1941 – Tale: Folkets ret til at vælge

Tale af partiformand for DKP og folketingsmedlem Aksel Larsen, holdt i folketinget den 20. februar 1941:

Jeg anser det for yderst beklageligt, at regeringen er fremkommet med dette lovforslag om udskydelse af de kommunale valgs afholdelse, foreløbig i et år. Det ville have været af meget stor betydning at få afholdt almindelige, offentlige valg netop nu, i dette forår, i marts måned. Sådan set kan man jo sige, at det ville have været bekvemt og i mange henseender rimeligt, om man, da de daværende regeringspartier på grund af indtrufne omstændigheder forlod det grundlag, man var gået til valg på i 1939, havde ladet afholde folketingsvalg.

Dette har man ikke ønsket at gøre, men nu skulle altså de ordinære kommunale valg holdes. Jeg tror, disse kommunevalg ville have fået meget stor betydning. Vi lever i en tid, hvor man meget kraftigt påkalder folkets samlingsvilje og folkets evne til at bære tidens byrder og klare tidens vanskeligheder, og vi lever samtidig i en tid, hvor der meget højrøstet – om end uden grundlag – tales om nødvendigheden af, at det danske folk fuldkommen forkaster det grundlag, det helt har bygget sit offentlige liv på hidtil. Jeg tror, at det derfor ville have været af meget stor betydning, om man ved et kommunevalg havde givet folket, eller i hvert fald den stemmeberettigede del af det, lejlighed til at tilkendegive sin mening om styreform og styresæt her i landet. Betydningen af en sådan tilkendegivelse tror jeg ikke kan overvurderes.

Endelig ville kommunevalg nu i foråret give befolkningen en hårdt tiltrængt lejlighed til samtidigt at udtale sig om spørgsmålet samlingsregeringen og dens politik. Man vil måske hertil indvende, at dette spørgsmål forelå ikke til bedømmelse, da det var kommunale valg, vi skulle have. Indvendingen er imidlertid formel og kan ikke tages alvorligt.

Staten og kommunernes sager kan ikke på den måde skilles ad. Der er naturligvis blevet regeret og administreret efter den samme grundlinje både i stat og kommune. Dette er så meget mere selvfølgeligt, om det er de samme partier, der her i rigsdage har sluttet sig sammen og dannet grundlaget for samlingsregeringen, om også har den absolutte magt i alle landets kommuner.

Af disse tre grunde, mener jeg, at valgene havde meget stor betydning. Jeg mener uden at overdrive, at vi overhovedet aldrig i Danmarks parlamentariske historie har haft en situation, hvor det var så vigtigt at få afholdt offentlige valg, at det simpelthen er de vigtigste kommunale valg, vi nogen sinde har stået over for. Derfor beklager jeg meget, at regeringen fremkommer med et forslag om, at disse valg ikke skal finde sted. Jeg beklager meget, at dette regeringsforslag jo må antages at blive ophøjet til lov ved beslutning af rigsdagen.

Derpå vender jeg mig mod det reelle til begrundelse af valgenes udsættes, som det angives i bemærkningerne til lovforslaget, og som det forefindes i indenrigsministerens fremsættelsesaftale, nemlig dette, at på grund af den skærpede krigssituation, der kan ventes til foråret, er det ikke muligt at lade valgene finde sted. Må jeg bede den højtærede indenrigsminister om en bedre begrundelse. Må jeg bede om en begrundelse, som ministeren selv tror på. Må jeg bede om en begrundelse, som også befolkningen kan tage alvorligt.

Jeg vil i det hele taget henstille til regeringen at holde op med at komme med begrundelser for sine love og foranstaltninger, som man ikke kan tage alvorligt. Vi har været ude for det adskillige gange, f.eks. da vi fik dette mærkværdige forslag om den autobane, som skulle bygges på Falster, om den nye Guldborgsundbro. Dér fik vi en motivering, som var rent ud sagt ”ad Pommern til ”.

Jeg ved, at der herhjemme er forskellige faktorer, hvis man kan bruge det udtryk, som er eller var alt andet end begejstrede ved udsigten til at skulle have deres tilslutning målt op ved et valg. Der er først og mest nærliggende det parti, som man vel må formode endnu ledes af det ærede medlem hr. Frits Clausen; og det ved enhver, at de er ikke begejstrede for kommunale valg. De har gebærdet sig siden den 9. april, som om de havde hele folket bag sig, og som om det var givet, at i løbet af 24 timer ville folket overdrage dem magten. Men det er betegnende for deres tillid til folket, at da partierne i henhold til valgloven søgte listebogstaver for hele landet, manglede der bondepartiet og det andet parti, der hedder noget i retning af DNSAP.

De skulle ikke søge listebogstav, de skulle ikke have forberedt kommunevalg, de trængte ikke til at få opstillet kandidater. Efter de seneste begivenheder, hvor foretagendet blev sprængt og gik i mere eller mindre tiltalende, navnlig mindre tiltalende stykker, forstår man, at det er fuldkommen håbløst for dem at deltage i noget offentligt valg nogetsteds. Altså, dette parti måtte være interesseret i at få de kommunale valg forhindret. Jeg vil tro, at de efter fattig evne har gjort, hvad de kunne, men jeg kan ikke tro, at de har så megen indflydelse, at de er i stand til at udrette noget i den henseende.

Kilde:
Taler og artikler gennem 20år, af Aksel Larsen 1932-1952 (udgivet 1953), forlaget Tiden

1941 – Den danske Front

På et møde i København afholdtes om aften den 18. februar 1941, så et nyt dansk parti dagens lys, da man på mødet stiftede partiet under navnet ”Den danske Front”, der angivelig stiftes efter splittelse i det nazistiske parti DNSAP. Som ledere af partiet valgtes civilingeniør Kai Rinck, H. Thorsen, Otto Lønskov, kaptajn Jacob Holm og F.J. Hinne.

I en radioudsendelsen på stiftelses aften kl. 19, blev i øvrigt oplyst, at blandt stifterne var godsejer Grevenkop-Castenskiold, fhv. landsretssagfører Eiler Pontoppidan og tidligere partisekretær Back-Pedersen.

Læs mere

1941 – Brevet gik naturligvis lige i papirkurven

Efter flere nazistiske presse angreb på Socialdemokratiet, svarede partiet igen igennem sine egne aviser.

Hr. Frits Clausens partiorgan Fædrelandet har fået en pænere tone og roser sig af det flere gange om ugen: Se, er vi da ikke pæne! At det mere snavsede arbejde så overlades talentet Steen Rasmussen ved ugebladet Nationalsocialisten, er kun en praktisk arbejdsfordeling i disse tider, hvor vi alle må dele det forhåndenværende arbejde.

Nu har Fædrelandet fået en ny streng på sin stradivarius. Bladet klynker! Klynker sådan rigtig hjerteligt, hvad man slet ikke umiddelbart ville tiltro et udpræget kamporgan, som vil intet mindre end omstyrte ”systemet”. I går bringer Fædrelandet på forsiden en firespaltet artikel med bladets største typer i følgende rubriker: Den åndelige borgerkrig må og skal bringes til ophør – systemet kan ikke forsvare at fortsætte sin kamp mod nationalsocialisterne, som arbejder på rent dansk grundlag – der tales om metoder, som er fremmede for os danske, men det er systemet, der har indført dem.

Og så fortælles der i artiklen om disse skrækkelige angreb, som systemet slet ikke kan være bekendt. Tænk, andre partiers agitationer tilsøler dem, ja, de har endog på redaktionen fået anonyme breve, som de har overladt opdagelsespolitiet til granskning.

Man må næsten få medlidenhed med de herrer. Vi andre får ganske vist også anonyme breve med trusler om vold og andet – for et par måneder siden kom der til Social-Demokraten redaktør et sådan brev. Brevet, der var underskrevet S A. 280. lovede, at en stormtrop ville komme den følgende aften og i tilslutning til en artikel i Fædrelandet kidnappe redaktøren. – Brevet gik naturligvis lige i papirkurven.

Vi må i øvrigt beklage, at det aldrig er lykkes os helt at forstå, hvad man fra nationalsocialistisk side mener med betegnelsen ”systemet”. Hvem er det, og hvad er det? Er det brugt i nedsættende betydning, er det et hånsudtryk? Formentlig! Mener man regeringen eller regeringspartierne, hvorfor da ikke bruge disse ord? Det var vistnok noget for pressens moralvogtere og sprogrensere at bede Fædrelandet bruge udtryk, som var forståelige for alle.

For Socialdemokratiets vedkommende frabeder vi os udtrykket ”Systemet”. Vi er socialdemokratiet og vil man angribe os, må man bruge vort navn. Nu siger bladet, at nationalsocialisterne kun har anvendt systemets egne metoder. De ”midler og metoder”, som vi har bebrejdet Fædrelandet – udslettelse af blade, stille folk op ved muren og kidnapning af redaktører – har det i hvert fald aldrig lært af det danske socialdemokrati, som aldrig har truet med eller anvendt dem.

Bladet slutter med nogle bemærkninger om den åndelige borgerkrig.

Vi venter Hr. Statsminister Staunings stilling til den åndelige borgerkrig. Skal den fortsættes, så for os gerne, men vi tager da de våben i anvendelse, som er nødvendige til sikring af personlig ære, til fjernelse af rygtesmede og til opnåelse af tåbelige (skal formentlig være tålelige. Red. Anm.) tilstande for mennesker, hvis åndelige indstilling ikke falder sammen med det smuldrende systems.

– Lads os sige til Fædrelandet’s let forvirrede artikel, at der er hverken åndelig eller anden borgerkrig i Danmark. Der foregår en politisk kamp mellem partier og idealer, som vi altid har haft for skik i Danmark, hvor meningsfriheden er så stor, og i denne politiske kamp må alle partier have lige ret, det er demokratiets lov.

Demokratiske partier og demokratisk presse har kun svaret på angreb. Hvis Hr. Clausens parti nu ikke tåler angreb mere, da tilkommer det de danske nationalsocialister, der begyndte angrebene på os, også at gøre begyndelsen ved at ophøre med angrebene.

Kilde: Aandelig Borgerkrig, Fre. Socialdemokrat, side 3, 8. februar 1941

1941 – En rygtesmed i arbejde

Redaktøren af ”Fædrelandet” fortæller, at han har besøgt en galeanstalt. Det skulde han ikke have gjort, for han synes stærkt påvirket deraf. Han fortæller nemlig i denne forbindelse om et rygte, han på vejen hjem fra Galeanstalten mødte, og som oprørte ham i den grad, at han blev inspireret til dette udbrud: ”Hvor ansvarsløst og tåbeligt at sætte det rygte i omløb, og hvilken skamløs og uudslettelig forbrydelse mod land og folk, hvis det er sandt”.

Hvad rygtet går ud på, fortæller redaktøren intet om! Og dermed giver han altså nu væring til rygtesmederiet. De, der læser bladet, må jo da spørge sig selv: Hvad kan det dog være for et rygte, siden det stemples som en skamløs og uudslettelig forbrydelse? Så gisnes der på mangt og meget – og lige så mange gisninger, lige så mange nye rygter!

Det er, hvad der bliver, ud af redaktørens besøg i et Galehus, og den mand vil tilmed korrekse alle os andre.

Redaktøren for Kolding Socialdemokrat, 8. januar 1940

Kilde: En rygtesmed i arbejde, side 4, Kolding Socialdemokrat, 8. januar 1941

1941 – Nytårshilsen fra Vestre Fængsel

Den nazistiske politisker fra DNSAP Ejner Jørgensen, har måtte udsende hans nytårshilsen fra Vestre Fængsel.

Om få timer falder klokken i slag nytårs timen er inde – det store, det historiske år 1941 oprinder.

Det er symbolsk, at jeg skal høre nytårs klokkerne tone ind gennem det tilgitrede vindue har i min celle. De kan holde mig inde her, men hverken fængselsceller eller knipler kan spærre vejen for vor ides fremmarch.

De kan prygle os med deres gummiknipler, systemets lejesvende – de kan martre vor legemer og vore tommelskruer i os. De kan spærre vore Legemer inde – ja, de kan dræbe os. Men een ting kan de aldrig rejse skranker for, een ting kan de aldrig dræbe: Vor ide, vor tro – det, der for os er det evige Danmark.

Lad da denne hellige begejstring gløde og fænge i jeres sjæle … blive bålet på fædrenes høje og kalder danske drenge til sværd.

Lad det nye år blive sejrens år.
Dansk Front!

Venstre Fængsel, december 1940, Ejner Jørgensen

Kilde: Ejner Jørgensens Nytaarshilsen, Fædrelandet(avis), 1. januar 1940

1941 – Partiførerens Nytårsappel

Det nazistiske parti DNSAPs partifører har udsendt følgende nytårsappel:

Kammerater

I det år, som nu ligger bag os, har vort lands ansvarlige statsledere vist, at de hverken har haft vilje eller evne til at føre vort folk ind i det tidsskifte, der er indledet for Europas folk og som også vi danske må tage en oprigtig og bekræftende stilling til, hvis vi vil sikre vort folks materieller og ideelle værdier ud i fremtiden.

Læs mere

1940 – Injuriesag mod Kolding Folkeblad

Om formiddagen den 29. december 1940 afsagde Kolding Civilret dom i en sag, som Bondepartiets folketingsmand Valdemar Thomsen havde anlagt imod redaktør N.E. Therkilsen, Kolding Folkeblad. Anledningen var et referat, som bladet havde bragt af en tale fra Venstres Ungdoms rejsesekretær Hanry Hansen, Skærbæk, “der havde stemplet den gerning, L.S., Bondepartiet og Nationalsocialisterne udførte lig den, Rane Jonsen udøvede i Finnerup Lade“. For de æresfornærmende udtalelser, blev Redaktør Therkilsen idømt 400 kroner i bøde og 125 i sagsomkostninger, dog afvistes Bondepartiets erstatningskrav. Taleren havde selv godkendt referatet.

Kilde: Injuriesag mod Kolding Folkeblad, Fædrelandet, 29. december 1940

1940 – Spadeslaget

Det danske naziparti DNSAP havde om søndagen den 8. december 1940 arrangeret et offentligt møde på Højskolehjemmet i Haderslev. Først var nazisterne samles i Grødebøl, hvorfra de iført uniform, bestående af stålhjelm, bælter og skråremme og bevæbnet med spader marcherede 400 nazister ind til Haderslev.

Politiet i Haderslev, der bestod af 9 mand, havde taget opstilling ved Haderslev Rådhus, men da nazisterne hævede deres spader, lod politimesteren dem passerer videre til højskolehjemmet. Nazisterne ville forsøge og lave en magtdemonstration med deres såkaldte stormtropper, hvor de skulle vise politiet og folketingets magtesløshed.

Politiet i Haderslev fik den tyske militær kommandant for byens ord, for, at tyskerne ikke ville gribe ind, politiet ringede efter forstærkninger fra andre byer. I alt var 200 politimænd om aftenen blevet samlet, og gik derefter i gang med at rydde Højskolehjemmet for nazister. Det kom til en del konfrontationer i løbet af aftenen mellem nazister og politiet.

Efter en frist til selv at forlade huset, hvor børn og civile kunne komme væk, valgte politiet og kaste tåregas ind i huset. I alt blev 260 i løbet af aftenen anholdt, og placeret i forskellige arrester rundt om i Sønderjylland og Kolding.

Kilde: Spadeslaget, Haderslevwiki.dk