1944 – Droske-forbuddet i Storkøbenhavn ophævet

Fra officiel tysk side meddeles:
Forbuddet mod benyttelse af bildrosker i Storkøbenhavn er ophævet med virkning fra søndag den 16. juli 1944 ved døgnets begyndelse.
Lastbil-kørsel også tilladt om natten
Fra officiel tysk side meddeles:
Med virkning fra søndag aften den 16. juli 1944 er trafik med lastbiler i Storkøbenhavn også tilladt i tiden mellem kl. 20 og kl. 4. Efter hvad Ritzaus Bureau erfarer, bortfalder samtidig det af politiet i Storkøbenhavn udstedt forbud vedrørende kørsel med lastbiler.

Kilde: Nationaltidende, 16. juli 1944.

1944 – Sigurd Thomsens mordere var sikkert kørende i en bil

Politiet eftersøger droskechauffør, der holdt nær mordstedet
I forbindelse med drabet på Social-Demokratens rigsdagsmedarbejder, redaktør Sigurd Thomsen, eftersøger kriminalpolitiet en droskechauffør, som torsdag aften kl.22.30 holdt med sin vogn i nærheden af drabsstedet. Det menes, at det drabsmænd, der udførte drabet, eventuelt kan være forsvundet som passagerer i denne vogn, og det anses næsten for udelukket, at chaufføren ikke har set, hvad der er foregået. Politiet er i allerhøjeste grad interesseret i at komme i forbindelse med denne chauffør, og han opfordres indtrængende til at melde sig på politigården.

Kilde: Demokraten, 26. marts 1944.

1942 – Den motorsagkyndige understreger atter det meningsløse i forbuddet mod små droskevogne

Samfundet snydes for mange kilometer tiltrængt nyttekørsel.

Inspireret af Folkebladets artikel i går om de praktiserende lægers drøje kamp med elementerne og benzinmanglen for at nå rundt til deres patienter på en årstid, hvor de forskellige sygdomme især sætter ind, blev vi i middags ringet op af den motorsagkyndige, ingeniør Mikkel Thomsen, der harmdirrende endnu engang understregede det aldeles meningsløse i, at droske- og lillebilkørslen fremdeles ved lov skal finde sted med de store og benzinslugende 6- og 8-cylindrede vogne, mens den lige så vel, navnlig til lægekørsel og lignende, kunne foretages med langt mindre og mere benzinbesparende køretøjer, hvorved der kunne opnås 2-3 gange så megen kilometerkørsel, som med de store vogne.

Det er vel snart et års tid siden, Koldings motorsagkyndige, i øvrigt i fuld overensstemmelse med sine kolleger i nabobyerne, i en samtale med Folkebladet meget kraftigt slog til lyd for, at Justitsministeriet gav los på en sådan i en nødsituation ganske meningsløse bestemmelse om “offentlige” bilers dør-mål og adskillelsesforhold. Allerede dengang blev det meget stærkt understreget og påpeget, hvor mange flere kilometers kørsel, der kunne opnås, hvis Justitsministeriet blot med et pennestrøg havde givet denne lempelse til gavn både for vognmændene og det kørene publikum. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. februar 1942.