1938 – Antisemitismen (Politisk tale)

Tale i Folketinget af DKP’s partiformand Aksel Larsen, den 30. november 1938.

Det ærede medlem hr. Victor Pürschel bedyrede fra denne talerstol, at han er ikke antisemit. Han holdt samtidig en program tale, hvor han ligefrem åbnede døren, så han var klar til, når det måtte passe i hans eller hans tilhængeres eller i andres kram, at springe over og blive fører for en antisemitisk bevægelse, herhjemme. Samtidig er der jo andre, der gør i antisemitisme. Det, der sker i Tyskland, øver en vis indflydelse herhjemme, så jeg vil benytte lejligheden til at fremsætte et par nærmest almindelige betragtninger. Betragtninger om selve jødeproblemet.

Som udgangspunkt vil jeg genre tage en artikel om jødeproblemet, der har været i Berlingske Tidende, efter at hr. Blædel havde fået ferie, og jeg vil gerne samtidig med, at jeg omtaler den, have lov til at bringe et par ganske korte citater fra dem. Det er en artikel i Berlingske Tidende, aftrykt fra ”Der Schwarze Korps”, som er organ for S.S. i Tyskland, og i denne artikel siger man, at nu agter man at berøve jøderne alle eksistensmidler, at berøve dem alle deres formuer og berøve dem deres boliger og give dem særlige kendetegn, som de skal bære, når de færdes på gaden, og når man på den måde har berøvet dem eksistensmidlerne, ja, så er det jo givet, at så vil der til sidst ikke være anden udvej for de tyske jøder, end at de må forfalde til kriminalitet. Og derpå fortsætter bladet:

”Men så må ingen tro, at vi roligt vil se på denne udvikling. Det tyske folk har ikke ringeste lyst til i sit område at tåle hundredtusinder af forbrydere”.

Der fortsættes senere:

”Under en sådan udvikling står vi overfor den hårde nødvendighed at udrydde den jødiske underverden, præcis som man i vor velordnede stat plejer at udrydde forbrydere: men ild og sværd”.

Jeg har ønsket at citerer dette, fordi det er så karakteristisk for hele jødeproblemets udvikling. Her berøver man ved et overgreb folk deres eksistensmuligheder, forventer, at de små forfalder til tyveri, og så vil man straffe dem som forbrydere.

Nøjagtigt det samme er historisk set sket med det jødiske folk gennem to tusind år. Man har forfulgt det, fordrevet det fra dets fædreland, tvunget det til at spredes overalt i fremmede lande, og der har man forfulgt det, tvunget det til at bo i ghettoer, forbudt det at drive almindeligt erhverv, kun tilladt det at drive handel, pengeudlåneri og eventuelt at være skomagere og skræddere.

Man underkastede det de groveste undtagelsesbestemmelser, og derved opnåede man to ting. For det første, at man drev det jødiske folk til i særlig grad at holde sammen, fordi det følte, at alles hånd var løftet imod det. For det andet måtte naturligvis det jødiske folk efterhånden bliver mere drevet på de specielle områder, hvor det nu var tvunget til at beskæftige sig. Derfor finder vi så mange jøder i handels- og pengeverdenen og i konfektionsbranchen og skotøjsbranchen. Det har sin ganske naturlige forklaring, og derfor er det fuldkommen uberettiget at bruge det som angreb på jøderne, at de muligvis på disse områder er klogere og dygtigere end andre, og så på dette grundlag give sig til at forfølge dem.

Jeg vil ikke her bruge tid til at tale om selve racespørgsmålet, det har andre og mere kyndige end jeg talt om andetsteds, men al den snak om de forskellige racer, om deres fortrin og om de ”rene” racer ved enhver er en karikatur af videnskab. Men altid, når man har set disse jødeprogromer, har de været iværksat af de samme grunde – i zarismens Rusland som i det moderne Tyskland – iværksat for at give befolkningens raseri over dårlige tilstande afløb ved at pege på nogle, der i og for sig var uskyldige, bilde befolkningen ind, at de var skyldige, og på denne måde aflede opmærksomheden fra befolkningens virkelige fjender. Og man har haft en anden hensigt – det er ganske tydeligt – nemlig at sætte dels enkeltpersoner, dels staten i stand til at berige sig ved ekspropriering af jøders ejendom.

Dette er jødeproblemet, og den form for politik, der giver sig udslag i jødeforfølgelser, er nazisme. Den slags ønsker vi ikke herhjemme, og enten det ærede medlem Hr. Victor Pürschel snart eller først senere går til den officielle nazismes brigade i Danmark, håber jeg på og regner med, at det danske folk vil vide at holde sådanne bevægelser nede.

Kilde:
Kommunister på Rigsdagen, af DKPs folketingsmedlemmer (1939), udgivet på Arbejderforlaget, København, s. 59-60

1938 – Frida Davidsen er død

Søndag den 21. august 1938 døde Frida Davidsen efter lang tids sygdom, 61 år gammel. Frida Davidsen blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti i 1937. Hun blev særligt husket om mor til Peter Davidsen, som var den første danske frivillige som Danmark fik meddelelse om, var faldet ved Madrid i januar 1937. Peter var Fridas eneste søn, og hun udtalte dengang til Arbejderbladet at “Det er et hårdt slag for mig, men jeg vidste jo, at det måtte komme. Siden Peter rejste, har jeg jo ventet på, at der en skønne dag ville komme en sådan meddelelse“.

Frida Davidsen hjem og stue var altid åben for ungkommunisterne, og også tyske emigranter, som efter 1933 måtte “rejse over hals og hoved fra Hitlers helvede“. Frida var selv født i Tyskland, og beskrives af Arbejderbladet som en mor for emigranterne “hvis hjerte var så stort, at hun ville hjælpe alle, som led nød, alle, der blev undertrykt“. Også hjælp og indsamling til Spanien, særligt af tøj, har Frida deltaget i.

Kilde: Frida Davidsen, Arbejderbladet, 23. august 1938

1938 – Forstærk arbejdet! Styrk det kommunistiske parti

Hver dag er vi i stand til at melde om ny tilgang til kommunistisk parti. Ikke en enkelt, ikke så at sige den jævne “naturlige” tilgang, men i virkeligheden en tilstrømning til kommunistisk parti, som er ukendt i dansk politik, og som intet andet parti kan opvise mage til.

Denne tilgang er ganske givet det organisatoriske udtryk for den strømkæntring, der i øjeblikket sker i landets politiske liv. Det er massernes udvikling til venstre, det arbejdende folks krav om handling indadtil og udadtil, der på denne måde samles i tilgang til det eneste parti, der har vist positiv udvej og vilje til ændring af kårene for det arbejdende folk. Det er på samme tid et svar til de kræfter, der ved hetz, ukvemsord og provokationer tror, at de er i stand til at standse det kommunistiske partis voksende organisatoriske styrke og stigende politiske indflydelse.

Nu hvor vi står overfor partikonferencen i Odense, den største indre og ydre politiske manifestation vort parti nogensinde har organiseret, er der grund til at sige til alle vore partiafdelinger, læsere og sympatiserende: Forstærk arbejdet! Styrk det kommunistiske parti. Tal med dine venner, bekendte, arbejdskammerater. Få dem til nu at tage skridtet fuldt ud! Styrk vort parti og vor presse, således at ethvert anslag tilbagevises ved nye hundreder og nye tusinder af medkæmpere i vore rækker!

Gør vi det, vil vi indenfor den korteste tid have skabt et virkeligt masseparti og dermed grundlaget for det arbejdende folks enhed, der er vejen til sejr!

Arbejderbladets avisleder, 1. juni 1938

Kilde:
Leder: Tilgangen til Kommunistisk Parti, 1. juni 1938, Arbejderbladet, side 4

1938 – Brev fra en dansk Spaniens frivillige

Den danske Spaniens frivillige Karl Johan Rasmussen, havde i maj 1938 opholdt sig 14 måneder i Spanien, følgende er et brev fra Karl Johan til hans forældre. Brevet har været bragt i Arbejderbladet.

Kære Forældre!

Som i ved af mit forrige brev, er jeg for tiden på et hvilehjem. Min glæde ved alle de goder og den behagelighed jeg har omkring, varede dog ikke så længe. I det store og hele er jeg ikke tilfreds, idet min vilje og ærgerrighed til at fuldføre et af mig påbegyndt arbejde ikke fornægter sig, selv ikke under de vidunderlige forhold her.

Det viser sig, at trods alle indre følelser og uro, at det vil overordentlig svært for mig at gøre alvor af truslen om at komme hjem. Denne nervøse Uro, angst om jeg må sige sådan, for ikke at have gjort sin pligt tilbunds, vil aldrig fortage sig. Dag for dag, time efter time dukker det samme spørgsmål op: Har man nu gjort sit yderste, kan man med rolig samvittighed forlade det heltemodige, kæmpende spanske folk og lade dem være lige? Svaret bliver stadigvæk nej.

Sagen er jo den, at så længe det ikke koster en selv noget at hjælpe andre, så længe man giver bort af sin overflod, da er det let nok at give bort af sin overflod, at give det bort, man ikke selv har brug for, først når man skal gøre en indsats, da er det det kniber. Men hvad var grunden til, at jeg tog herned, hvad var grunden til, at alle andre kammerater fra de forskellige lande tog herned? Var det for at give af en overflod, de ikke ejer? Var det for at kæmpe for noget, som var dem ligegyldigt, for derved at vinde ære og berømmelse, for at kunne bryste sig med at være sejrherrerne?

Nej, vi er alle kammerater, og vi er alle af den overbevisning i hjertet, at skal vi undgå at få samme tilstande i vort hjemland, skal vi standse fascismens videre udbredelse, skal vi undgå en nations ødelæggelse, da må vi alle, enhver efter sin evne, yde den størst mulige indsats i kampen mod fascismen, og den mest effektive og rigtigste måde at yde denne indsats på, var da at tage derhen, hvor kampen er hårdest.

Et gammelt dansk ordsprog siger: ,,Skal du ride et Kobbel heste, så sæt dig op på den mest uregerlige, da kan du styre dem alle”.

Det samme gælder kampen mod fascismen, skal man bekæmpe den effektivt, må man derhen, hvor kampen er hårdest og dér give modstanderne det afgørende slag.

Også I har en pligt til i arbejderklassens og egen interesse at ofre en smule og skulle det ske, at jeg engang skulle blive derude, så tænk på det med stolthed, tænk på de heltemodige kæmpere, som har givet livet for arbejderklassens frigørelse, tænk også på, at ingen af disse kammerater har mistet livet forgæves, men at deres død ansporer os andre til at sætte endnu større kraft ind på det endelige og afgørende nederlag for fascismen. Tænk på de grusomheder, der ville følge, såfremt alle nu veg tilbage enten med eller uden opfordring, tænk på alle de stakkels ulykkelige børn og mødre, som har mistet deres kære, hvor sorgen og nøden tynger de små hjem hver dag, hvor krigens rædsler sætter sine spor for bestandigt. Er det rigtigt af os i en sådan situation at være egoistiske og sig selv nok, har man da ikke den forbandede pligt at råbe et vagt i gevær og selv tage sin tørn i kampen?

Vist har man det, og det må I lære at forstå. Trods alle fornuftige udflugter, vil jeg ikke være i stand til at finde ro i Danmark, min samvittighed vil nage mig over en ufuldført pligt. Mine ord til jer skal da være: Frihed, fred og lykke til det nødlidende spanske folk. Gør I også jeres indsats i vor kamp, og I vil da bedre forstå mig. Jeg gør nu min indsats og går til fronten igen, og indtil I hører nærmere fra mig, sender jeg de kærligste hilsener til alle, men især til jer to, fra jeres søn.

Carl Johan Rasmussen

Kilde:
Hvis jeg bliver derude saa tænk paa de tusinder af faldne helte, side 5, Arbejderbladet, 25. maj 1938 – læs original på mediestream (link åbner ny fane)

1938 – Danmark-Abessinien

Arbejderbladet bragte den 25. maj 1938 følgende leder, som omhandler forholdet mellem Danmark og Abessinien (senere Etiopien).

Det meddeles nu, at udenrigsminister Munch har givet den danske gesandt i Rom instrukser om, at han fremtidig skal være akkrediteret hos den italienske konge og den abessinske kejser!

Dermed har Danmark anerkendt Mussolinis røvertogt mod folkeforbundsstaten Abessinien (Etiopen red.) til trods for, at den abessinske kejser i Folkeforbundsrådets møde dokumenterede, at Mussolini ikke har herredømmet i det abessinske rige, men at krigen stadig pågår, og til trods for, at der ikke var nogen påviselig grund til Danmarks anerkendelse, da den danske gesandt i Rom i forvejen var akkrediteret den italienske konge.

-Man må spørge: Hvorfor dette hastværk? Hvad er det, der får den danske regering til officielt at velsigne undertrykkelsen af en Folkeforbundsstat?

Danmarks interesser som selvstændig – og direkte truet – stat kan det ikke være, der på den måde varetages. Det forekommer os, at det her igen må være regeringens paniske frygt for den tyske nazisme, der har fået den til igen at gøre et nyt knæfald for de fascistiske krigsbrandstiftere, i det forfængelige og efterhånden latterlige håb, at man så skal lade os ude af betragtning.

De sidste dages begivenheder synes dog ellers kraftigt nok at have understreget den gamle sandhed, at ingen har fred længere end eens naboer vil!

Kilde: Danmark-Abessinien, side 4, Arbejderbladet, 25. maj 1938

1938 – Spaniens-Mødet i Fyns Forum

Lørdag den 19. holdt kommunistisk parti i Odense et særdeles indholdsrigt Spaniensmøde i Fyns Forum. Mødets taler var den hjemvendte frivillige Harry Jensen, fra København. Harry Jensen fortalte jævnt og gribende om sine oplevelser i Spanien. Der var intet forlorent heltemod eller nogen overdreven skildring af Franco’s grusomheder, men tilhørende fik et gribende billede af livet ved fronten og bag denne under krigen. I modsætning til Clauson Kaas brugte taleren ingen forsikringer for at overbevise forsamlingen om sin tales sanddruhed. Det behøvedes heller ikke, man mærkede hele tiden, at den der talte i forum, stod inde for hvert ord, han sagde.

Vor partiformand, Knudaage Larsen, meddelte nu forsamlingen den triste nyhed, at en af vore partikammerater, Aksel Lund Madsen fra Brænderup, er faldet i kampene ved Teruel. Forsamlingen rejste sig, og i et par minutters dyb stilhed mindedes den vor dræbte kammerat og udtrykte sin medfølelse med hans familie, der var til stede ved mødet.

Efter en pause gik man over til anden del af programmet: Den røde Revy. Koldingkammeraterne fortjener den største anerkendelse for denne. Den har, siden den første gang fremførtes ved stævnet i sommer i Kolding, gået sin sejrsgang i flere jydske byer, og har nu også erobret Odense, ikke alene gennem mødet her, men også ved opførelse for en uge siden for arbejdsmændenes største afdeling i Odense. Den fortjener det også. Den virker som en hel fornyelse på sit område. Hvad der er nået af de syv medvirkende uden store midler, hverken hvad sceneri eller dragter angår, viser den vej, arbejderamatøren bør gå. Den spændte gennem en hel række kvikke sange og små sketsches fra det mest gribende som scenen, der hed: ,,Tag Gasmasken op!´´

Uddrag fra Arbejderbladet, 23. marts 1938

1938 – DKP i Vejle

Torsdag den 10. februar 1938 vil Danmarks Kommunistiske Parti, forkortet DKP, afholde medlemsmøde i Forsamlingsbygningen. Aftens taler vil være Knudage Larsen fra Odense, der vil skildre hans indtryk fra en rejse i november 1937 i Sovjetunionen, og redegøre for det kommunistiske partis stilling i den odenseanske arbejderbevægelse.

Derudover arranger DKP’s Vejle afdeling lørdag den 19. februar et større arrangement, hvor partiformanden Aksel Larsen vil tale i byens Teatersal, hvor Vejlenserne også vil kunne få mulighed for at hilse på kredsens folketingskandidat for DKP, Johannes Poulsen. Der vil også være ”sange, harmonikakoncert, dramatiske præstationer af forskellig art, og der bliver lejlighed til en dans”.

Kilde: Vejle, Arbejderbladet (Avis), 8. februar 1938