1942 – Englænderne har taget 9.000 fanger

Men tabet af tanks, skibe og flyvemaskiner langt lavere end opgivet, erklærer man i Rom

Rom (RB.)

I herværende kompetente kredse erklærer man angående det britiske communique om slaget i Ægypten, at kun antallet af 9.000 fanger kan betragtes som stemmende med kendsgerningerne. Det drejer sig faktisk, erklærer man, om hovedstyrken af motoriserede divisioner, idet sådanne enheder under kampe som dem, der for tiden foregår på den afrikanske front, i visse tilfælde er stærkt udsatte for at blive taget til fange. Man henviser i øvrigt til, at der blandt disse fanger er mange sårede, der ikke havde nogen mulighed for at undgå fangenskab.

Hvad i øvrigt angår de tal, englænderne har opgivet af tanks og flyvemaskiner, der skal være blevet gjort ukampdygtige af englænderne, og endvidere af skibe, der skal være blevet sænket, erklærer man i de nævnte kredse, at de af Aksen lidte tab er langt lavere, end fjenden påstår. Aksetropperne kæmper godt, tilføjer man, og der er ingen grund til at nære bekymringer i anledning af de bevægelser frem og tilbage, der er karakteristisk for ørkenkrigen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. november 1942.

1942 – Slaget i Egypten udkæmpes med stor voldsomhed

Fremstødet ved El Alamein optakten til allieret generalangreb på det afrikanske og europæiske fastland?

Berlin, S.T.B. Torsdag formiddag:

Sjældent er et slag fulgt med så åndeløs spænding som den nuværende fase i ørkenkrigen, hvor hver eneste af de sparsomme efterretninger, der når frem, sluges med begærlighed. Det fastlås i rapporterne i tyske og italienske blade, at slaget i Egypten udkæmpes med en voldsomhed, der savner ethvert sidestykke i ørkenkrigens historie. Til forståelse af de brogede efterretninger, der fremkommer om slagets gang, må det understreges, at El Alamein-stillingen ikke er en sammenhængende skyttegravskæde, men en række støttepunkter, mellem hvilke mindre fjendtlige enheder godt kan sige sig igennem til bagterrænet, uden at et egentligt gennembrud dermed er lykkedes. Englænderne har udsøgt sig nordfløjen som det for dem gunstigste afsnit til fremstødet, og de sætter voldsomt ind i det snævre område ved selve kystvejen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. november 1942.

1942 – Nytår

Så sluttede året 1941 med en ny nazistisk rædselsdåd. Fra Norge kommer der budskab om elleve nye dødsdomme, der omgående blev fuldbyrdet. Disse elleve mænd døde for fædrelandet, og de vil aldrig blive glemt i Norge eller andetsteds hvor frihedens og retfærdighedens ånd lever.

De tyske “beskyttere” påstår at disse mænd havde gjort sig skyldig i spionage og franctireur-virksomhed, men er det mon ikke i lige så høj grad et udslag af tyskernes raseri over deres magtesløshed over for nordmændenes ukuelige fædrelandskærlighed. Denne norske patriotisme viser sig stadig modstandsdygtig, både over for trusler af hernn Joseph Terboven og lokketoner fra Quisling og hans hird af nazistiske landsforrædere.

En anden ting, der går tyskerne på nerverne, er de små raske “raids” som englænderne foretager langs den norske kyst. Forleden morgen rettede af afdeling af “commanders” (særligt uddannede stødtropper) i samarbejde med flåden og luftvåbenet, et angreb mod to norske kystbyer. Krigsskibene, der alle blev navigeret af norske lodser, sejlede ind i den lange fjord, ca. 300 km. nord for Bergen og ankom til bestemmelsesstedet ved ti-tiden om morgenen, medens det endnu var mørkt. Flyverne gik ind over byen og nedkastede røgbomber, hvorefter landgangen fra skibene fandt sted. Voldsomme gadekampe udbrød over hele byen, hvorunder samtlige tyskere blev enten dræbt eller taget til fange. I alt dræbtes der 120 tyskere medens 95 andre bragtes tilbage som fanger tillige med 9 “quislinger”. En fabrik blev ødelagt og en række skibe blev sænket. Ca. kl. 15.45 forlod englænderne byen. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, januar 1942, nr. 2, 1. årgang.