, som var rent ud sagt ”ad Pommern til ”.

Jeg ved, at der herhjemme er forskellige faktorer, hvis man kan bruge det udtryk, som er eller var alt andet end begejstrede ved udsigten til at skulle have deres tilslutning målt op ved et valg. Der er først og mest nærliggende det parti, som man vel må formode endnu ledes af det ærede medlem hr. Frits Clausen; og det ved enhver, at de er ikke begejstrede for kommunale valg. De har gebærdet sig siden den 9. april, som om de havde hele folket bag sig, og som om det var givet, at i løbet af 24 timer ville folket overdrage dem magten. Men det er betegnende for deres tillid til folket, at da partierne i henhold til valgloven søgte listebogstaver for hele landet, manglede der bondepartiet og det andet parti, der hedder noget i retning af DNSAP.

De skulle ikke søge listebogstav, de skulle ikke have forberedt kommunevalg, de trængte ikke til at få opstillet kandidater. Efter de seneste begivenheder, hvor foretagendet blev sprængt og gik i mere eller mindre tiltalende, navnlig mindre tiltalende stykker, forstår man, at det er fuldkommen håbløst for dem at deltage i noget offentligt valg nogetsteds. Altså, dette parti måtte være interesseret i at få de kommunale valg forhindret. Jeg vil tro, at de efter fattig evne har gjort, hvad de kunne, men jeg kan ikke tro, at de har så megen indflydelse, at de er i stand til at udrette noget i den henseende.

Kilde:
Taler og artikler gennem 20år, af Aksel Larsen 1932-1952 (udgivet 1953), forlaget Tiden