1942 – Flere “arbejdsløse” arbejdsløshedskasser

Arbejdsløshedstallet gået ned med 1.200 på 2 uger.

Den forårsoffensiv, solen har indledet, har allerede givet sig udslag i betydelige resultater, hvad beskæftigelsen angår. Vi omtalte i sidste uge, hvorledes arbejdsløshedstallet i de 24 kommuner under Kolding Arbejdsanvisningskontor var gået 500 ned på én uge, men i den sidste uge er denne rekord dog langt overfløjet. Arbejdsløshedstallet er nu under 1.000, mod 2.200 for blot to uger siden. Hovedparten af de ledige er arbejdsmænd i Kolding samt en del kvinder i industrien.

Foruden Ødis, der først kunne melde om “arbejdsløs” arbejdsløshedskasse, er kommet nye kommuner til, hvor denne glædelige form for arbejdsløshed har vundet indpas, nemlig Hjarup, Sdr. Stenderup og Taps. I Egtved, Harte, Lejrskov, Viuf-Alminde, meldes der om 1 arbejdsløs hvert sted, og i Vester Nebel og Vejstrup om 2 og 3 arbejdsløse. I kommunerne er der tilsammen kun 66 ledige landarbejdere, og de vil formentlig snart komme i sving også, om ikke før så i tørvesæsonen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. april 1942.

1942 – Snefygning hæmmer bane- og landevejstrafikken

Vejvæsenet forsøger i dag generatorsneplov.

Snefygning i nat fra vest har skabt store vanskeligheder for trafikken på Koldingegnen. Amtsvejassistent Buch Larsen oplyser således, at man i dag ikke kan komme til eller fra Vester Nebel, Egtved, Aagaard, Hejlsminde og Sdr. Stenderup, og da der ligger op til halvanden meter sne i driverne, regner man ikke med, at disse veje bliver åbne i dag.

Derimod kan man komme sydpå efter Christiansfeld, selv om vejen er vanskelig farbar. Nordpå efter Vejle kunne man ikke komme i formiddags, men amtets del af vejen var dog farbar, hvorimod der lå store driver på Kolding stykke af Hovedvej nr. 10 mellem Kolding og Bramdrupdam. Østpå efter Gudsø er vejen farbar og ligeledes vestpå efter Esbjerg. Der er sat mandskab i gang med at rydde sneen, og desuden har amtsvejsassistenten i dag fået tilladelse til at prøve en generatordreven sneplov. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. februar 1942.

1942 – Snefoget i nat har lukket mange veje til

Tre bilruter til Kolding standset

Snefoget sent i aftes og i nat har bevirket, at landevejene mange stedet er føget til. Benzinmanglen har sikkert nogen steder skylden for, at situationen er blevet så fortvivlet, som den mange steder er – for mange steder, hvor en sneplov normalt ville være kørt igennem og have banet en ryddelig vej – er der nu kun lige akkurat gjort så passabelt, at bilerne kunne køre igennem. Med snefoget i nat blev sneforholdene på sådanne steder af en sådan art, at det nu vil tage forholdsvis lang tid og koste megen ulejlighed at få vejene gjort farbare. Tre af bilruterne til Kolding var i morges sneet ude: det var ruterne Egtved-Kolding, Gravens-Kolding og hovedvejsforbindelsen Haderslev-Kolding, der ikke havde kunnet forcere vejene og derfor udeblev. Turene Kolding-Vejle og Kolding-Jels var derimod ikke vanskelige at gennemføre.

Efter hvad stationsleder Knudsen på Rutebilstationen oplyser i middags, er det navnlig slemt med vejene ved Dybvadbro, Dons og Bølling – navnlig det sidste sted, hvor den gamle sne ikke var kastet ordenkig. Mange steder ligger der nu lange snedriver med tildels ret høj sne. Det skal også være ret slemt omkring Lillebæltsbroen, og vestpå i oplandet er mange veje føget til. Også ved Sdr. Stenderup ligger sneen højt og spærrede på mange biveje. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. februar 1942.

1941 – Kolding får 75.000 af motorafgifterne

Arbejdet med Fjordstien endelig godkendt.

Motorafgifterne har i sidste finansår i alt givet 39,5 millioner, sognekommunerne 10,5, købstæderne 2,5 og København resten. Vejle Amt får 587.000, Ribe Amt 599.000 og Haderslev Amt 890.000, sognekommunerne i de samme tre amter henholdsvis 445.000, 408.000 og 425.000 kr. Af byerne får Kolding 75.000, Fredericia 28.000, Vejle 68.000, Haderslev 77.000 og Christiansfeld 3.800 kr. I Vejle Amt får af sognene i vor læsekreds; Almind 509 kr., Dalby 876, Egtved 2.498, Eltang-Vilstrup 3.249, Harte-Bramdup 1.954, Hejls 1.012, Sdr. Bjært 2.851, Sdr. Stenderup 1.849, Taps 1.104, Taulov 2.502, V. Nebel 765, Viuf 579, Vonsild 1.427, Ødis 3.080 og Starup 2.012 kr.

Samtidigt oplyses, at ministeriet nu langt om længe har godkendt Fjordsti-arbejdet til Rebæk, så dette snart kan udliciteres. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. oktober 1941.

1941 – Gode resultater fra L.A.B.s beskæftigelsespropaganda i landkommunerne

Vi har i dag talt med landsretssagfører Viuff for at høre lidt om, hvordan det går med den stort og grundigt tilrettelagte beskæftigelsespropaganda i landkommunerne.

Det tegner godt og meget lovende, svarede landsretssagføreren. Kortene, hvorpå landmændene kunne gøre rede for deres ønsker om arbejdsudførelser inden for skematiske rammer, er nu begyndt at vende tilbage fra flere sogne – således er der kommet ikke mindre end 83 besvarelser tilbage fra Egtved og ca. 30 fra Eltang, og så er det endda kun begyndelsen. Der er dog kommet så mange besvarelser i alt, at vi kunnet begynde at bearbejde det indkomne materiale.

Nogle steder blive spørgeskemaerne udbragt med post, hvorefter de gratis hjemhentes af repræsentanter for det stedlige 3-mands udvalg. Andre steder holdes der møde om sagen, og skemaerne kan udfyldes med det samme, medens sagkundskaben er til stede. Nogle steder har vejmændene påtaget sig at uddele kortene og hjælpe alle med at udfylde dem, og endelig er der nogle steder, hvor sognerådet ligefrem engagerer folk til at gå rundt med kortene og hjælpe beboerne med at fylde dem ud. Man må jo huske på, at det er arbejdsmuligheder, der skal skabes til veje. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. september 1941

1941 – Vejprojekt til 3 mill. kr.

En vej mellem Fredericia og Egtved?

Repræsentanter for Fredericia Byråd og de interesserede kommuner har holdt et nyt møde ang. den påtænkte vej Fredericia-Viuf. Der viste sig stigende interesse for planen. I øvrigt var der stor stemning for, at vejen føres helt til Egtved, og denne forlængelse vil nu blive indarbejdet i planerne, som amtsvejinspektør Jensen skal udarbejde. I forhandlingerne deltog repræsentanter fra Bredstrup, Herslev, Smidstrup, Viuf og Starup Kommuner. I spørgsmålet om straks at få vejen forlænget til Egtved rejstes af Starup Sogneråd. Da Egtved ikke var repræsenteret, vedtoges det at underrette Egtved Sogneråd omgående og at afholde et møde førstkommende tirsdag i Viuf, hvor de 6 sognerådsformænd vil komme til stede. Endvidere vil borgmester Ingv. Arent og stadsingeniør Grum-Schwensen, Fredericia, deltage i mødet, hvor amtsvejinspektør Jensen vil forelægge det nye projekt, som har den største udsigt til at blive vedtaget, skriver ‘Fredericia Social-Demokrat’. Såfremt sagen går i orden, vil der blive fremsendt et projekt til en moderne bred og direkte vej fra Fredericia til Egtved, et projekt, der vil koste henved 3 mill. kroner. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. september 1941.

1940 – Brand i Egtved opklaret

Personlige og økonomiske problemer, fik den 14. juni 1940 en gårdejer, den 33 årige Peter Andersen, fra Egtved til at brænde hans gård på Egtved Mark af. Ejeren selv blev den 15. juni om aften anholdt på et svendehjem i Åbenraa.

Politiet i Kolding efterlyste over radioens 19-udsendelse gårdejeren, og han blev kort efter anholdt. Han havde straks efter branden cyklet fra Egtved til Åbenraa, hvor han på arbejdsanvisningskontoret havde fået anvist roearbejde på en gård i oplandet. Han startede i arbejdet klokken 13, og ved fyraften søgte han ned på Åbenraa Svendehjem, hvor anholdelsen fandt sted.

Det er fem år siden at gårdejeren købte gården af hans far, der havde været i familiens eje i generationer. Allerede for otte dage siden gjorde kreditforeningen udlæg i gården, og det var for gårdejeren “altsammen blevet så sort“. Gårdejeren blev varetægtsfængslet frem til 29. juni 1940.

Kilde: Branden ved Egtved fuldt opklaret, Kolding Socialdemokrat, 15. juni 1940