1942 – 110.494 børn blev i år bespist i Kolding Børnebespisning

Vi omtalte i går de to afslutningsfeter for Børnebespisningen i Kolding, henholdsvis på Sdr. Vang Skolen i forgårs og på Pigeskolen i går. Af formandens, Frands Sørensens tale fremgik det, at det var det 45. år med børnebespisning, idet institutionen blev stiftet i 1897 og siden har været opretholdt udelukkende ved frivillige bidrag.

Der har i været bespisning i 143 dage, det var jo en lang og streng vinter, og på Pigeskolen har der spist 76.772 børn i den forløbne sæson mod 63.786, hvilket er 12.986 flere. På de to skoler tilsammen har der spist 110.494 mod 106.350 sidste år, altså 4.144 flere.

Af menuen kan det nævnes, at der 21 gange har været serveret øllebrød, vandgrød og kærnemælkssuppe, 19 gange sødsupper, 10 gange hvidkålssupper, 6 gange skipperkål, 5 gange gule ærter, 3 gange frikadeller og 1 gang risengrød – foruden mange andre rare og dejlige retter. Maden er desværre på grund af dyrtiden steget fra 28 øre til ca. 30 øre pr. portion. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1942.

1942 – Skanderup Sygeplejeforeningens bestyrelsesmøde

Den 24 jan 1942 afholdtes bestyrelsesmøde paa missionshotellet.

Der forelaa en skrivelse fra Dansk Sygeplejeraad om at lønne Sygeplejerskerne efter Danske Sygeplejeraads Lønregulativ. Der blev svaret: Bestyrelsen for Skanderup Sogns Sygeplejerforening ser sig ikke i stand til at gaa ind paa Dansk Sygeplejeraads Lønregulativ.

Der forelaa Ansøgning fra snedker L. Petersen, Skanderup, om at forhøje betalingen for telefon for sygeplejersken saa Foreningen betaler det halve. Grundet paa foreningen smaa midler kunde det ikke bevilges.

Fra 1. jan 1941 er cyklegodtgørelsen for hver sygeplejerske sat til 50 Kr. aarlig. Fra 1. jan 1942 er sygeplejerskenes Dyrtids tillæg forhøjet fra 20 Kr til 25 Kr pr maaned, midlertidig.

Medlemsbidraget i sygeplejeforeningen blev forhøjet med e 20 % ved opkrævningen i april og fremdeles.

Bestyrelsen: P.F. Poulsen, C. Christoffersen, Sal Dørffler?, M. Rimdsen, N.P. Larsen og N. Mygind

Referat af 24. januar 1942, Kassebog for Skanderup Sogns Sygeplejeforening 1924-1945

Kilde: Arkivalier fra Lunderskov Sygekasse, Kassebog for Skanderup Sogns Sygeplejeforening 1924-1945, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1940 – Skanderup Sygeplejeforeningens bestyrelsesmøde

Skanderup Sogn Sygeplejeforening har i dag afholdt bestyrelsesmøde på Missionshotellet.

Der behandles en ansøgning fra sygeplejerskerne om et Dyrtidstillæg, det vedtages at give hver sygeplejerske et Dyrtidstillæg paa 160 Kr. i Tiden fra 1 April 1940 til 1 April 1941. Det udbetales med 40 Kr. i hvert Kvartals første Maaned.

Det vedtoges at give Opkræveren 50 Øre for hver ny Familie, han faar indmeldt i Foreningen.

Underskrivere: P.F. Poulsen, C. Christoffersen, J. Brødsgaard, M. Knudsen N. Mygind og N.P. Larsen

Referat af 24. februar 1940, Kassebog for Skanderup Sogns Sygeplejeforening 1924-1945

Kilde: Arkivalier fra Lunderskov Sygekasse, Kassebog for Skanderup Sogns Sygeplejeforening 1924-1945, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1940 – Arbejdsmændene i Grindsted støtter Finland

Den 8. januar 1940 afholdt Arbejdsmændenes Fagforening i Grinsted ekstraordinær Generalforsamling på Hansens Hotel. Det var særligt dyrtids ordninger, som mange var kommet for at høre om.

På mødet oplyste formanden bl.a. at bestyrelsen havde drøftet muligheden for at lave en indsamling blandt medlemmerne, til fordel for “det så hårdt ramte Finland“. Det vedtoges enstemmig at lave indsamlingen.

Kilde: Arbejdsmændene i Grindsted foretager indsamling til Finland, 11. januar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5

1939 – Børnebespisningen

Mange børn har sikkert set frem til at børnebespisningen igen startede den 28. november 1939, op imod 700 børn ville henover vinterhalvåret, kun afbrudt af juleferien, få varm mad hver dag.

Bespisningen foregår om formiddagen spisesalene på Forskolen i kælderen og på Søndervang skole.

På forskolen spiste sidste år gennemsnitlig 396 børn dagligt på skolen, den daglige udgift var 46 kr. og 45 øre, hvilket betød en udgift på ca. 12 øre pr. barn. Dog kunne antallet komme op omkring 550 på dage hvor maden var særligt tillokkende.

På grund af arbejdsløshed og dyrtid forventes det at flere i 1939 og frem ville benytte sig af børnebespisningen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 28. november 1939