1942 – Kongen slynget af hesten på gaden i formiddags

Måtte i ambulance køres til Amalienborg

Hans Majestæt Kongen er i formiddags ved 9-tiden, da han befandt sig på tilbagetur fra sin daglige morgenridning, blevet slynget af sin hest. Det skete bagved Esplanadepavillonen, og Kongen, der var blevet noget forslået, blev i en tilkaldt ambulance kørt til Amalienborg.

Hurraråbene skræmte hestene

Kongens uheld synes heldigvis ikke at skulle få alvorligere følger. Kongen forestod sin ridetur noget senere end sædvanligt i dag, og på grund af skolebørnenes efterårsferie var der usædvanligt mange mennesker og børn med i det følge, der plejer at følge efter Kongen på morgenrideturen. Usædvanligt energisk råbte børnene hurra for Kongen, der i dag red på sin sorte hest “Black”, der af naturen ikke er af så rolig et temperament som den blissede “Rolf”. Under hele turen var “Black” synlig nervøs, og ved Langeliniepavillonen tog nervøsiteten overhånd. Kongen råbte til folk om at forholde sig rolig, men enten må folk have misforstået det eller have overhørt Kongens ord. Leveråbene blev ved og pludselig satte “Black” af sted i stærk galop.

Hesten stejlede og faldt

Ved Esplanaden søgte Kongen at tage hesten op inden svinget, men herved stejlede den. I Det glatte føre på den dygvåde asfalt gled hesten, og hest og rytter lå straks på asfalten. Kongen kom heldigvis fri af stibøjlerne med det samme. Et øjeblik lå Kongen ganske stille, men var ved fuld bevidsthed og tog fuldkommen roligt på situationen. Politivagten, der havde været med, fik tilkaldt ambulance, og Kongen bragtes til Amalienborg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. oktober 1942.