1945 – Stille før stormen mod vest

Byen Colmar erobret af amerikanerne

På Vestfronten hersker stadig stilhed før den ventede storm, erklærer Wilhelmstraße‘s militære talsmand. På 21. britiske armégruppe og 9. amerikanske armés del af fronten rapporteres kun artilleridueller øst for Nijmegen, ved Jülich og Düren. Ellers er der ingen kampvirksomhed på denne del af fronten.

I Monschau-afsnittet fortsætter 1. amerikanske armé ifølge her foreliggende rapporter sine angreb og har nået udkanten af Roerberg henholsvis syd og vest for den opdæmmede Ourt-sø. Men alle gennembrudsforsøg i retning af denne er afvist.

Længere mod syd har de amerikanske angreb ved Simmerath og Losheim vundet yderligere terræn, og i Schneifels sydvestlige udløbere er amerikanerne trængt ind i bunker-grupper i nærheden af Scheidelt og byen Roth. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. februar 1945.

1944 – Artilleriild over Bastogne

Selve Bastogne ligger vedvarende under meget stærk tysk artilleriild og er endvidere gentagne gange blevet angrebet af bombeeskadriller. Ved Rocheford, som ligger sydvest for Marche, forblev alle amerikanske angreb i alt væsentligt uden resultat. Ved den hollandske grænse har de tyske forposter nord for Gangelt mellem Gellenkirchen og Düren øst for Aachen og på Saar-fronten har der de sidste 24 timer været meget roligt. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 31. december 1944